Prøv avisen

Her dør kvinder, når de giver liv

Mette Opstrup tilbragte en måned på distriktshospitalet i Herat i det vestlige Afghanistan. Her spiser hun morgenmad på fødegangen med sine afghanske kolleger. -- Foto: Christina Jo Larsen.

Jordemoder Mette Opstrup havde ikke tænkt, at hun en dag skulle stå på et distriktshospital i det vestlige Afghanistan og hjælpe afghanske kvinder. En oplevelse, der krøb ind under huden på den rutinerede jordemoder

Den unge kvinde reagerede ikke. Barnet var dødfødt. Jordemoder Mette Opstrup vidste, det ville blive sådan. Kvinden kom ind for sent.

– Sådanne situationer er forfærdelige. Jeg tror, den følelse, jeg havde, var den samme, som når man er i krig. Adrenalinen pumper rundt. Og man ved bare, at man skal have det barn ud, ellers forbløder moderen.

– Bagefter oplevede jeg det, som jeg fandt meget rystende. Den totale mangel på ydre reaktion fra mødrene. De græd ikke, når deres barn døde. Det, synes jeg, var hårdt som dansk jordemoder. De viste heller ikke glæde. Det var svært.

59-årige Mette Opstrup er jordemoder fra Nykøbing Falster. I 31 år har hun taget imod nye samfundsborgere i Danmark. Idéen om at tage af sted til Afghanistan kom fra hendes tidligere chef på fødegangen i Nykøbing Falster, der er projektleder for Development Assistance Committee i Herat i den vestlige del af Afghanistan. Her manglede man en jordemoder til at undervise på distriktshospitalet uden for byen, og tilbuddet gik til Mette Opstrup. Hun tog derned i efteråret 2009 og nåede på en måned i Herat at opleve seks dødfødte børn mod højst tre om året hjemme på sygehuset i Nykøbing.

– Der kom en ung kvinde ind en dag, som fødte sit fjerde dødfødte barn. Jeg følte mig magtesløs. Ked af det og fremmedgjort. Jeg kunne heller ikke tale med kvinderne direkte, og jeg var i tvivl om, om jeg overskred deres grænser ved at vise omsorg. Jeg gjorde det to gange – viste omsorg – og så kom tårerne. Selv gik jeg ud på gangen og græd. De lokale jordemødre blev forbavsede over min reaktion, men som de sagde: Vi er mere vant til det, end du er.

– Det var grænseoverskridende at komme derned. Jeg vidste jo godt, at det var primitivt, men ikke i detaljen hvor primitivt. Det rystede mig, at der ikke var viden, at der ikke var de tekniske muligheder, og at samarbejdet mellem læger og jordemødre var næsten ikke-eksisterende.

Seks jordemødre, nogle mere uddannede end andre, var, hvad der ventede Mette Opstrup.

– Jeg arbejdede på lige fod med dem fra klokken 8 til 14 hver dag og underviste så fra klokken 14 til 15. Vi tog hver fødende og gennemgik den enkelte sag. Alt sammen noget, som de gik meget op i.

Undervisningen blev dagligt efterfulgt af fritid. Tid til at blive overvældet af de nye indtryk fra et land, der er så langt fra dagligdagen i Nykøbing Falster som noget. Mette Opstrup blev overvældet. Af de åbenhjertige afghanere, der nysgerrige og vidensbegærlige tog imod hendes undervisning. Stillede spørgsmål til den danske kvinde og omvendt.

– Jeg synes, det var rædsomt med de kvinder i burka. Jeg spurgte en dag forsigtigt den unge jordemoder, som var på stedet. Hun gik med sin families accept ikke med burka, men hun var først begyndt på det nu. Man kunne slet ikke bevæge sig uden for hjemmet under Taleban uden burka. Derfor har mange svært ved at "undvære" burkaen nu, selvom det ikke kræves officielt. De er bange for, at Taleban kommer tilbage. Som en sagde: Hvem er hvem? Hvad nu hvis der er nogen, der angiver mig? Vi talte også forsigtigt om arrangerede ægteskaber. Det var noget, som hun gik ind for. Hendes familie havde allerede undersøgt ægteskabstilbud til hende. Hun fortalte, at hendes familie accepterede hende, som hun var og levede, men det var langtfra alle, der gjorde det. Den aften var jeg ked af det.

Efter en måned i Herat gik turen hjemad igen. Tilbage til moderne teknologi, en fødegang, hvor hjælpen altid er nær i form af andre kolleger og læger. Modsat i Afghanistan. Fødsler er noget, som de lokale kvinder tager sig af. Hvis ikke dem, så jordemødrene – det er ikke noget, en læge giver sig i kast med. Så Mette Opstrup måtte lære dem metoder til at klare sig med de muligheder, de nu havde. Dog med en smule hjælp udefra.

– Jeg ved, at de stadig bruger nogle af de metoder, som jeg lærte dem og fortalte dem om. Jeg introducerede dem blandt andet for en stikpille, som man kan give kvinden for at mindske blødningen efter fødslen. Min kollega dernede fortalte, at hun havde haft de piller med ud til en jordemoder længere ude i distriktet og introduceret hende for dem. Den her jordemoder havde grædt af glæde over at få den mulighed. Så virker det jo, det vi gjorde. Det er fantastisk.

– Jeg håber, jeg har gjort en forskel, og sådan føler jeg egentlig. Jeg vil da også gerne af sted igen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk