Herboende syrisk flygtning frygtes dræbt ved stening

En syrisk kvinde og hendes søn, der kom til Danmark som flygtninge for fem år siden, er angiveligt blevet dræbt i Syrien. Det skriver flere mellemøstlige medier, mens Udenrigsministeriet bekræfter, at de undersøger sagen

Under påskud af, at hendes mor var alvorligt syg, blev kurdisk kvinde lokket tilbage til Syrien, hvor hun efter sigende er blevet dræbt af hendes mand. Manden skulle angiveligt efterfølgende have overgivet sig til myndighederne. Arkivfoto.
Under påskud af, at hendes mor var alvorligt syg, blev kurdisk kvinde lokket tilbage til Syrien, hvor hun efter sigende er blevet dræbt af hendes mand. Manden skulle angiveligt efterfølgende have overgivet sig til myndighederne. Arkivfoto. Foto: Omar Haj Kadour/AFP/Ritzau Scanpix.

Tirsdag aften delte en kvinde ved navn Kefa Abu Ras et opslag på sin facebook-profil.

”Et ønske om skilsmisse og et liv som selvstændig frisør i Danmark har kostet den unge kurdiske kvinde Huda og hendes 9-årige søn livet i Syrien, hvor de begge for få dage siden er blevet stenet til døde af faren til hendes søn, som fastholdt hende i et islamisk ægteskab.”

Opslaget er efterfølgende blevet delt flere hundrede gange. Udenrigsministeriet ønsker over for Kristeligt Dagblad hverken at be- eller afkræfte, om kvinden og hendes søn er omkommet, men skriver i en mail, at ”Udenrigsministeriets Borgerservice undersøger sagen”.

Kefa Abu Ras er imidlertid ”et hundrede procent sikker på, at Huda er død”. Hun kalder sig selv for kvindeforkæmper, og hun har derfor et stort netværk blandt etniske minoritetskvinder på særligt Fyn, hvor hun arbejder i et udsat boligområde. Kefa Abu Ras har desuden mødt den angiveligt afdøde kvinde flere gange, da Huda var hendes frisør.

Det var søndag, at Kefa Abu Ras begyndte at modtage de første opkald og beskeder fra personer tæt på den 27-årige kvinde. De fortalte uafhængigt af hinanden, at Huda og hendes søn var blevet myrdet af hendes mand og drengens far i Syrien. Kefa Abu Ras fortæller, at hun selv har været i kontakt med personer i Syrien, som bekræfter historien. Flere arabiske medier, deriblandt Sky News Arabia, har ligeledes skrevet om drabet. Ifølge de to lokale syriske medier Kobani News Network og Orient Net skulle mordene være sket ved stening i en skov nær byen Kobane i nordlige Syrien.

Kefa Abu Ras bekræfter, at 27-årige Huda skulle være rejst til Syrien med sin søn og sine tvillingedøtre for et par uger siden. Angiveligt skulle døtrene nu befinde sig hos deres mormor.

Ifølge Kefa Abu Ras flygtede Huda til Danmark fra Syrien for fem år siden. Hun ankom gravid med sine tvillinger i maven og sin femårige søn i hånden. Familien havde følgeskab af en 25 år ældre mænd, som Huda indtroducerede som sin svoger. Selv præsenterede hun sig som enke og fortalte de danske myndigheder, at hendes mand var faldet i den syriske borgerkrig. Til Kristeligt Dagblad kalder Kefa Abu Ras dette for ”den officielle historie”. I virkeligheden var ”svogeren” Hudas ægtemand og børnenes far, men løgnen blev orkestreret, fordi manden angiveligt ønskede at blive familiesammenført med en anden kone, han havde efterladt i Syrien. Det er vigtigt at understrege, at dette er Kefa Abu Ras’ udlægning. Kristeligt Dagblad har ikke haft mulighed for at få historien bekræftet.

Huda trivedes i Danmark. Hun bosatte sig med sine børn i Kerteminde, lærte sig hurtigt sproget og begyndte på frisørakademiet i Odense. ”Svogeren” fik efter noget tid afslag på sin ansøgning om familiesammenføring. Senere, da kampene i Syrien var begyndt at stilne af, søgte manden efter sigende de danske myndigheder om såkaldt repatriering – et økonomisk tilskud, som flygtninge kan modtage mod at de flytter permanent retur til deres hjemlande.

Om det lykkedes manden at få repatriering, ved Kefa Abu Ras ikke, men hun ved, at manden sidste år rejste hjem til Syrien, mens Huda blev med sine tre børn i Kerteminde. At Huda alligevel befandt sig i Syrien i sidste uge, skyldtes ifølge Kefa Abu Ras, at ”svogeren” overtalte Huda til at komme til Syrien under påskud af, at hendes mor var alvorligt syg. Det var derfor, hun rejste til Erbil i Irak, hvorfra hun krydsede grænsen til den kurdiskkontrollerede del af Syrien. Hun ankom efter sigende til sin mors adresse i Kobane mandag i sidste uge og opholdt sig ved hende i en lille uge. Fredag den 21. februar klokken 18 syrisk tid ringer Huda, ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger, hjem til Danmark for sidste gang. Der var intet i opkaldet, der tydede på, at Huda skulle være utryg over situationen, fortæller Kefa Abu Ras, der har talt med personen, hun var i kontakt med.

”Faktisk har jeg fået forklaret, at hun lød glad,” siger hun og kalder den påståede tragedie for et eksempel på, at den negative sociale kontrol overfor indvandrer- og flygtningekvinder eksisterer i Danmark.

”Jeg skrev det her opslag for at råbe de danske myndigheder op, så vi kan sikre, at manden ikke kommer tilbage til Danmark, og så vi kan sørge for, at Hudas døtre kommer herhjem i sikkerhed,” siger hun.

Ifølge de mellemøstlige medier, der har skrevet om sagen, skulle ”svogeren” angiveligt selv have overgivet sig til de lokale myndigheder efter drabene. Det har ikke været muligt at få historien bekræftet af andre kilder end Kefa Abu Ras.