Henrik Sass Larsen er en beslutsom mand. Socialdemokratiets gruppeformand har i længere tid ret konsekvent sagt nej til at optræde i de traditionelle medier, da han finder, at mødet mellem en journalist og en politiker ofte er frugtesløst.
Nu har han friskt meddelt, at han kun vil stille op fire gange om året, og i ”Mennesker og Medier” på P1 i fredags begrundede han det med, at han savner en interviewform, hvor en politiker kan fremlægge sine holdninger, uden at samtalen hver gang udarter til konfrontation. Sass Larsen vil såmænd gerne kritiseres, siger han, men han vil også have mulighed for at forklare det politiske uden konstant at blive afbrudt. Hver ting til sin tid.
Flere politikere har taget afstand fra Sass Larsens beslutning, da de mener, at man som folkevalgt har pligt til at stå til rådighed, men lad os nu tænke os lidt om.
Henrik Sass Larsens lille oprør kan nemlig ses som en kærkommen mulighed for den journalistiske stand til at overveje, hvordan man egentlig forholder sig til de folkevalgte og deres gøren og laden. Tag for eksempel weekendens drama med Anders Samuelsen (LA) og hans såkaldt provokerende tweet om ”historiske skattelettelser”, der var med til at forårsage ballade i Liberal Alliance. Og i regeringen.
Dækningen af dette har på DR og TV 2 primært bestået af to dele. For det første de kaotiske billeder hvor Anders Samuelsen kom til syne efter krisemødet og netop havde overlevet som partiformand, og hvor han noget groggy påtog sig ansvaret. Og for det andet de mange analyser på TV 2 News og i ”Jersild uden spind” på DR 2, hvor eksperterne hovedsageligt leverer de almindeligheder, som enhver, der holder avis, kan sige sig selv.
Der mangler lige præcis det, som Sass Larsen efterlyser. En samtaleform, hvor en politiker interviewes i fredelige rammer, uden at man ensidigt går efter struben, men snarere diskuterer indhold. Clement Kjersgaard gennemfører mange samtaler med politikere i ”Vi ses hos Clement” på DR 2, hvilket er fint, men det er til gengæld også hektisk og kan have karakter af slagterbænk. Vi mangler den undersøgende samtale, hvor det forjagede blik i Anders Samuelsens øjne ville kunne finde hvile, da det ikke kan nytte, at mødet mellem politiker og journalist altid grunder i ren strid.
Politikerne er ikke vores modstandere, de er vores demokratiske repræsentanter, og mens de naturligvis skal holdes i ørerne, skal de også have den taletid, der gør, at man kommer nærmere essensen af det hele frem for altid at være i kamp. Henrik Sass Larsens beslutning er kontroversiel, og mange er provokerede på vegne af forestillingen om, at en uhæmmet presse er forudsætningen for et frit samfund.
Men lad os nu ikke blive for dramatiske.
Sass Larsens udmelding kan i høj grad bruges som inspiration for landets journalister, der trænger til at overveje, om det politiske dækkes på bedste vis. Og om ikke personfikseringen og tørsten efter konflikt af og til fylder for meget i forhold til indholdet.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.