Prøv avisen
Min ledestjerne

Henrik Stubkjær: Tutu får mig til at stå fast

"Min fascination af Desmond Tutu opstod, før jeg mødte ham," siger Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift Foto: Leif Tuxen

Desmond Tutu kæmper for udsatte menneskers værdighed og ret til at blive anerkendt som mennesker - også selvom det kan være svært. Derfor er han en stor inspiration for biskop i Viborg Stift Henrik Stubkjær

Da jeg var generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, var jeg vært for Desmond Tutu under klimatopmødet i 2009 i København. Jeg har mødt ham flere gange og har altid været dybt betaget af ham. Efter fire dage, hvor jeg fik ham tæt ind på livet, kunne jeg konstatere, at han var lige så stor en mand, som jeg havde forestillet mig. Han formår på en fantastisk måde at være en kirke i verden. Han lader evangeliet tale ind i folks hverdag og forbinder sin egen spiritualitet med et udadvendt engagement. Ved klimatopmødet hentede jeg ham i lufthavnen, viste ham rundt i byen og var med til forskellige foredrag. Da jeg kørte ham rundt i København, sagde han til mig, at jeg skulle lade, som om han ikke var der. Og så gik han helt ind i sig selv i bøn og stilhed, lige indtil bildøren åbnede, og han igen blev 110 procent på og nærværende. Journalister har tit spurgt ham, hvordan han har kunnet holde ud nærmest at kæmpe med livet som indsats mod apartheidstyret, hvortil han har svaret: ”Har De prøvet med bøn?”. Bønnen er en så integreret del af ham, og det er der, han henter sin kraft og energi til at kæmpe de svære kampe.

Desmond Tutus tilgang er meget at se de nødlidendes og marginaliseredes udgangspunkt. Det har givet mig frimodighed til også at stå fast og sige tingene; selvom det måske er besværligt, og man bliver upopulær, så står man fast på, at nogle ting må siges. Desmond Tutu tager altid de udsattes plads, som når han taler for palæstinensere eller homoseksuelle og deres ret til at blive anerkendt som ligeværdige mennesker. Det vil jeg også gerne gøre. Jesus ser også altid gennem de menneskelige kasser og får øje på mennesket bag.

Min fascination af Desmond Tutu opstod, før jeg mødte ham, da han kæmpede mod apartheid og satte sig for bordenden for sandhedskommissionen i Sydafrika, efter at Mandela var blevet præsident. Her satte han sig, for at bødlerne skulle møde deres ofre - en voldsom opgave, men hævnen er ikke en udvej, mener Tutu. Hvis vi skal lægge det her bag os, er der kun én udvej ifølge ham - forsoning.

Selvom han virkelig har prøvet nogle ting på egen krop, har han bevaret sin humor. Han er meget lidt selvhøjtidelig og kan sagtens gøre grin med sig selv. Det er smittende afvæbnende, at han kan være humoristisk, samtidig med at han kommer igennem med tingene krystalklart. Det, jeg mener, at vi kan lære af Desmond Tutu, er, at hvis vi skal leve et autentisk liv, så har vi brug for både fordybelsen og det at være til stede og stå fast i kampen for det enkelte menneskes værdighed.