Hvis man overværede en historietime i folkeskolen for flere årtier siden, oplevede man måske en lærer, der forsøgte at få eleverne til at huske faktaoplysninger om, at en vigtig aftale på det danske arbejdsmarked var septemberforliget i 1899, og at danske kvinder fik stemmeret i 1915.
I en tilsvarende time i 1990’erne ville undervisningen fokusere mere på, at fagforeninger og folkestyre havde været ilde stedt uden disse begivenheder.
Nu går undervisningen i retning af, at eleverne skal leve sig ind i tankerne hos både dem, der var for og imod fagforeninger og kvinders stemmeret.
Dermed er der ved at ske en vigtig forskydning i, hvad historieundervisning går ud på, siger Marianne Dietz. Hun er faglig leder på Brønshøj Skole og deltager i dag som en af hovedtalerne i en virtuel konference om fremtidens historiefag. Hun er nemlig også forfatter til en ph.d.-afhandling om, hvordan politikeres og fagfolks mål om en mere udforskende og undersøgende historieundervisning kan opfyldes ved hjælp af dilemma- og rollespil.
”Det er længe siden, at historiefaget tog et opgør med den gammeldags rene faktaindlæring, fordi man syntes, eleverne skulle kunne mere end blot huske nogle årstal udenad. Nu sker der et skifte fra, at undervisningen tager afsæt i eleven selv, til at den tager afsæt i fortiden,” siger Marianne Dietz, der gennem de seneste 10 år har udarbejdet rollespil til undervisningen. I sit ph.d.-projekt har hun konkret undersøgt 185 historieelevers faglige udbytte af rollespillene.
”Min erfaring er, at forståelsen af den historiske situation bliver bredere og mindre sort-hvid med denne metode. Flere elever tager aktivt del i undervisningen, fordi de jo skal spille deres rolle, og da de får meget udførlige informationer om, hvordan de skal agere, og hvad situationen er, får de også fakta på plads. Men metoden kræver en lærer, der tør og orker at agere spilmester og styre slagets gang,” siger Marianne Dietz.
Når eleverne ikke i samme grad som tidligere skal tage stilling og dømme historien, handler det ifølge Jens Aage Poulsen, lektor ved Nationalt Videnscenter for Historie- og Kulturarvsformidling, grundlæggende om, at eleverne skal kunne forstå historien på dens egne præmisser og udvikle det, der kaldes historisk empati.
”I en del lærebøger er der en fordømmelse af, at man var enten dum eller ond, da man eksempelvis brændte hekse af. Det var man selvfølgelig også set med nutidens briller, men i stedet er målet nu i højere grad at skabe en forståelse hos eleverne af, at man dengang havde en anden mentalitet og nogle andre livsbetingelser,” siger han.
Det dømmende historiesyn kommer ifølge Jens Aage Poulsen eksempelvis til udtryk, når demonstranter vælter statuer af tidligere slaveejere eller andre, som set fra et nutidigt perspektiv har synder på samvittigheden.
”De identitetspolitiske diskussioner er et godt eksempel på, hvorfor eleverne skal kunne skifte perspektiv og se på historien både med nutidens og fortidens øjne, så de både kan se, at det er forkert at holde slaver, og samtidig se, at de mennesker, som gjorde det, handlede ud fra de normer og værdier, der var i den tid,” siger han.
Ligesom det i dag er på mode at kritisere etnocentrisme, altså at vi er tilbøjelige til at se hele verden på vores egen kulturs præmisser, så kan en stor del af de seneste årtiers historieundervisning med samme ret beskydes for kronocentrisme, altså at man diskriminerer fortiden ved pr. automatik at udnævne den til ringere end nutiden, mener Loa Ingeborg Bjerre, lektor, ph.d. i historie ved professionshøjskolen UC Lillebælt, som har skrevet ph.d.afhandling om fortidens rolle i historieundervisningen.
”Man kan næsten se fortiden som den minoritet, ingen er optaget af at beskytte. Ligesom i film som ’En kongelig affære’ er der en tendens til, at undervisningsmaterialer tager parti for oprøreren, der ville ændre datidens orden til noget, vi synes ligner vores nutid mere. Men det historiske blik er jo ikke at tage parti, men at forstå fortiden. Men skolen har også et mål om, at faget skal give eleverne demokratisk dannelse. Det skaber et dilemma om, hvordan eleverne lærer at se historien fra diktaturets eller slaveejernes perspektiv. Her mener jeg, at det er vigtigt at kunne skelne mellem empati og sympati for fortidens aktører,” siger hun.
Men selvom der opstår nye strømninger og udgår nye instrukser om faget fra Undervisningsministeriet, lever flere forskellige historiesyn side om side på landets skoler, vurderer Dennis Hornhave Jacobsen, der er formand for Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag og også medvirker på dagens konference:
”Det nationalkonservative historiesyn, hvor fokus er på at overlevere de store nationale konsensusfortællinger, lever også i allerbedste velgående ude blandt lærerne, selvom de officielle dokumenter for fagets mål i løbet af tiden er blevet ændret i en anden retning.”