Prøv avisen

Helende have skal hjælpe stressramte

Den afskærmede have, der skal hjælpe stressramte, ligger et stykke inde i parken Arboretet i Hørsholm, godt gemt af vejen bag høje grantræer. – Foto: .

Travlhed, hast og jag er et stigende problem i Danmark. Nu kan stressede danskere for første gang få behandling i en forskningsbaseret terapihave

Naturen virker positivt på arbejdsnarkomaner og stressede bymennesker. Sådan lyder mantraet i terapihaven Nacadia, der er den første forskningsbaserede af sin slags i Danmark.

Terapihaven har været undervejs i fem år og skal fra her i november danne rammen om terapeutiske forløb for stressramte danskere.

Haven er specielt designet til at være støttende for rehabilitering af sygemeldte mennesker med stress, siger Ulrika K. Stigsdotter, landskabsarkitekt, forsker og lektor ved Skov og Landskab på LIFE, Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Samtidig skal vi fortsat bedrive forskning i haven, så vi kan inspirere til andre terapihaver, fortsætter hun.

Hun har været med til at planlægge og bygge haven og forklarer, at en del af forløbets formål er at rette de stressedes fokus mod noget praktisk som for eksempel arbejde med kompost eller plantepleje.

Haven skal støtte, men også udfordre patienterne. Den skal både give plads til aktiviteter og til at slappe af, forklarer hun.

Den afskærmede have ligger et stykke inde i parken Arboretet i Hørsholm, godt gemt af vejen bag høje grantræer.

Midt i haven står et drivhus. Det er indrettet med robuste træmøbler, et minimalistisk køkken, liggestole og pejse. Side om side med stole og borde står nyplantede træer med figner, appelsiner og citroner.

Udenfor på den anden side af drivhusets glasvægge vokser der større træer. Der er også blevet anlagt en bæk, ligesom der er et stort bålsted og et udendørskøkken.

Sus Sola Corazon, cand.pæd.psyk. på Skov og Landskab på LIFE, har udarbejdet behandlingsprogrammet for de stressramte i terapihaven.

Programmet varer 10 uger og foregår både i haven og hos havens samarbejdspartner, stresscentret Kalmia nogle hundrede meter derfra.

Halvdelen af terapien består i at være i haven, det ved vi fra forskningen har en stor effekt. Senere kommer aktiviteterne i spil, forklarer Sus Sola Corazon.

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø lider mellem 250.000 og 300.000 danskere af alvorlig stress. Men idéen om at bruge naturen som redskab i stressbehandling er ganske ny herhjemme.

I Sverige har der til gengæld været større fokus på såkaldt haveterapi. En svensk undersøgelse dokumenterer således, at 98 procent af de stressramte, der har været i haveterapi, oplever en forbedret livssituation.

Samtidig viser undersøgelsen, at 75 procent af de behandlede kommer tilbage i job efter behandlingen.

Når terapihaven slår dørene op, vil der være otte behandlingspladser ad gangen. Samtidig vil forskere bruge erfaringerne fra det nye behandlingssted til fortsat at undersøge, hvordan naturen virker dæmpende på stress.

/ritzau/