Når de unge på opholdsstedet Aabrinken, der ligger i Tureby i nærheden af Køge, sad ved spisebordet og talte om dagens strabadser, sad Helene Ausar ofte stille og observerede. Hun blev træt af de mange danske ord, som hun ikke forstod, og koncentrerede sig om at lytte og prøve at forstå. 25-årige Helene Ausar, der kom til Aabrinken som 16-årig i 2011, var året forinden kommet til Danmark som uledsaget flygtningebarn fra Afghanistan.
”Det var hårdt at flytte til Aabrinken, fordi jeg var en pige fra en helt anden verden,” siger Helene Ausar i dag.
Det tog lang tid at flygte gennem Iran, Tyrkiet og videre op gennem Europa. Målet var egentlig ikke Danmark, men da hun ikke havde nogen penge, blev hun nødt til at stoppe her, hvorimod resten af gruppen, som hun flygtede med, tog videre. Hun er lidt lysere i huden, og formen på hendes øjne er lidt mindre end på de fleste andre afghanere, forklarer hun. For Helene Ausar tilhører minoritetsgruppen hazara-folket, der er shia-muslimer, modsat majoriteten i Afghanistan, som er sunni-muslimer.
”Mit folk er forfulgt af Taleban (islamistisk fundamentalistisk politisk bevægelse, red.), og derfor er det meget farligt for os, hazara-folket, at være i Afghanistan. Jeg så for mig, at min fremtid var at blive slået ihjel, som det er sket for så mange andre fra hazara-gruppen.”
Meget af tiden i Afghanistan blev derfor brugt inde i huset. Selvom hun vidste, at turen til Europa var farlig, begav hun sig alligevel ud på den lange rejse.
”Det var forfærdelige vilkår at rejse under. Indimellem kørte vi i en bil, hvor omkring 15 mennesker lå og sov ovenpå hinanden. Selv som gravid kvinde var man ikke sikret imod at blive overfaldet. En del af rejsen vandrede vi også i bjergene uden udstyr. Vi fik at vide, at hvis soldaterne skød på os, skulle vi bare løbe. Der er mange flygtninge, som bliver dræbt i løbet af deres tur.”
Da Helene Ausar kom til Danmark, boede hun først på to forskellige flygtningecentre, inden hun flyttede ind på Aabrinken.
”Jeg har set så mange ting i løbet af min rejse fra Afghanistan, så jeg var nærmest voksen. Men lige pludselig kom der en masse regler for mig, og jeg blev behandlet som et barn. Selvom jeg var et barn, var det i mine øjne forkert.”
Der var mange regler, som var svære for Helene Ausar at forstå. Eksempelvis forstod hun ikke, at hun skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt, fordi alle spiste sammen på Aabrinken, for hvad nu, hvis hun gerne vil være et andet sted lidt længere? Hun ser det som kulturforskelle, for den danske kultur har et mere strikst forhold til tid, end hun var vant til fra Afghanistan, og det tog flere samtaler med pædagogerne og tolken at lære normerne for tid i den danske kultur. Hun troede, at der var sket en fejl, for de andre flygtninge, som hun kendte, blev ikke placeret på opholdssteder, men boede sammen i lejligheder, hvor der indimellem kom en pædagog og hjalp dem.
”Når jeg talte med dem og fandt ud af, hvor meget frihed de havde, føltes det, som om jeg var blevet sat i fængslet.”
Selvom Helene Ausar havde flere samtaler med sin tolk og pædagogerne om reglerne på opholdsstedet og ofte holdt sig for sig selv på værelset, begyndte hun langsomt at blive glad for at være på Aabrinken.
”Jeg følte, at jeg fik en ny familie. Selvom vi var pædagoger og børn, så virkede vi bare som en familie med børn, når vi gik ud og spiste middag eller var på tur. Det føltes meget trygt. Det var noget, som jeg havde manglet i meget lang tid, så det var vigtigt for mig at blive en del af.”
Efter et par måneder på Aabrinken talte Helene Ausar så godt dansk, at hun kunne føre samtaler med de andre på stedet. De andre spurgte hende nysgerrigt om, hvorfor hun var kommet til Danmark. Hun forstod heller ikke, hvorfor de andre unge boede på opholdsstedet, når de havde familie, som de besøgte i weekenden.
”Vi talte aldrig om, hvorfor vi boede på Aabrinken. Jeg turde ikke rigtig spørge, for jeg var bange for, at de synes, at det var ubehageligt.”
Alligevel oplevede hun en nærhed, hun ikke havde haft i lang tid i løbet af de to år, hun boede på opholdsstedet. Særligt en af pædagogerne blev som en slags mor for hende.
”Man har brug for en, der kan være lidt mere personlig og ikke kun forholder sig til reglerne. En del af min personlighed blev formet der. Jeg lærte at tage ansvar og var fri til at være mig selv. For eksempel fik jeg en næse-piercing og bestemte selv, hvordan jeg ville være. Der var ikke nogle, som kiggede mærkeligt på mig.”
Hun er særligt glad for tiden på opholdsstedet i dag, for det gav hende et kendskab til den danske kultur og sprog. Derfor var pædagogerne også inviteret med, da hun skulle forsvare sit speciale i nanoscience på Københavns Universitet for et år siden.
”Jeg lærte de vigtigste danske værdier, som at vi stoler på hinanden, og at man holder det, man lover. ’Familien’ fra Aabrinken er en del af mig, selvom der er gået en del år, siden jeg flyttede, for de har været en del af min rejse fra starten.”