Her er den gennemsnitlige lokalpolitiker

Politikerne rundt i byrådene ligner til forveksling hinanden. Kvinder og indvandrere er en mangelvare i lokalpolitik

Kommunerne er ledet af politikere, der ligner hinanden til forveksling. Her ses Maribo Rådhus.
Kommunerne er ledet af politikere, der ligner hinanden til forveksling. Her ses Maribo Rådhus. . Foto: Susanne Mertz Denmark.

Når danskerne går til valg den 19. november, har de mulighed for at ryste posen og vælge nye lokalpolitikere.

Men noget tyder på, at vælgerne ikke er specielt gode til at ryste poser. I hvert fald er der en tendens til, at det ikke bare er de samme personer, der bliver genvalgt til posterne. 44 procent af politikerne blev ved seneste kommunalvalg genvalgt. Men det er også de samme slags personer, der bliver valgt.

QUIZ: Hvad ved du om kommunalvalget?

På Syddansk Universitet har professor Ulrik Kjær gennemgået profilerne for de godt 2500 lokalpolitikere, der blev valgt ind ved seneste valg i 2009. Og resultatet af gennemgangen er, at politikerne i det store hele ligner hinanden.

Først og fremmest er der en klar tendens til, at en standart lokalpolitiker er en mand. På flere end to tredjedele af pladserne i kommunalrådene sidder der en mand. Gentofte og Lyngby-Tårbæk kommune skiller sig ud på danmarkskortet ved at have et lille flertal af kvinder i byrådet. Modsat har Hedensted og Stevns en helt anden kønsstatistik, hvor der blot sidder en kvinde på hver tiende plads i byrådet.

Det er SF, der har den største andel af kvinder i byrådene.
Aldersmæssigt ligger den gennemsnitlige lokalpolitiker på et halvt hundrede år. Dermed er lokalpolitikere typisk ældre end politikerne på Christiansborg, hvor gennemsnitsalderen ligger på omkring 44 år.

LÆS OGSÅ: Hjemløs: Hvorfor skal jeg stemme?

Lokalpolitik er ikke et fuldtidsarbejde, og derfor har langt de fleste politikere almindelige job ved siden af. Her viser professorens undersøgelse, at det mest almindelige job blandt lokalpolitikerne er at være lærer. Ifølge Danmarks Statistik er 54 procent af politikerne ansat i det offentlige, mens 40 procent er selvstændige eller privat ansatte. De sidste seks procent har ikke noget job ved siden af.

Den gennemsnitlige lokalpolitiker vil typisk bo i udkanten af sin kommune. Og det sidste fællestræk, som Ulrik Kjær har fundet frem til, er, politikerne i kommunerne er født og opvokset i Danmark. Under tre procent af er nydanskere.