Historiker: 9. april er ved at miste sin betydning som kollektiv mærkedag

Det er i dag 76 år siden, Danmark blev besat, men mærkedagens betydning er ved at skifte form, da stadig færre har noget personligt i klemme, vurderer ph.d. i historie

9. april bliver i højere grad forstået som en dag, hvor vi ikke personligt har noget i klemme, men mest har følelser i forhold til nutidige tolkninger af, hvordan eksempelvis vores forsvars- og udenrigspolitik har udviklet sig, mener Peter Yding Brunbech, ph.d. i historie og leder for Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.
9. april bliver i højere grad forstået som en dag, hvor vi ikke personligt har noget i klemme, men mest har følelser i forhold til nutidige tolkninger af, hvordan eksempelvis vores forsvars- og udenrigspolitik har udviklet sig, mener Peter Yding Brunbech, ph.d. i historie og leder for Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling. . Foto: Jesper Kristensen.

I dag flager det officielle Danmark på halv stang til klokken 12, derefter på hel. Lige som det plejer være den 9. april for at markere årsdagen for dengang, landet blev besat under Anden Verdenskrig. Der er også en række lokale arrangementer, som højtideliggør en af de vigtigste datoer i vores fælles historie de seneste 100 år.

Dagen er dog godt i gang med at miste sin betydning som kollektiv mærkedag, mener Peter Yding Brunbech, ph.d. i historie og leder for Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.

”9. april 1940 har bestemt stadig betydning, men den er under forandring som mærkedag, fordi der simpelthen er stadig færre tilbage, der har oplevet den eller kan huske den. Dagen bliver derfor i højere grad forstået historisk som en dag, hvor vi ikke personligt har noget i klemme, men mest har følelser i forhold til nutidige tolkninger af, hvordan eksempelvis vores forsvars- og udenrigspolitik har udviklet sig.”

Vi er holdt op med officielt at markere Slaget ved Dybbøl i 1864 hvert år. Hvornår giver det ikke længere mening at markere 9. april?

”Det er jo et politisk og ikke et historiefagligt spørgsmål. For det giver mening, så længe vi synes, det giver mening. Anden Verdenskrig og Besættelsen er stadig en meget vigtig begivenhed for vores selvforståelse, og interessen for eksempelvis bøger og film om emnet synes at være uformindsket, så jeg forudser, at alle tre mærkedage – 9. april for besættelsen, 5. maj for befrielsen og 29. august for samarbejdspolitikkens ophør – fortsat vil blive markeret i mange år endnu."

"Af de tre datoer er 9. april klart den mest politiske, for det var et samlet Danmark, der glædede sig over befrielsen, og det var en samlet regering, der trådte tilbage, mens der var og er mange holdninger og følelser forbundet med besættelsen. Der er ikke en samlet fortælling, og den, der er, er en nederlagsfortælling. Fordi der på den måde er mere på spil, kan 9. april godt være den dag, der først ryger i glemmebogen. Men det kan også være, at den af samme grund bliver den, der lever længst.”

Har vi generelt en tendens til at hænge for længe fast i vores historiske mærkedage?

”Det synes jeg ikke. Fra offentligt hold har man jo en meget tilbagelænet tilgang til historiske mærkedage. I Danmark har vi i stedet en udpræget demokratisk tilgang, som gør, at dagene er gode til at regulere sig selv. Modsat mange andre lande så puster vi jo ikke vores mærkedage voldsomt op med pomp og pragt, som de eksempelvis gør i USA med Uafhængighedsdagen den 4. juli og i Frankrig med Bastilledagen den 14. juli. Vi ser det som lidt ’udansk’, og derfor er vores Grundlovsdag mere afdæmpet. I stedet har vi tradition for at lave mindre, lokale arrangementer på dagene, og det har givet et vist folkeligt medejerskab. Derfor kan man også hurtigt mærke, hvis interessen for en mærkedag er ved at dø ud.”

Hvad er afgørende for, hvor længe vi markerer en mærkedag?

”I Danmark handler mærkedage lige så meget om nutiden som om fortiden. Når 150 året for Slaget ved Dybbøl blev en langt større begivenhed, end mange nok havde regnet med, var det fordi, man kunne relatere begivenheden til noget nutidigt, nemlig vores udenrigspolitik. Og til en tv-serie. Så når 9. april ikke længere kan skabe aktuelle diskussioner og vække følelser, så er dens tid som mærkedag nok ved at nå sin ende.”