Prøv avisen
Politisk analyse

Her er fire udfordringer for Mette Frederiksen

Med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksens udmelding bryder hun med flere årtiers tradition for regeringssamarbejde med De Radikale, når det er muligt. Her taler hun på arbejdernes internationale kampdag hos Socialdemokratiet i Ballerup 1. maj 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen

En smal, socialdemokratisk regering er Mette Frederiksens mål efter næste valg. Det giver hende i hvert fald fire udfordringer før og efter valget

Jamen, så er den vel hjemme. Hvis ellers vælgerne stemmer rigtigt, vil Socialdemokratiet efter næste valg danne en mindretalsregering alene uden andre partier. Det oplyste Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten på grundlovsdag i går.

Socialdemokratiet bryder dermed med flere årtiers tradition for regeringssamarbejde med De Radikale, når det er muligt. Det er ikke overraskende på baggrund af de seneste års stadig større kløft mellem de to partier, især i rets- og udlændingepolitikken, og den tilsvarende større forbrødring mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

De Radikales leder Morten Østergaard rasler videre med sablen og siger, at han ikke er interesseret i bogstavleg, men at han er garanten for, at Danmark med en ny regering får en ny politik, også på udlændingeområdet. Socialdemokratiet tager dog de trusler let. Udlændingepolitikken bliver ikke lempet, for det er der ikke flertal for, hedder det.

Tværtimod vil Mette Frederiksen som statsminister kunne regere med skiftende og brede flertal, alt efter hvad der er på dagsordenen. Blokpolitikken er fortid.

Bliver det virkeligt så enkelt? Næppe. Socialdemokratiet står med flere udfordringer, her skal nævnes fire.

1. Tror vælgerne på, at De Radikale vitterligt bliver sat helt uden for indflydelse? Op til valget i 2011 førte Socialdemokratiet kampagne på et tæt samarbejde med SF om politikken, som De Radikale ikke ville få indflydelse på. Det endte meget anderledes, og De Radikale kom til at svinge taktstokken i regeringsforhandlingerne. Socialdemokratiets opgave bliver at overbevise vælgerne om, at det vil gå anderledes næste gang. Hertil kan lægges, at SRSF-regeringen fra 2011 gennemførte de berømte eller berygtede 45 lempelser af udlændingepolitikken, hvilket de borgerlige partier vil minde om igen og igen i valgkampen.

2. Kan Mette Frederiksen danne regering, selv hvis De Radikale skifter side, og hvad bliver prisen? 2011-valget gav et rødt flertal, selvom både S og SF på forhånd lagde op til nogle lempelser af udlændingepolitikken.

Hvis flertallet tipper igen næste gang, og De Radikale ikke vil være støtteparti for Mette Frederiksen, kan hun alligevel godt blive statsminister. Der har på Christiansborg været spekuleret i, at Dansk Folkeparti i den situation vil garantere Socialdemokratiet magten for at sikre en fortsat stram udlændingepolitik.

Reelt ville Dansk Folkeparti dermed blive en del af S-regeringens parlamentariske grundlag, men det ville være en nyskabelse, hvis Dansk Folkeparti ikke tog sig godt betalt for den ulejlighed.

Mon ikke Socialdemokratiet ville blive mødt med håndfaste krav fra ”de nye radikale”, som ville gøre ondt selv på Socialdemokratiet? Hvad for eksempel med et krav om at forbyde muslimske tørklæder i det offentlige rum?

3. Vil det blive nemmere for en smal socialdemokratisk regering at navigere end for en SR- eller SRSF-regering? Da Lars Løkke Rasmussen (V) efter sidste valg dannede sin smalle Venstre-regering, lød det optimistisk, at han dermed ville få større manøvrerum. I praksis endte det i kaos i krydsfeltet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Det er svært at se, at en smal, socialdemokratisk regering ikke skulle få de samme vanskeligheder, blot i krydspresset mellem De Radikale, Alternativet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

4. Hvad vil det sige at føre en uændret stram udlændingepolitik? Den er jo under konstant forandring. Senest fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen i går i sin grundlovstale, at Europa er på vej til at få et helt nyt asylsystem, hvor asylansøgere skal placeres i lejre et europæisk land, der ikke er menneskesmuglernes ”foretrukne destination”.

Men vil det være en stramning eller en lempelse af asylpolitikken, hvis det lykkes? På den ene side vil asylansøgere kunne sendes ud af Danmark, straks de ankommer – på den anden side vil man med sådanne lejre åbne en port ind i Europa, som mange mennesker vil anse for attraktiv.

Den diskussion bliver også en udfordring for Mette Frederiksen, hvis hun skulle indtage Statsministeriet inden for det næste år.