Det har været en lang valgkamp frem til den 1. november, for den begyndte, flere uger før statsminister Mette Frederiksen (S) officielt udskrev valget den 5. oktober. Det har medført en lige så langstrakt test af partiernes valgkampform. Nogle partier viste sig at være i velforberedt topform. Andre var det modsatte.
Et af de klareste eksempler på et parti, der syntes i topform, men som viste sig ikke at være det, er Det Konservative Folkeparti. Meget tegnede ved valgets udskrivelse på, at partiet ville overhale Venstre som det største borgerlige parti, hvilket ville være første gang i årtier. Det var også baggrunden for, at partiets leder, Søren Pape Poulsen, meldte sig som statsministerkandidat.
De Konservative kom imidlertid dårligt fra start. Partiets slagnummer var en stor økonomisk plan, der via skattelettelser og omprioriteringer skulle skaffe mere arbejdskraft til de hungrende danske virksomheder. Planen kom imidlertid hurtigt under beskydning for sit fokus på at lette skatten for de højeste indkomster, og fordi den på sigt indebar en reduktion af antallet af offentligt ansatte på cirka 40.000 personer.
Planen fra De Konservative var i det hele taget meget økonomisk liberal. Den var endda mere liberal end den økonomiske plan fra Venstre, Danmarks liberale parti. Planen vidner således om, at De Konservative stadig ikke har fået gennemtænkt, hvad det vil sige at være konservativ. At det indebærer, at man skal have rod i en bred dansk folkelighed, hvor folk med jævne indkomster kan føle sig hjemme. Planen kunne tyde på, at partiets ledelse tror, at konservatisme er liberalisme med et ekstra lag liberalisme på.
Samtidig løb De Konservatives leder ind i en række sager. De drejede sig både om, at han havde viderebragt urigtige oplysninger om sin – nu tidligere – mands religiøse opdragelse og familieforhold. Og de drejede sig om private rejser til Den Dominikanske Republik, hvor han samtidig havde holdt officielle møder med regeringsmedlemmer fra den caribiske ø. Samtidig viste det sig også, at han havde udtrykt sig nedladende om Grønland.
Når Søren Pape Poulsen skulle forsvare sig, gik han i første omgang til angreb på den avis – Ekstra Bladet – som havde bragt de fleste af sagerne frem. Først da tingene kom ud af kontrol, var der mere eller mindre troværdige undskyldninger. Håndteringen af sagerne er langt fra kun den konservative leders skyld. Det ser også ud til at vidne om et konservativt partiapparat, som ikke er særligt professionelt og forudseende, når det drejer sig om at servicere en statsministerkandidat.
Også for Det Radikale Venstre blev valgkampen en nedtur. En nedtur, som allerede var begyndt ved valgets udskrivelse, som udløstes af et radikalt ultimatum til Mette Frederiksen-regeringen. I kølvandet på kritikken af Mette Frederiksen i Minkkommissionens rapport afstod De Radikale – som de øvrige kritiske partier – fra at kræve en advokatundersøgelse af Mette Frederiksen med henblik på en eventuel rigsretssag. Det havde man ellers gjort, da det drejede sig om Instrukskommissionens kritik af Inger Støjbergs ageren som minister.
De Radikales hverken-eller beslutning kunne måske give mange mindelser om Svend Aukens påstand om, at det er lige så svært at finde en linje i radikal politik, som det er at sømme budding op på en væg. Heller ikke under valgkampen har den radikale linje været let at få øje på. De Radikale vil tydeligvis gerne i regering. Men da Mette Frederiksen på et tidspunkt afviste, at hun på nogen måde ville gå i regering med De Radikale, var svaret fra partiet nærmest tavshed i stedet for en kraftig reaktion, som ville have været forståelig og efter bogen for et parti med ministerdrømme. Har De Radikale overhovedet været forberedt på det valg, som de selv udløste?
I modsætning til De Radikale har Liberal Alliance ført en velforberedt og gennemtænkt valgkamp. Man har på forhånd valgt at satse hårdt på de yngre vælgergrupper. Det er ikke mindst sket via anvendelsen af mediet TikTok, hvor LA’s leder, Alex Vanopslagh, har optrådt på en humoristisk, direkte og selvironisk facon. Det er faldet i de unges smag, og LA’s leder er nærmest blevet en rockstjerne blandt disse vælgergrupper. Resultatet er en opadgående tilslutning under valgkampen.
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har hverken vundet eller tabt stort under valgkampen. Men alene det at holde nogenlunde stand med minksagen som bagtæppe er nok alligevel en sejr. Tiden i opposition fra 2015 til 2019 anvendte Socialdemokratiet i høj grad til en grundig revurdering af partiets politiske linje. Det affødte blandt andet partiets nye udlændingepolitiske program i 2018, som medvirkede til, at partiet i 2019 vandt en del af de tabte arbejderstemmer tilbage. Hverken Venstre eller De Konservative ser ud til at have brugt oppositionsperioden på tilsvarende konstruktiv vis.
Også under valgkampen har en effektiv socialdemokratisk valgmaskine vist sin effekt. Politiske udspil er fremlagt på pressemøder på en veltimet og velkoreograferet facon. Også her kunne Venstre og De Konservative lære noget.
Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen har også ført en velforberedt valgkamp. Lars Løkke Rasmussen har ikke mindst anvendt den både digitale og fysiske platform, Det Politiske Mødested, til at skabe et netværk for partiet. Det har været i gang i næsten to år. Den grundige planlægning har givet bonus under valgkampen.
Alt i alt: De partier, som vandt valgkampen, gjorde det, fordi de var velforberedte og professionelle. Ikke kun i erhvervslivet gælder det tilsyneladende, at vinder bliver man, hvis man udviser ”rettidig omhu”.
Politisk set skrives på skift af Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.