”Nu må vi huske at få de gamle til at fortælle om det liv, de har levet, før det er for sent.”
Måske opfordringen lyder bekendt for dig. Måske er det en, du selv har fået, eller måske har du givet den til andre som en påmindelse om at tage del i de ældres erindringsarv, før den går tabt. Danskerne er i høj grad optaget af at dele og tage del i personlige erindringer. De seneste år er en række af nye initiativer og værktøjer spiret frem, der kan hjælpe den enkelte med at dele ud af sine erindringer. Det ses eksempelvis på højskolerne, hvor der mange steder udbydes kurser rettet mod at lære at nedskrive sine erindringer.
I boghandlen står biografiske erindringsbøger på rad og række ved siden af de erindringsbøger, hvor man som læser selv har mulighed for at fylde sine personlige erindringer ind. ”Morfar fortæl nu” og ”Mor og far fortæller” er titlen på et par af dem, og siden den pågældende ”fortæl”-serie kom på hylderne for 10 år siden, er de 10 forskellige bind jævnligt blevet genoptrykt, ligesom de hver især har solgt mellem 5000 og 20.000 eksemplarer. Det oplyser Jacob Maagaard, salgschef på Gads Forlag, hvorfra ”fortæl”-bøgerne udgives på dansk.
Interessen for at give sine erindringer videre er klart blevet større de seneste år, siger Marie Østergaard Knudsen. Foruden at være journalist og redaktør er hun også forfatter til bogen ”Fortæl dit liv,” der udkom på Gyldendal i 2016, hvor hun giver sine bedste råd til, hvordan man kommer i gang med at udvælge og skriver erindringer fra sit liv.
”Jeg oplever, at der de seneste år er kommet mange flere som mig, der underviser mennesker i at bringe deres livsfortællinger videre. Det må jo være fordi, interessen og markedet er vokset,” siger hun.
Marie Østergaard Knudsen oplever ikke blot erindringsdeling som gode historier, der kan være sjove at give videre til næste generationer, men også som værdifuld historieformidling.
”Én ting er, at man giver noget af sig selv og sin historie videre. Noget andet er, at de nedskrevne erindringer også bliver historiske dokumenter, der sætter samtiden i perspektiv, fordi det er hverdagsfortællinger, der måske ellers ikke bliver husket. Alle har noget at fortælle, og ingen livshistorie er for uinteressant til at blive delt,” siger hun.
Sidstnævnte pointe er teolog og tidligere lektor ved Københavns Universitet Jørgen I. Jensen ikke enig i. Han mener, at den individuelle trang til at dele ud af sin egen livshistorie er løbet løbsk.
”Det er jo ikke fordi, jeg vil gøre mig til dommer over, hvorvidt det er en god ting at fortælle sine erindringer videre til de pårørende,” siger han, ”men ja, jeg synes, det er gået for vidt med at skulle dele vidt og bredt ud af hændelser fra ens eget liv. Generelt lever vi i et samfund, hvor mange har alt for travlt med fokus på dem selv. Lise Nørgaard sagde engang, at hun ikke var interesseret i andre menneskers indvolde, og det synes jeg, der er en god pointe i. Hvis man hele tiden skal tænke på sit eget image, så bliver alting altså en smule besværligt. Og ånden i historien i nutiden kan hurtigt blot blive summen af alverdens biografier. Det vil jeg mene er helt forkert.”
Historiker og lektor emeritus på Roskilde Universitet Henrik Jensen kan godt se pointen i, at man skal passe på med at overgøre selvdyrkelsen. Men selve det at dele sine erindringer ser han blot som noget gavnligt, der endda kan modvirke nutidens historieløshed:
”Det er for det første en psykologisk mekanisme, at man bliver mere bagudvendt, når man kommer op i årene. Det, mener jeg, der for den enkelte kan være nogle kvaliteter i, og jeg mener også, det kan være gavnligt for samfundsmæssigheden, fordi man ved at dele erindringer kan smede generationer sammen,” siger han og fortsætter:
”Der er en svækket interesse for historie i vores samfund, og mange har blindt rettet øjnene fremad. Men hvis man kan kæde sin egen families historie sammen med den almene historie og samfundets udvikling, så tror jeg, at det for mange vil give bedre mening og blive mindre abstrakt. Jeg tror måske ikke, at erindringsdeling er en form for universalnøgle mod historieløsheden, men hvis man får mulighed for at dykke ned i, hvad man selv kommer fra, så tror jeg også, det giver en større interesse for, hvad vi som samfund kommer fra.”