Prøv avisen

Her er vinderne af den royale navnekonkurrence

De to tvillinger blev i går døbt Vincent Frederik Minik Alexander og Josephine Sophia Ivalo Mathilda. Foto: Steen Brogaard.

BILLEDSERIE Mange kreative gæt blev det til, da vi forleden opfordrede vores læsere til at komme med bud på de to royale tvillingers navne. Vi har nu udtrukket tre heldige vindere

Josephine Sophia Ivalo Mathilda og Vincent Frederik Minik Alexander. Det blev som bekendt navnene på de royale tvillinger. Og selvom ingen gættede alle navne korrekt i Kristeligt Dagblads navnekonkurrence, var der flere der ramte plet med mindst et af navnene.

Vi modtog rigtig mange gode bud på både royale og mindre royale navne. Især navnene Mathilde, Ingrid og Valdemar og Frederik var populære bud.

LÆS OGSÅ: Det blev Vincent og Josephine

Blandt de mere kreative navnegæt var blandt andet Abdallah og Fatmagül, Fy og Bi, Kaj og Andrea og Bo og Lis. Vi tør godt med det samme afsløre, at ingen af disse deltagere dog har vundet.

Kun 13 minutter efter konkurrencen blev sat i gang, gættede en kvinde som den første rigtigt på de kongelige navne. Og hun gættede ikke bare et, men hele to navne korrekt, nemlig Frederik og Sophia. (Det udløser dog stadig kun én præmie.)

Desværre var der ingen der gættede rigtigt på den lille prins fornavn, Vincent, men derimod blev den lille prinsesses fornavn Josephine gættet, vel at mærke også med den korrekte stavemåde.

Trods de mange bud fik Danmark ikke en prinsesse Mathilde denne gang, men der sneg sig dog et Mathilda ind til sidst i prinsessens navn. Hvor de fleste gættede på Mathilde, gættede kun to rigtigt på Mathilda.

Valdemar var også af mange blevet spået som bedste bud på tvillingedrengens fornavn. Men sådan blev det ikke. Det gamle danske kongenavn Valdemar måtte nemlig vige til fordel for det mere eksotisk klingende Vincent.

Vi takker for alle jeres kreative gæt.

Tillykke til Anette Christine Pejstrup, Jeanette Henriksø og Ingrid Petersen , der alle vil modtage en præmie med posten.

Præmien er bogen Syng for livet guide til salmebogen der er skrevet af Kgl. konfessionarius Erik Norman Svendsen, tidligere biskop over Københavns Stift.

Ved dåb af prins Vincent og prinsesse Josephine, den 14. april 2011 - officielle billeder optaget i Frederik D. VIIs Palæ. Bageste række: HKH Prinsesse Marie, Son Altesse Royale le Prince Charles de Bourbon Le Duc de Castro, mrs. Patricia Bailey, hofjægermester, lensgreve Bendt Wedell, fr. Birgitte Handwerk, mrs. Josephine Rechner.Miderste række, Prins Vincents faddere fra venstre: mr John Stuart Donaldson, baronesse Helle Reedtz-Thott, HH Prins Gustav zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, hofdame Caroline Heering, hofjægermester, greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille. Forreste række: Kronprinsessen med Prinsesse Josephine og Kronprinsen med Prins Vincent. Foto: Steen Brogaard.
Ved dåb af prins Vincent og prinsesse Josephine den 14. april 2011 - officielle billeder optaget i Frederik D. VIIs Palæ. Kronprinsesse Mary med prins Vincent, prinsesse Isabella, prins Christian, kronprins Frederik med prinsesse Josephine. Foto: Steen Brogaard.
Ved dåb af prins Vincent og prinsesse Josephine, den 14. april 2011 - officielle billeder optaget i Frederik D. VIIs Palæ. Fra venstre: Prinsesse Isabella, kronprinsesse Mary med prinsesse Josephine, kronprins Frederik med prins Vincent og prins Christian.Bagerste række: Fr. Donaldson, hr. Donaldson, HM Dronningen og prinsgemalen. Foto: Steen Brogaard.