Prøv avisen

Historiker gør op med myte om minerydning i 1945

Dette foto fra juni 1945 viser to tyske mineryddere ved den jyske vestkyst, som leder efter miner ved at stikke stål- pinde i jorden. – Foto: Ritzau Scanpix

I 20 år har det været debatteret, om det var en krigsforbrydelse, da tyske soldater lige efter Befrielsen blev pålagt at rydde miner på Vestkysten. Men minerydningen foregik professionelt på tværs af nationaliteter, lyder det fra historiker og museumsinspektør i ny videnskabelig artikel

På den engelsksprogede hjemmeside Internet Movie Database, som i dag er et af verdens mest brugte opslagsværker om film, står der om Martin Zandvliets danske film ”Under Sandet” fra 2015, at hovedpersonen, sergent Carl Rasmussen, ”må beslutte, hvad der kan gøres i en situation, der af senere generationer vil blive betegnet som danmarkshistoriens værste krigsforbrydelse.”

Det er store ord. Filmen er fiktion og er blevet rost som sådan af såvel filmanmeldere som historikere. Sidstnævnte har dog påpeget, at den på væsentlige punkter afviger fra virkeligheden. Og ifølge historiker og museumsinspektør ved Vardemuseerne John V. Jensen er det tvivlsomt, om betegnelsen ”krigsforbrydelse” overhovedet passer ind i sammenhængen.

”Det er en tragisk historie. Men det er ikke noget, man i samtiden skammede sig over eller mente, der var brug for at mørklægge. Dengang mente man, at alt var gået efter bogen, men de moralske standarder har ændret sig,” siger John V. Jensen, der har skrevet en videnskabelig artikel i den nyeste udgave af ”Fund og Forskning” fra Det Kongelige Bibliotek om de virkelige begivenheder bag filmen, og som forbereder en særudstilling om emnet, som åbner på besættelsesmuseet Tirpitz til næste år.

Begivenheden, der refereres til, er rydningen i perioden maj til oktober 1945 af de omkring 1,4 millioner landminer, som tyskerne havde gravet ned på den jyske vestkyst. Rydningen blev foretaget af tyske soldater på ordre fra Storbritannien, der netop havde befriet Danmark, men et stærkt dansk ønske om at få de mange livsfarlige sprængladninger uskadeliggjort lå bag.

Arbejdet var farligt. Antallet af dræbte tyske mineryddere opgøres til 149 personer, og omkring 400 blev såret. Men virkelighedens historie har mange nuancer.

”Jeg vil argumentere for, at kilderne efterlader et billede af nogle mennesker, som på tværs af nationaliteter gjorde et professionelt stykke arbejde for at løse en opgave. Der var ingen, der foretog sig handlinger i deres følelsers vold,” siger John V. Jensen.

Han mener, at forestillingen om, at minerydningen var drevet af danskeres hævntørst over for purunge tyskere er forfejlet. Om tyskerne var krigsfanger under tvang er også diskutabelt.

Fortælllingen om tvang og krigsforbrydelser er fiktionsfilmens viderebearbejdning af bogen ”Under tvang – Minerydningen ved den jyske vestkyst 1945” fra 1998. I det omfang ”senere generationer” af historikere måtte have betegnet begivenheden som en krigsforbrydelse, stammer antagelsen fra denne bog af historikeren og juristen Helge Hagemann, som døde i september 2017.

Hagemann blev, allerede da bogen udkom, kritiseret for ikke præcist at redegøre for, hvad der egentlig ville ske med tyskerne, hvis de nægtede.

”Selvfølgelig er der en form for tvang i at blive kommanderet til at rydde miner. Men i forhold til billedet af, at man valgte tilfældige, fagligt ukvalificerede og meget unge tyskere, må det nævnes, at man udvalgte dem, der tilhørte pionergrupperne og dermed havde viden om minerydning. Senere i forløbet var der faktisk tyske soldater fra krigsfangelejrene, som meldte sig frivilligt til at deltage i minerydningen,” siger John V. Jensen.

Et andet aspekt er, at de soldater, som blev pålagt opgaven, ikke blev betegnet som krigsfanger og således heller ikke var omfattet af Genévekonventionen. I stedet blev de af briterne omtalt som ”surrendered enemy personnel” (overgivet fjendtligt personel), hvilket tilføjer yderligere tvivl til ord som ”tvang” og ”krigsforbrydelser”.

Men nogen søndagsudflugt var det ikke at rydde miner, og dødstallet er præget af, at rydningen skulle gå stærkt, og at datidens sikkerhedsforanstaltninger var tvivlsomme.

”Når man i filmen ser soldaterne rende rundt i det minerede terræn uden særlig beskyttelse, så svarer det til virkeligheden. Det ser helt håbløst ud i dag. Men det svarer også til de håbløse sikkerhedsforanstaltninger, der var på fabrikker i 1950’erne og 1960’erne, når arbejdere skulle håndtere farlige kemikalier. Man vidste ikke bedre,” forklarer John V. Jensen.

Ud over den citerede beskrivelse fra filmdatabasen har ”Under Sandet” kastet avisartikler af sig med bombastiske overskrifter om et ”uhyggeligt, mørklagt kapitel”, et ”blodbad” og en ”skamplet på dansk historie”. Men aviser og myndigheder skrev åbent om det dengang, og i forhold til, hvad han har læst af historiske fremstillinger om minerydning andre steder i Europa i 1945, vurderer han, at minerydningen i Danmark omtrent svarede til den måde, det blev håndteret på i Holland og Belgien, mens tyskerne blev ydmyget mere i Frankrig og Norge, hvor kampene mellem lokalbefolkning og besættelsesmagt også havde været hårdere:

”I virkeligheden lod man tyskerne selv organisere minerydningen med egne befalingsmænd. I filmen er tyskerne underordnet en dansk sergent, men reelt var der kun få danskere involveret. I arbejdet med at skabe et drama ud af historien er den nationale modstilling mellem danskere og tyskere i nyere tid blevet trukket op.”