Hedegaards attentatmand er fortsat fri

Et år efter drabsforsøget på debattør Lars Hedegaard har politiet ingen i kikkerten. Efterforskerne håber på spyt-dna eller en gerningsmand, der taler over sig

Politiet har blandt andet undersøgt dna fra en spytklat tæt på debattør Lars Hedegaards bopæl efter skudattentatet mod ham for et år siden. Endnu er der ingen direkte resultater af efterforskningen, men sagen er ikke lukket, lyder det fra politiet. –
Politiet har blandt andet undersøgt dna fra en spytklat tæt på debattør Lars Hedegaards bopæl efter skudattentatet mod ham for et år siden. Endnu er der ingen direkte resultater af efterforskningen, men sagen er ikke lukket, lyder det fra politiet. –. Foto: Claus Bech/.

En mand i rød postjakke ringede på døren hos islamkritikeren Lars Hedegaard og trak en pistol, da den 70-årige debattør åbnede døren klokken 11.20 en solrig 5. februar på Frederiksberg.

Kuglen susede forbi hovedet på Hedegaard, og det falske postbud tog flugten. Et år efter er politiet fortsat kun i hælene på gerningsmanden, men en gruppe efterforskere har ikke givet op.

Vi har brugt året siden attentatet til at efterforske i alle tænkelige retninger. Det har ikke givet direkte resultat, men vi har ikke lukket sagen, og vi vender fortsat hver en sten, siger chef for personfarlig kriminalitet i København, Jens Møller.

Politiets bedste spor i sagen er lige nu blandt andet en efterladt bil og en spytklat på jorden, hvor Lars Hede-gaard kom i håndgemæng med den ukendte attentatmand.

Den blå varebil holdt parkeret over for Hedegaards bopæl på dagen for drabsforsøget, og den holdt der stadig den 20. marts, da politiet blev gjort opmærksom på den.

LÆS OGSÅ: DR-debat med Lars Hedegaard skaber politisk tumult

Vi arbejder ud fra en teori om, at den sandsynlige gerningsmand også er ham, som har brugt bilen.

I bilen har politiet fundet fingeraftryk på en plastikdunk og dna-rester på gaffatape. Varebilens tidligere ejer har forklaret, at han solgte den den 2. februar gennem Den Blå Avis.

Køberen underskrev sig på slutsedlen som Mohammed Issa, der tilsyneladende er et falsk navn. Sælgeren har beskrevet køberen af bilen som en mand på 25-35 år, 175-180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han menes at være af anden etnisk herkomst end dansk, men han talte flydende dansk.

Københavns Politi har lavet en dna-undersøgelse fra spytklatten, som dog også kan stamme fra en tilfældig forbipasserende hundelufter, da spyttet lå uden for Hedegaards opgang.

Vi har en ren dna-profil fra en spytklat, som er fundet ved gerningsstedet, men der er ikke et match i registret. Det er mit håb, at det stammer fra gerningsmanden, siger Jens Møller, der har krydstjekket med Lars Hedegaards dna-profil.

Politiet søger fortsat hjælp fra borgerne, og ordensmagten håber, at det falske postbud har afsløret sig selv til sine nærmeste.

Vi ønsker henvendelser fra folk, som for eksempel har en konkret mistanke til en person, som enten har talt over sig i løbet af året, har udvist en mistænkelig adfærd eller sympati for den her handling, siger han.

En kæmpe samling video-overvågningsmateriale mangler stadig at blive set med politiøjne, men indtil der er noget konkret at lede efter, er det håbløst at kigge de mange optagelser igennem, vurderer politiet.

Vi har indsamlet en stor mængde video fra forskellige steder i København. Vi har kigget video fra nærområdet, men vi har ikke set det øvrige igennem, da vi venter på en konkret gerningsmand, så vi har noget at kigge efter, siger Jens Møller.

Politiet har ikke hentet så store mængder videomateriale siden efterforskningen af Lars Doukaev, der blev landskendt i 2010 som den etbenede bombemand, da han ved et uheld sprængte sin hjemmelavede bombe på Hotel Jørgensen i København.