”Hej . Jeg mener at det følgende er toppen af danskhed, selv om det måske har udenlandsk oprindelse: Fiskefileter, den danske tillid og Janteloven.”
”Også i fremtiden skal vi værne om følgende danske værdier: Det danske sprog, kristendommen og den danske sammenhængskraft.”
”Fredagsslik ... der er bare ikke noget mere dansk end fredagsslik og hygge.”
Sådan lyder tre af de mere end 1200 forslag, som danskere – unge som ældre, kendte som ukendte – foreløbig har sendt ind til Kulturministeriet som bidrag til Danmarkskanon.
Frem til den 1. november er der åbent for forslag til, hvilke ”historiske og kulturelle samfundsværdier, traditioner og begivenheder, som i særlig grad har formet samfundet og befolkningen i Danmark”, som ministeriet har formuleret det i sit oplæg.
Idéen stammer fra kulturminister Bertel Haarder (V), der selv har foreslået cyklen, tillidskulturen, ytringsfriheden, ligestillingen og højskolekulturen til listen.
Gennem hele 2016 bruger Kulturministeriets embedsmænd mange kræfter på at formidle projektet, indsamle forslag og arrangere kanontræf i hele landet. Mængden af forslag er efterhånden så stor, at seks kuratorer for nylig blev hyret til at grovsortere de mange bud til et antal, det er muligt at stemme om til december.
Mange af forslagene – for eksempel dem med fiskefileter og fredagsslik – stammer fra børn og unge, hvis skoler og uddannelsesinstitutioner har involveret sig i debatten om, hvad danske værdier er. Det glæder kulturministeren:
”De skal også tages alvorligt og vidner om, at børn og unge engagerer sig i verden. En af de første, jeg mødte på gaden for at indsamle idéer, var en dreng på cirka 10 år, som talte om værdien af, at Danmark ikke er korrupt,” fortæller Bertel Haarder.
Men spørgsmålet er , om kanonen er stor ståhej for ingenting. Det antyder flere iagttagere.
”Jeg er tvivlende over den store betydning af disse forskellige kulturpolitiske dagsordener,” siger Ove Korsgaard, professor emeritus i historie.
Der er en vis tradition for, at kulturministre gerne vil søsætte deres eget prestigeprojekt – som Brian Mikkelsens (K) kulturkanon, Carina Christensens (K) ”Kultur for alle – kultur i hele landet” og Marianne Jelveds (R) ”Danmark læser”.
En af årsagerne hertil er, at kulturministres budget ofte er bundet af faste aftaler med landets kulturinstitutioner og støtteordninger, og derfor har ministeren reelt ikke det store råderum ud over at lancere sit eget kulturpolitiske projekt – som dog snart kan være glemt igen.
Ove Korsgaard var selv formand for udvalget bag demokratikanonen fra 2008, som Bertel Haarder som daværende undervisningsminister også var med til at lancere. Kanonprojekter har ifølge ham dog større gennemslagskraft end andre kulturkampagner, fordi de har med normer og værdier at gøre.
”Kanondiskussionen er affødt af en ny situation i det danske og andre vestlige samfund, der er konfronteret med nye problemstillinger, som der er et behov for at italesætte,” forklarer Ove Korsgaard.
Kanontanken er hverken ny eller specielt dansk. Litteraturkritikeren Harold Bloom skød ideen i gang i USA allerede i 1994 med en litteraturkanon. Han tog afsæt itanken om, at nogle litterære værker er bedre og vigtigere end andre og derfor bør være kendt af de opvoksende generationer.
Han gik dermed op imod nogle strømninger i tiden, som lagde op til, at alt er lige gyldigt, at den enkelte derfor selv må afgøre, hvad der har værdi, og at forestillingerne om nationale fællesskaber snart måtte vige for et mere universelt, multikulturelt værdisæt. I løbet af de 20 år, som er gået, er denne debat ikke blevet mindre aktuel.
Ove Korsgaard betoner, at det netop er debatten og ikke slutresultatet, der betyder noget.
”Jeg kan godt forstå, at Bertel Haarder tager endnu en kanontur. Men disse kanoners største effekt ligger i diskussionen og processen og ikke i selve resultatet. Jeg tror ikke, de har nogen varig betydning, ud over at bidrage til den offentlige diskussion og debat i en periode,” siger han.
Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyens Stiftstidende og tidligere forstander på Vallekilde Højskole, ser også kanonen som noget, hvor processen er vigtigere end målet. Derfor burde man overveje, om det er nødvendigt, at den skal munde ud i, at der stemmes om at udpege 10 ”vindere” blandt de flere tusinder af forslag.
”Man skal ikke have alt for høje forventninger til, hvad en kanon kan gøre. Alt det der med at vi skal have nogle holdepunkter, når globaliseringens vinde blæser, kan let virke lidt overdrevet. Men en kanon er da en udmærket selskabsleg i det offentlige rum. En slags nationens klassens time, hvor vi snakker om, hvem vi er, og hvorfor vi er her,” siger han og tilføjer:
”Til gengæld synes jeg, der går lovlig meget X-Factor i det, når de 10 bedste forslag skal udvælges. Det kunne siges at være en dansk værdi i sig selv at ingen skal bestemme, hvilke værdier der er de bedste.”
Henrik Kaare Nielsen, professor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet, ser først og fremmest et potentiale i, at Danmarkskanonen kan modarbejde en tendens i samtiden, til at man lever i små økonomiske, sociale og kulturelle reservater uden at forholde sig til hinanden.
”Det er en produktiv ting at skabe dialoger, få luftet uenigheder og få dem diskuteret på tværs af skellene. Vi skal nok ikke forvente flunkende nye retningslinjer for kulturpolitikken efterfølgende, men kanonen har allerede involveret mange danskere om vores fælles anliggender og forståelsen af de væsentlige ting i samfundet,” siger Henrik Kaare Nielsen, som samtidig kalder Haarders projekt en ”belejlig måde at være i offensiven, når man samtidig står for nedskæringer på kulturområdet”.
Kulturministeren selv afviser dog, at kanonen er en afledningsmanøvre.
”Slet ikke. Jeg har altid gået op i danske værdier. Jeg er højskolemand. Det er jo ikke noget, der kan sættes i gang i et finansministerium,” siger Bertel Haarder.