Her er de 10 mest populære debatter fra 2019

Iben Thranholms kandidatur for partiet Stram Kurs, en hyldest til Ghita Nørby og Naser Khaders (K) metaltræthed over islam er blandt de 10 mest læste debatindlæg i 2019

Klimakrisen, højskolesangbogen og et interview med skuespiller Ghita Nørby var blandt de mest omdiskuterede emner på k.dk i 2019.
Klimakrisen, højskolesangbogen og et interview med skuespiller Ghita Nørby var blandt de mest omdiskuterede emner på k.dk i 2019.

1. Geolog: Klimakrisen er stærkt overdrevet

Foto: Annette Fuglsang/Ritzau Scanpix

Jens Morten Hansen, der er adjungeret professor, tidligere statsgeolog og direktør for Forskningsstyrelsen, skrev efter folketingsvalget i juni, at det var på tide at vende tilbage til virkeligheden. Uoplyst frygt for en nært forestående klimakatastrofe havde fyldt valgkampen, og politikere havde ladet sig gribe af overdrivelse, begrebsforvirring og selvskabt plage.

”Ønsket om flere stemmer, leflen for strejkende skolebørn og frygt for Greta Thunbergs talent som folkeforfører er måske en god del af forklaringen på den pludselige politiske afkobling fra den videnskabelige tendens.” Læs debatindlægget her.

2. Hele livet har jeg opfattet mig som borgerlig – men jeg kan ikke længere støtte en Venstre-regering

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hele livet har tidligere formand for Indre Mission John Ørum Jørgensen opfattet sig som borgerlig. Han græd eksempelvis, da Knud Kristensen (V) for godt 71 år siden blev væltet. Men i april så han altså frem til, at en venstreledet regering ville blive afløst af noget andet.

”Venstre har svigtet alle de idealer, man har forbundet partiet med, for at tækkes et umætteligt Dansk Folkeparti, der stadig har stillet større og større krav. De andre regeringspartier har bare ladet stå til.” Læs hans debatindlæg her.

3. Naser Khader er ramt af metaltræthed over islam: Godt, min søn nu er blevet konfirmeret

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Lørdag før palmesøndag blev Naser Khaders (K) søn konfirmeret i folkekirken. Det var en stor og meget glædelig dag – også for politikeren personligt, skrev han i et debatindlæg i april.

”Der var ikke et gran af bitterhed, fortrydelse eller sorg over, at han ikke valgte min barndomsreligion, islam. Tværtimod må jeg indrømme, at jeg er lettet. Lettet over, at han valgte en religion, der har udviklet sig til at være fredelig og næstekærlig, som vi kender kristendommen i dag. Og lettet over, at han ikke som jeg skal være i konflikt og frustration over at dele religion med de mest dødbringende ideologer i vores tid.” Læs debatindlægget her.

4. Iben Thranholm: Stram Kurs er for kristne

Foto: Julie Meldhede Kristensen

Hvad har du gang i, Iben Thranholm? Hvordan kan du som kristen stille op for Stram Kurs? Flere læsere kritiserede i avisen teolog Iben Thranholm for hendes beslutning om at blive kandidat for Stram Kurs til folketingsvalget i juni. I denne kronik forklarede hun sig – blandt andet med følgende begrundelse:

”Når jeg har valgt at stille op for Stram Kurs, er det for at gøre opmærksom på denne blinde plet i indvandrerpolitikken, det åndelige vakuum, som islam udnytter, og som svækker os selv. Og gøre kristendommen aktiv igen i samfundet.” Læs kronikken her.

5. Professor: Ghita er i sit livs form – knivskarp, generøs og med en sjælden intuition for, hvad der er galt i samfundet

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Et interview med Ghita Nørby på det hedengangne Radio24syv skabte tidligere på året chok og opstandelse blandt journalister og på internettet. Mange beskyldte Ghita Nørby for at være perfid og ubehøvlet og for at smide den uskyldige interviewer, Iben Maria Zeuthen, under bussen. Men det var ikke tilfældet, mente professor Bent Meier Sørensen. Tværtimod.

”Intet af dette har noget på sig. I det timelange interview fremstår Ghita Nørby knivskarp, uhyre generøs og med en sjældent set intuition for, hvad der er gået galt i vores samfund.” Læs debatindlægget her.

6. Seks ting, jeg ville ønske, jeg vidste, inden min mor døde

Foto: Andrea Kähler/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Da Jeppe Wad Vesters mor trak vejret for sidste gang, ventede en tid med uendeligt mange nedture, angst, afmagt og få lysglimt. I en kronik i april skrev han en liste over seks ting, han ville ønske, han havde vidst, inden hans mor døde. Læs kronikken her.

7. Forfatter: Drop nu ”Den danske sang”, som for længst burde have været på skrotkammeret

Foto: Leif Tuxen

Når ophidselsen over episoden med den danske sang som en ung, blond pige har lagt sig, må det være på sin plads at kigge nærmere på selve teksten og dens definition af det at være dansk, skrev forfatter Egon Clausen i et debatindlæg. Sangen har nemlig nogle særdeles problematiske sider, mente han.

”Melodien er smuk, men sangteksten er et patetisk opbud af klichéer og beskrivelser af en danskhed, som vi for længst burde have henvist til skrotkammeret.” Læs debatindlægget her.

8. Flemming Møldrup: Jeg fortalte om fredelig tur til Israel – og er stadig rystet over reaktionerne

Illustration: Rasmus Juul.
Illustration: Rasmus Juul.

Efter en rejse til den israelske by Tel Aviv lagde tv-vært Flemming Møldrup et foto af en af de mange Bauhaus-bygninger, der er i Tel Aviv, op på sin Instagram-konto. I teksten under billedet takkede han for en god tur. Inden længe tikkede en kommentar ind med ordlyden: ”SMOVS!!!”. Efterfulgt af seks lyserøde grise-emojier. Den oplevelse skrev tv-værten en klumme om.

”Du må meget gerne have en masse meninger om mig og mit arbejde. Du må gerne komme med gode idéer til, hvad du synes, jeg kan gøre bedre. Men du må og skal ikke tale grimt eller hadefuldt til mig, fordi du synes, jeg gør noget forkert.” Læs klummen her.

9. Psykolog: Flemming Møldrup har kun øje for sig selv

Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Politiken/Ritzau Scanpix

Tv-vært Flemming Møldrup har givet sig selv nogle leveregler, som blandt andet handler om at ”sige dit job op, hvis det gør dig ulykkelig”, eller ”forlade dit forhold, hvis du ikke bliver set”. Levereglerne viser dog, at Flemming Møldrup kun har øje for sig selv, mente psykolog og forfatter Anne Knudsen, der i oktober i et modsvar opfordrede tv-værten til at løfte blikket.

”Mange mennesker ser heldigvis også verden med de andres og fællesskabets øjne. Det er vel det, som kaldes dannelse. Så kan verden komme til at se ud på en helt anden måde, end Flemming Møldrup ser den.” Læs hendes modsvar her.

10. Sådan genkender du en psykopat

Privatfoto.
Privatfoto.

Gitte Retbøll, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, har mødt en del børn og mødre, der har været i familie med mænd med psykopatiske træk. Det er både vanskeligt og afgørende vigtigt, at man kan genkende en psykopat, for ellers kan børn blive traumatiseret og få livslange mén, skrev hun i marts. Læs hendes kronik her.