Prøv avisen

Henrik Stubkjær: Den velgørende gave er stadig den bedste

Biskop Henrik Stubkjær mener, at velgørenhedsgaven er den bedste gave. For den gør modtageren til en giver, og der er der enormt meget værdighed i. – Foto: Kåre Viemose/Polfoto

Som daværende generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp var Henrik Stubkjær med til at lancere ”Giv en ged”-kampagnen, der blev en humanitær gavesucces. Velgørenhedsgaven får os til at løfte blikket, mener han

I december 2006 var Henrik Stubkjær inviteret i TV 2’s morgenprogram ”Godmorgen Danmark” sammen med geden Aase. Han bestred dengang posten som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, og den firbenede ledsager var en mindst lige så vigtig gæst som generalsekretæren selv.

”Vi skulle lancere giv en ged-kampagnen i morgen-tv forud for julehandlen, og det udviklede sig til en på én gang sjov og aparte oplevelse. Aase blev så stresset over de uvante omgivelser, at hun gik rundt og småsked gennem hele udsendelsen, og programmets vært var tydeligvis bange for geden, så det endte med, at Venstres Lars Løkke Rasmussen, som også var gæst i programmet den morgen, måtte holde hende, mens jeg blev interviewet. Han var jo trods alt fra et landsbrugsparti.”

Og den skæve tv-optræden gav pote. For efterfølgende fik kampagnen enorm opmærksomhed, fordi det var en form for nødhjælp, folk ikke havde set før, fortæller Henrik Stubkjær, der i dag er biskop over Viborg Stift.

For 275 kroner kunne man sponsere en ged til en bondefamilie i Malawi, Afrika, og som bevis på købet fik man et gavekort med besked om, at modtageren havde givet en ged til en afrikansk familie. På den måde gjorde man modtageren til en slags giver. Henrik Stubkjær husker, hvordan opmærksomheden hurtigt blev til en enorm efterspørgsel:

”Inden vi lancerede kampagnen, havde vi haft som målsætning at finansiere 3500 geder til bønderne i Malawi i løbet af hele julen, men i de første to uger havde danskerne allerede købt 17.000 geder, og det var langt flere, end Malawi havde brug for.”

Derfor endte organisationen med at sende de resterende geder til andre afrikanske lande og siden til Indien og Latinamerika. ”Gederne blev simpelthen ved med at brede sig, så det endte med at vi internt i Folkekirkens Nødhjælp omdøbte konceptet til ’Geder uden Grænser’”.

Siden 2006 har Folkekirkens Nødhjælp solgt over 100.000 geder, og selve gavekonceptet har siden bredt sig til andre landbrugsdyr, såvel som fodbolde og kondomer til afrikanske unge, og det er ifølge Henrik Stubkjær et helt håndfast bevis på, at velgørenhedsgaven er den bedste gave, man kan give:

”Velgørenhedsgaven var og er den bedste gave, fordi den rammer ned i noget, vi alle kender. Herhjemme vrider vi så tit hjernen for at finde på ønsker, vi kan liste op på en seddel. Når vi skal anstrenge os for at komme i tanker om, hvad vi ønsker os, er det jo nok et udtryk for, at vi ikke har brug for så forfærdeligt meget mere, end hvad vi allerede har”.

Det skyldes ifølge biskoppen, at mennesket til alle tider føler en grundlæggende omsorg for hinanden, hvilket velgørenhedsgaven kan være med til at minde os om:

”Den velgørende gave får os til at løfte blikket fra juletræet og den nærmeste familie og ud i verden, og det udsyn har vi mere brug for i dag end nogensinde før.” 8