I flere måneder har debatten om kønsopdelt svømning i Gellerupbadet i Aarhus trukket store overskrifter, og 3000 aarhusianere har skrevet under på, at de ønsker kvindesvømning bevaret. Hver lørdag eftermiddag mødes godt 100 kvinder, hvoraf 80 procent har indvandrerbaggrund, til svømning kun for kvinder. Men onsdag aften besluttede et flertal på 26 ud af 31 byrådsmedlemmer i Aarhus at sætte en stopper for den særskilte kvindesvømning, der foregår i den offentlige åbningstid. Alle partier, bortset fra Radikale Venstre og Enhedslisten, bakkede op om beslutningen.
Kønsopdelt svømning kan virke som en lille sag, men debatten føjer sig til flere lokale diskussioner som for eksempel den såkaldte frikadellesag fra Randers, hvor er flertal i byrådet fastslog, at daginstitutionerne skulle servere svinekød eller sidste forårs diskussion om Hovedstadens Svømmeklub i København, der har oprettet hold med kønsopdelt svømning i Tingbjerg i Københavns Kommune. Og selvom byrådet i Aarhus har sat et punktum i sagen, er det formentlig ikke sidste gang, at danskerne diskuterer frikadeller, badeforhæng eller kønsadskilt idræt. Sådan lyder vurderingen fra flere eksperter, der følger integrationsdebatten.
Lektor Jens Peter Frølund Thomsen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet forsker i holdninger til indvandrere, og han mener, at kønsopdelt svømning i bund og grund er et meget politisk spørgsmål.
”Der er så meget politisk opmærksom på integration af indvandrere, og om de faktisk integrerer sig i det øvrige samfund. Den dagsorden dør ikke foreløbig. Den etniske minoritetsbefolkning i Danmark bliver større og større. I langt de fleste lande betyder den udvikling, at samfundet bliver mere multikulturelt. Herhjemme tror jeg, at den udvikling vil tage væsentligt længere tid end så mange andre steder, fordi der er et politisk flertal for, at man ikke skal gå i multikulturel retning. Både borgerlige og socialdemokratiske politikere er bekymrede for isolerede parallelsamfund. Samtidig kan de ikke overskue, hvor udviklingen vil ende. I sin yderste konsekvens kunne etniske danskere jo også sige, at de ikke ville svømme med indvandrere. Ad åre vil man kunne få et samfund, hvor forskellige grupper næsten ikke har noget med hinanden at gøre,” siger Peter Frølund Thomsen, der vurderer, at en sådan udvikling vil udfordre hele idéen om et fællesskabs- og lighedsorienteret samfund.
Sune Lægaard, der er lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet, peger på, at svømmehalsdebatten i Aarhus er udtryk for, at en banal og lavpraktisk ting som svømning bliver hevet op på et principielt plan. Han mener, at den fortsatte diskussion i høj grad vil afhænge af, om danskere fortsat føler sig provokeret af muslimer, og om politikerne bliver ved med at tage sagerne op. For de to ting forstærker hinanden.
”For mange mennesker er der noget umiddelbart provokerende i den slags sager om muslimer, og for mange partier kan der være en interesse i at løbe med den provokation og tage sager op, som man normalt ikke ville behandle politisk. Det er noget af forklaringen på, at lavpraktiske spørgsmål som frikadeller i børnehaven og kønsadskilt svømning bliver løftet op på et utroligt principielt plan, som det er sket i Aarhus. Folk hidser sig jo ikke op over vegetarer i børnehaven, for bortset fra maden er vegetarers livsstil ikke særlig. Derimod skiller muslimers livsstil sig ud på rigtig mange områder i den offentlige bevidsthed. Meget af den provokation, folk føler, kan i virkeligheden være en berettiget provokation over nogle helt andre ting end svømning som for eksempel kvindeundertrykkelse og social kontrol i muslimske miljøer,” siger Sune Lægaard.
Institut for Menneskerettigheder overvejer i øjeblikket at indklage byrådets beslutning for Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg fra Institut for Menneskerettigheder mener, at beslutningen om at sløjfe kvindesvømning kan være et udtryk for forskelsbehandling, fordi man afskaffer et eksisterende tilbud, som fortrinsvis har været brugt af kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.