Da Ibrahim El-Hassans moster gik på Mulernes Legatskole, talte folk med en nedværdigende tone og ironisk distance om ”integrationsbænken”. Det var den bænk i et hjørne af foyeren ved skolens hovedindgang, hvor elever med udenlandsk herkomst samlede sig i pauserne.
Det er fire år siden, hun dimitterede. Men der er sket meget siden, hvis man spørger den 18-årige Ibrahim El-Hassan, der går i 2.k, er elevrådsformand og er barn af forældre, der begge er født i De Forenede Arabiske Emirater og kom til Danmark i en ung alder. Han mener, at den mangfoldighed, Mulernes Legatskole besidder og længe har været kendt for, skal ses som et plus. I 2015 var det hver fjerde, der havde indvandrer- eller efterkommerbaggrund, mens det ved seneste opgørelse i 2018 er omkring hver tredje af de 787 elever.
”Jeg synes, mange problematiserer det unødigt, for det er, hvad man gør det til. Jeg mener, at det er en berigelse, at vi bare i ét klasselokale kan møde elever fra flere dele af verden, få deres syn på tingene og på den måde blive klogere,” siger han.
Udover elever fra omkring 25 forskellige nationaliteter huser Mulernes Legatskole elever, der orienterer sig mod forskellige subkulturer. Blandt andet er eleverne på skolens musiklinje kendt som de mere flippede typer, og Ibrahim El-Hassans opfattelse om mangfoldighed som en styrke vækker genklang hos eleverne.
”Jeg synes, det er vigtigt, at man tilgodeser alle. Ligesom dem med en anden overbevisning godt kan acceptere, at vi drikker alkohol til fester, skal vi også kunne rumme, hvis nogen ikke gør, og det synes jeg, folk her er gode til,” siger Marcus Lomborg, der går i 1.a og har musik som studieretningsfag.
I 10-pausen går der grupper af elever med lys og mørk hud, forskellige etniciteter og med eller uden tørklæde, rundt på gangene og taler om fraværsprocenter og skriftlige afleveringer. Dog er der stadig en vis opdeling af gammel- og nydanske elever i foyeren og den kantine, hvor oksekødet konsekvent er halal.
”Der er nok en opdeling, hvor dem med en anden etnisk baggrund særligt i pauserne hænger ud sammen, men det er ikke noget, man bider mærke i,” siger en af eleverne, Emma Svensson.
Opdelingen er heller ikke noget, rektor Torben Jakobsen tillægger noget negativt. Heller ikke omkring en drengegruppe, der i pausen går for sig selv og taler arabisk.
”Vi har jo en sprogpolitik, der siger, at hvis der er nogen iblandt, der ikke ville forstå et givent sprog, slår man over i ét, alle kan forstå. Men hvis man ikke er provokerende i sin adfærd, kan jeg ikke se noget problem i, at man øver sig i de sprog, man har med hjemmefra,” siger Torben Jakobsen og fortsætter:
”Jeg synes, det ville være et overgreb, hvis vi hang en seddel op, hvor der stod, at man for eksempel ikke må tale arabisk. Det er selvfølgelig et brud på vores regler, hvis det bliver gjort på en ekskluderende måde, men jeg har aldrig været ude for, at det har været nødvendigt at sanktionere.”
Heller ikke Ibrahim El-Hassan ser det som et problem, hvis flerkulturelle elever praktiserer to sprog i løbet af en dag. Dog oplever han situationer sammen med sine tyrkiske venner, hvor han minder dem om, at de skal tale dansk i stedet for tyrkisk, så han kan være med i samtalen.
”Det er jo meget naturligt, når man er flersproget,” siger han og forklarer, at en af vennerne til nød må agere tolk og oversætte til dansk.
”Men jeg har aldrig følt mig udenfor. De springer altid tilbage i det danske, hvis man gør dem opmærksomme på det,” siger han.
Til gengæld er det Torben Jakobsens opfattelse, at skolens mangfoldighed giver sig mindre til kende ved frivillige arrangementer som fester, fritidsaktiviteter efter skole og den ugentlige ”samling”, hvor eleverne mødes i aulaen og modtager information om aktuelle anliggender på gymnasiet.
”Der er det er min oplevelse, at vi har en underrepræsentation af de flerkulturelle elever.”
Men på trods af den opdeling, nogle elever påpeger, og underrepræsentationen af flerkulturelle elever til de frivillige arrangementer, betyder det ikke, at de forskellige elevgrupper lever i en verden afskåret fra hinanden, mener Ibrahim El-Hassan.
”I min klasse er det i hvert fald sådan, at vi sagtens kan mødes efter skole på kryds og tværs, og det behøver jo ikke være til en øl.”
Noget andet, Ibrahim El-Hassan foretager sig efter skole, er at bede. Den nuværende tidsramme for de islamiske bønner tillader ham at gøre det uden for skoletiden, men i vintermånederne ændrer tiderne for de daglige bønner sig, og her må han bede i skoletiden for at nå det inden for tidsfristen. Derfor så han gerne, at skolen stillede et ”fordybelsesrum” til rådighed, som også spirituelle elever med interesse for meditation kunne benytte sig af, fordi han mener, at det vil styrke mangfoldigheden på skolen. En idé, Torben Jakobsen ikke er lydhør over for, da det er en fælles politik på alle fynske gymnasier, at man ikke stiller ”fordybelsesrum” eller ”bederum” til rådighed. Årsagen er, at gymnasierne skal ses som verdslige skoler, hvor bøn og forkyndelse ikke hører hjemme. Sidste gang, Torben Jakobsen afviste ønsket, var for tre år siden, da en gruppe kristne elever henvendte sig med en lignende forespørgsel.
Det er blevet eftermiddag, og Ibrahim El-Hassan skal videre til et møde i organisationen ”2 timer om ugen”, som han også er aktiv i, der støtter flersprogede børn og flygtninge gennem leg, højtlæsning, sang og ture. Først må han igennem foyeren og forbi det hjørne, hvor den såkaldte integrationsbænk havde hjemme, dengang hans moster var elev på Mulernes Legatskole.
I det første frikvarter samlede der sig også elever med anden etnisk baggrund i et hjørne af foyeren. Flere elever er også inde på, at der stadig er en opdeling. Hvis den opdeling stadig er der, hvad er så forskellen på i dag og dengang, der var noget, man kaldte ”integrationsbænken”?
”Nu har jeg kun hørt om, hvordan det var dengang, men vi taler ikke om det på samme måde mere. Dengang var det i orden at bruge en nedværdigende term, men nu taler man ikke nedladende om det, hvis folk med en anden etnisk baggrund end dansk samler sig. Nu er det bare en almindelig bænk,” siger han og slutter.
”Sådan bør det også være. Du ville jo heller ikke studse over det, hvis det var en gruppe etniske danskere fra Kerteminde, der stod sammen i et frikvarter.”