Prøv avisen

På Danmarks største værested giver man hinanden håb

Peter Raagaard og datteren Knirke er blandt de 1200 deltagere på årets ferielejr i Bøgeskov ved Fredericia. Lejren bliver kaldt ”Danmarks største værested” og er arrangeret af Landsforeningen af Væresteder, der i år har sat fokus på at få fortalt de gode historier om et vendepunkt, der gjorde en forskel. Peter Raagaard vil gerne bidrage med sin egen historie, for han synes, det er vigtigt at give andre håb om et bedre liv. – Foto: Palle Peter Skov

I denne uge er 1200 brugere af landets væresteder på feriecamp i Fredericia. Et af formålene er at give folk troen på, at livet kan blive bedre – med inspiration fra andres gode historier om et afgørende vendepunkt

Midt på den store lejrplads står fortælleteltet.

Lige ved siden af er en stor gruppe voksne og børn i gang med at dyste i petanque. De griner og kommer med masser af opmuntrende tilråb, mens frokosten til de 1200 deltagere og 100 frivillige er ved at blive pakket væk i det kæmpestore nabotelt.

Herinde bag den blå teltdug bliver den gode historie fortalt. Historien om et afgørende vendepunkt, hvor livet pludselig tog en drejning, og håbet fik lov til at tage form. Om et bedre liv. Måske med færre, eller slet ingen, stoffer og alkohol. Et bedre forhold til børnene. Eller et sted at bo. Håb, der ofte begynder med en erkendelse af, at man har brug for hjælp – og får sagt det højt.

I år er det netop vendepunkterne, der er i fokus på ferielejren i Bøgeskov ved Fredericia. Ferie Camp 2016 bliver kaldt ”Danmarks største værested” og har i de seneste fire år budt på en uge med socialt samvær, sport og udflugter for socialt udsatte.

Rundt om på pladsen kommer der hele tiden nye plancher op med fortællinger fra de deltagere, som har været inde i fortælleteltet og sat ord på de begivenheder, der har gjort en forskel i deres liv. Ord, som måske kan inspirere andre. Og give dem håb og mod.

”Hvad er det for en drøm, du har nu?,” spørger Curt Sørensen, der er konsulent i Landsforeningen af Væresteder og den, der samler og skriver historierne.

Ved siden af ham i teltet sidder Peter Raagaard på 44 år, der er på ferielejr med sine tre døtre og kæresten, og som gerne vil bidrage til de gode historier:

”For håbet er det vigtigste, vi har overhovedet. Og når man så hører eller læser om en anden, som har fået et bedre liv, så tænker man: Kan det lade sig gøre for ham, så kan det også lade sig gøre for mig.”

Peter Raagaard drømmer om at blive pædagog og have med børn at gøre. Gerne børn og unge, der er på vej ud på et skråplan, som han kan være med til at hjælpe en anden vej. For han har selv været alt for langt ude – og nede. Og hans vendepunkt kom først, da det hele var allerværst, og han stod i sin egen stue med et oversavet jagtgevær i munden.

”Jeg har jo før i tiden levet et pænt og stabilt liv. Arbejdede som svejseinspektør, var gift og fik børn. Men på et tidspunkt blev jeg fyret fra jobbet og siden skilt fra min kone, og så begyndte det bare at skride for mig. Jeg tumlede rundt, fik de forkerte venner, tog stoffer og blev rodet ind i bandemiljøet. Jeg kom også tre år i fængsel på grund af skyderi i det, medierne kaldte rockerkrigen. Og så var jeg jo pludselig en helt i dét miljø. Det gav adgang til endnu flere ’gode venner’ og masser af stoffer,” fortæller Peter Raagaard, mens Curt Sørensen lytter og skriver ned på sin blok, så han kan huske detaljerne til den historie, der senere skal sættes op på feriepladsen.

Vendepunktet kommer først efter flere år med stoffer, kriminalitet og endnu en tur i fængslet.

”Jeg forsøger at komme ud af rockermiljøet. Siger, at jeg ikke vil være med mere. Men så kommer der dummebøder, overfald og trusler. Og det hele bliver meget svært. Jeg får en kæmpe identitetskrise. Har pludselig ingen venner længere, for de var jo i banderne, og min kæreste går fra mig. Jeg har et stort misbrug, og så tænker jeg, at det hele kan være nok. Der er alligevel ingen, der vil savne mig, hvis jeg ikke er her mere. Og så er det, jeg står der i stuen med jagtgeværet inde i munden.”

Peter Raagaard er tilbage i tankerne. Han ser ud som om, han stadig undrer sig lidt over, hvad der så skete.

”For pludselig kommer der en strøtanke: Jeg kunne jo gøre ét forsøg. Prøve at ringe til min mor og sige, at jeg har brug for hjælp. Og heldigvis tager hun telefonen.”

Peter Raagard sidder helt stille. Siger ikke noget. Kigger ned på sine hænder. Det er nu lidt over tre år siden, at telefonopkaldet reddede hans liv – og han kom i behandling. I dag er han stoffri. Tør tro på fremtiden, og på at han kan gøre en forskel. Også for sine børn.

”Min store søn kom for nylig og sagde til mig, at han var stolt af mig, og at han så op til mig, fordi jeg har ændret mit liv. Og at være her på lejren og vise mine små døtre, hvor langt vi er nået – det er så stort.”

Curt Sørensen siger tusind tak til Peter Raagaard og lover ham, at historien først er færdigskrevet, når Peter selv er tilfreds.

Målet er at samle i alt 1000 gode historier fra folk, der kan fortælle om de vendepunkter, der gjorde en forskel i deres liv.

”Det er selvfølgelig primært vigtigt for at få andre udsatte til at se, at der er håb om et bedre liv. Men indsamlingen af historier er også vigtig for at kunne dokumentere, at der er indsatser, der hjælper. Det er som om, mange politikere er kommet i tvivl om, hvorvidt tiltag som for eksempel døgnbehandling overhovedet virker. For folk står jo stadig og drikker foran værestederne. Men de ser ikke dem, der er kommet videre. For dem findes der ingen nøgletal for,” siger Curt Sørensen.

Nogle af dem er også på pladsen. En del som selvbetalere, fordi de enten er kommet i arbejde eller i gang med en uddannelse. Andre som medhjælpere og frivillige.

Men der behøver ikke at være tale om helt at komme ud af sit misbrug eller stoppe livet som hjemløs, før der er tale om et vendepunkt eller en god historie. De små skridt kan være mindst lige så afgørende, fortæller Cliff Kaltoft, der er sekretariatschef i Landsforeningen af Væresteder.

”Det kan være meget ødelæggende for de her mennesker, hvis succes kun måles ud fra de store skridt, som for eksempel at få et arbejde. Her på lejren kan det for eksempel også være en succes, når du spiller petanque og bliver enig med dit hold om, at I kun må drikke fem øl, når I spiller. Næste gang kan det være, der slet ikke bliver drukket under spillet. Det handler ganske enkelt om at skabe rammer, hvor folk selv får lysten og modet til at gøre noget ved deres situation, og gennem oplevelser med andre se, at det kan lade sig gøre,” siger Cliff Kaltoft.

Rundt om på pladsen kommer der hele tiden nye plancher op med fortællinger fra de deltagere, som har været inde i fortælleteltet og sat ord på de begivenheder, der har gjort en forskel i deres liv. Foto: Palle Peter Skov
Hunde er velkomne på sommercampen - og de kommer i alle størrelser. Foto: Palle Peter Skov
Udsatte voksne og børn er på feriecamp i Fredericia, hvor der også holdes Udsatte Lege som pendant til OL. Foto: Palle Peter Skov
Der udregnes point på petanquebanen. Foto: Palle Peter Skov