For seks år siden skiftede en række Facebook-brugere deres normale profilbillede ud med et portræt af Søren Pind (V). Et stunt på de sociale medier, som havde til hensigt at lægge en ironisk distance til den daværende integrationsministers udtalelser om, at det ikke var nok for indvandrere blot at integrere sig, nej, man skulle også assimilere sig.
Assimilation betyder, at man tilpasser sig en anden kultur, et andet samfund, så kulturelle forskelle mellem mennesker udviskes, og nu har en tidligere multikulturalist taget stafetten op fra Søren Pind og meldt sig under assimilationens faner. Det drejer sig om historiker Uffe Østergaard, der i en klumme i Kristeligt Dagblad i sidste uge og et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten i denne uge beskriver, hvordan han har fået øjnene op for vigtigheden af assimilation for mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.
”Polemisk sagt skal man elske at betale skat og gå på arbejde. Vi bliver nødt til at gå skridtet videre. Integrationsforskerne har forlæst sig på amerikansk forskning, der går ind for multikulturelle forskelle, og det er en dårlig idé set fra en dansk synsvinkel, der repræsenterer en anden erfaring med ikke bare at blive integreret, men assimileret,” siger Uffe Østergaard, der mener, at man som indvandrer må tage et kristent værdisæt til sig.
”Jeg mener ikke, man har de bedste erfaringer med at kræve folk i kirke til gudstjeneste, men de skal blive lutheranere. Det er normalt en selvmodsigelse, for man antager, at lutheranere er kristne, og det er de også. Men de fleste danskere er jo lutheranere uden at gå meget i kirke.”
Mener du dermed, at det er nødvendigt, at man som indvandrer bliver kulturkristen?
”Ja, kulturelt og socialt kristen. Jeg skelner mellem det kristne budskab og de sociale og nationale normer, der er kommet ud af det. Lutheranismen forudsætter øjensynlig assimilation, men det er en større pakkeløsning,” siger han.
En tilpasning til lutheranismen handler om, at den ”melting pot”, altså smeltedigel af multikulturalitet, der findes, i højere grad skal vendes til et samfund baseret på ensartede værdier.
”Et billede er at gå fra smeltediglen, altså en stor sammenblanding af multikultur, og over til salatskålen, hvor de enkelte frugtstykker er forskellige og identificerbare, altså at forskellige kulturer ligger side om side. Efter min mening bliver der for lidt salatskål, for lidt til fælles. Grænsen mellem integration og assimilation har jeg svært ved at udtrykke på andre måder end ovenstående billede,” siger Uffe Østergaard, som beskriver den grænse som ”hjertelig uklar”.
Den nationalkonservative debattør Kasper Støvring skrev i et indlæg i Berlingske Tidende, at Uffe Østergaard ”nu i sit otium er begyndt at sige alt det, han burde have sagt, da han var en indflydelsesrig professor”. Konservative og Socialdemokraterne bakker også op.
Uffe Østergaard nævner danske jøder som et eksempel på en minoritet, der har assimileret sig. Ifølge Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, er det dog ikke tilstræbelsesværdigt at udviske de kulturelle og religiøse forskelle. De kan være en berigelse, mener han.
”Jeg er enig i, at Uffe Østergaards historiske udlægning er korrekt. Danske jøder er i højere grad assimilerede end integrerede. Men stiller man spørgsmålet, om det skal være slutmålet i den heftige politiske debat omkring forudsætninger og mål for integration af minoriteter, siger jeg nej. Målet bør være integration baseret på et individuelt valg og med respekt for minoritetens traditioner og ikke tilstræbt assimilation med de forskelle, der ligger i det,” siger Dan Rosenberg Asmussen.
Men den multikulturelle berigelse kan være negativ, mener Uffe Østergaard.
”Det er øjensynligt en ret risikabel berigelse, som fører over i de multikulturelle samfund. Det har været holdningen i Radikale Venstre og andre steder, men jeg er kommet i tvivl,” siger han.
Er man assimileret eller integreret, hvis man i Danmark går på arbejde, har en ren straffeattest, holder af landet og vores demokrati, og man samtidig er muslim og går med tørklæde?
”Det kommer an på, hvordan man ser det. Tørklædet er blevet et signal om, at man har sin egen kultur, og så bliver man fornærmet, når man på grund af det ikke får arbejde. Jeg vil derhen, hvor vi siger, at multikulturelle og religiøse symboler er fine nok, men så bliver det for egen regning. Der er mange, der bliver fornærmede, når de ikke kommer i første linje til arbejdet, men hvis det er tørklædet, der stiller sig i vejen, må man af med det. Vi skal ikke have et tørklædeforbud, men hvis man ikke vil arbejde, så er der heller ingen socialhjælp. Så er det for egen regning,” siger Uffe Østergaard.8