Her lyder Folkets Røst til os fra Væggene

Blomsterfrisen i Vandrehallen på Christiansborg er ikke kun dekoration, men også et kunstnerisk udtryk for dansk satire og folkementalitet. Kristeligt Dagblads politiske redaktion viser rundt i folkestyrets centrale bygninger

Blomsterfrisen løber 268 meter rundt i hele Vandrehallens længde og indeholder ud over de drilske motiver også opbyggelige ord fra nogle af Christiansborgs første politikere.
Blomsterfrisen løber 268 meter rundt i hele Vandrehallens længde og indeholder ud over de drilske motiver også opbyggelige ord fra nogle af Christiansborgs første politikere. Foto: Leif Tuxen.

Verdens politikere må finde sig i meget drilleri og kritik fra deres konkurrenter, fra deres vælgere og ikke mindst fra pressen. Men intet sted i verden er den spot gjort til kunst, malet og foreviget på væggen i de parlamentariske bygninger. Altså så vidt vides intet andet sted end i det danske parlament: Christiansborg.

LÆS OGSÅ: Kunstkammeret Christiansborg

I Vandrehallen, der forbinder den gamle Landstingssal med Folketingssalen, løber 268 vægmeter blomsterfrise med fyndord, ordsprog og beske, satiriske tegninger, der hver dag minder de folkevalgte om, at en politiker arbejder for folkets bedste. Og at vejen til helvede er brolagt med magtfuldkommenhed. En kunstnerisk løftet pegefinger, som nogle ville kalde et udtryk for janteloven: Du skal ikke tro, at du er noget, bare fordi du har en ministerpost. Og som andre ser som en udpræget dansk måde at lægge afstand til status på og glæde sig ved lighed mellem mennesker og plads til et godt grin.

VIDEO: Se video om frisen på Christiansborg

Artiklen fortsætter under annoncen

Tommy Sandau er mangeårig folketingsbetjent og har efterhånden vist den unikke blomsterfrise frem for talrige danskere. Han er ikke i tvivl om, at frisen røber en del af folkesjælen.

Man får en meget dansk oplevelse, når man går rundt her. Ikke bare en parlamentarisk oplevelse. For lige som man tror, at det hele skal være så formelt og repræsentativt, så er der alligevel en afslappet tone. Og det understreger frisen, siger han.

Blomsterfrisen er malet i årene fra 1918 til 1921 af kunstneren Rasmus Larsen (1867-1950). Han kom fra en håndværkerbaggrund som malersvend, men havde uddannet sig videre på Kunstakademiet og var blevet dygtig til dekorativt kalkmaleri samme teknik, som frisen er malet i. Det var Folketinget selv, der ønskede at udsmykke den lange hal i det dengang nye parlament. Stilen blev skønvirke, eller med Rasmus Larsens egne ord: af barok Karakter med Præg af en vis Bondestilsfordanskning.

Men der var ingen planer om, at blomsterfrisen skulle indeholde hverken opbyggelige ord eller spydige huskekager til politikerne. Det stod for kunstnerens egen regning, da han syntes, den stiliserede blomsterfrise blev for kedelig.

Da jeg havde malt et anseligt Stykke deraf og var naaet hen til Folketingets Dør, var jeg klar over, at der maatte gøres noget for at bringe Liv af anden Art ind. Og i Tiden, vi levede i, gik der jo meget for sig, som kunde give Anledning til billedlig, dekorativ Fremstilling, ogsaa i den her nødvendige, beskedne Maalestok: Hæsblæsende Jagen efter Profit, Bjærgsomhed i alle Skikkelser ytrede sig paa en Maade, som man aldrig før havde set vise sig saa ublufærdigt. Korslagte Arme triumferede, ufine Streger huserede, og Dansen om Guldkalven gik i vilde Spring, skriver Rasmus Larsen om sit arbejde i Rigsdagsårbogen 1923-1924.

Rasmus Larsen fik af politikerne tilnavnet den onde maler på grund af sin spidse pensel, allerede mens han stadig arbejdede på frisen. Men ifølge Jens Christian Jacobsen, der er chefkonsulent og ansvarlig for Folketingets kunstsamling, var det dog fra størstedelen af politikernes side sagt med et smil på læben. Og det understøttes af et citat fra en af datidens folketingsmænd, der tydeligvis satte pris på den danske ordsprogsskat: Her lyder Folkets Røst til os fra Væggene.

Og det samme gør sig gældende i dag, hvor satiren og det politiske drilleri stadig får sin plads på Borgen, siger Jens Christian Jacobsen:

Rasmus Larsen var den første, der lavede en politisk scenografi til livet i Folketinget. Fyndordene og alle vignetterne kommenterer det politiske liv, og det interessante ved det i dag er, at kommentarerne stadig er relevante. Derfor bygger vi også videre på den tradition, når vi vælger den nye kunst til huset.

Men selvom mange af de små dyrebilleder og ordsprog har en spids grænsende til det provokerende undertone, fik Rasmus Larsen frie hænder til sit arbejde. Både når han som ved Landstingssalen malede drøvtyggere som symbol på tokammersystemets konserverende indflydelse på samfundet eller en langsom snegl under tavlen, der viser udvalgsmøderne.

Kun én gang fik kunstneren efter sigende besked på at gøre noget om. Han havde malet en muldvarp som et symbol på undergravende virksomhed og nedbrydning, lige ved siden af døren til Folketingssalen. Den fik altså ikke lov at blive, selvom der på den anden side af døren blev malet en svale i sin rede som symbol på det modsatte opbyggelighed.

En anden anekdote fortæller, hvordan Rasmus Larsen på et tidspunkt ikke havde fået udbetalt sin løn og gjorde daværende indenrigsminister Ove Rode opmærksom på problemet ved en malerisk skarnsstreg. Over en dør til Folketingssalen malede den onde maler verset:

Pluk ikke Frugten, førend den er moden, skal Ukrudt luges op, saa glem ej Rode..., hvorefter han ikke ville male det sidste n, før lønnen blev udbetalt. En næse, der ikke gik tabt på Ove Rode.

Folketingsbetjent Tommy Sandau kan stadig være positivt overrasket over, at den type provokation kunne få plads på det danske demokratis højborg.

Civil ulydighed er et godt ord, der passer her. Når man giver en kunstner frie hænder, så ved man ikke, hvad man får. Og Rasmus Larsen tog sig altså den frihed at gå og dekorere med de her stikpiller. Og særligt dengang var det jo markant, for man plejede altså ikke at antaste dem, der sad på tinge, siger han.

Hans eget yndlingsmotiv ud af de 27, der er fordelt i frisens længde, er en hund, der letter ben.

Det er så atypisk internationalt set. Men set med danske øje er det kun på sin plads, at der står en hund og letter ben midt i vores parlament. Det er simpelthen helt nede på jorden og fuldstændig uformelt. Det er respektløst på en charmerende måde, siger han.

Rasmus Larsens sidste stikpille blev først malet på frisen i 1948, hvor kunstneren i en alder af 81 år selv restaurerede en del af sit arbejde. Under udvalgstavlen i selskab med sneglen malede han en syltekrukke. Han mente åbenbart, at de folkevalgte havde brug for at få pointen understreget.

julie.hansen@k.dk