Historiker om overgreb i åndssvageforsorgen: "Tilsynet fungerede generelt ikke"

Talrige overgreb blev begået mod anbragte i Danmarks særforsorg. Men der blev ikke gjort nok fra statens side for at stoppe det, siger historiker Poul Duedahl

Historiker om overgreb i åndssvageforsorgen: "Tilsynet fungerede generelt ikke"
Foto: Aalborg Universitet.

Vold, seksuelle overgreb og magtmisbrug var ikke usædvanligt i det, der i sin tid blev kaldt Danmarks åndssvageforsorg. Fra 1933 til 1980 herskede der en forrået kultur i særforsorgen, hvor både folk med fysiske handicap og folk med lav IQ blev anbragt. Det viser en historisk udredning, som blandt andre forskere fra Syddansk Universitet, Rigsarkivet og historiker fra Aalborg Universitet Poul Duedahl, står bag.

Hvad er det mest iøjnefaldende ved jeres udredning?

En del ting vidste vi i forvejen. For eksempel er der lavet undersøgelser af brugen af tvangssterilisation. Vi er dykket ned i de enkelte patientjournaler og noget af det, som er mest iøjnefaldende, er omfanget af overbelægning og underbemanding. Det har ført til udstrakt brug af fiksering, medicinering, indespærring og tvunget sengeleje for at håndtere de mange anbragte. Og så viser udredningen, at institutionskulturen flere steder var forrået. Det sidste kommer især til udtryk i de interviews, der er lavet. Alt det andet ved vi på baggrund af institutionernes egne journaler.

Så der er også sket ting, man bare ikke kan få afdækket?

Der er ingen tvivl om, at der vil være et stort mørketal. Rigtig mange af de anbragte er ikke kommet til orde, fordi de ikke kunne meddele sig. Vi hører det meste gennem institutionernes egne dokumenter. Ofte er det overlægens egne notater, vi baserer oplysningerne på.

Er der foregået noget ulovligt?

Vold, seksuelle overgreb og unødig brug af magt var selvfølgelig ulovligt. Alligevel forekom det, netop fordi der var for mange mennesker på anstalterne og for få plejere. Samtidig var institutionerne præget af store sovesale med op til 80 i hver og nogle steder med ned til 18 centimeter mellem sengene, mens toiletterne stod på lange rækker, og der foregik "massebadning". Så der har været et komplet fravær af privatliv. Længe var menneskesynet, at samfundets tarv kommer først og individets bagefter. Det var overlægen, der tog beslutning på de anbragtes vegne.

Hvordan håndterede staten det?

Staten overtog anstalterne og forsøgte at føre tilsyn. Statens repræsentanter ville ændre totalanstalterne og institutionskulturen, men det gik uhyre langsomt, og tilsynet fungerede generelt ikke. Fra og med 1959 satte staten ind med den såkaldte normaliseringspolitik i et forsøg på at forbedre forholdene, men det var et langt, sejt træk. Over en hel generation kendte folketingspolitikere og embedsmænd til problemerne og diskuterede dem i Folketinget, men ændringerne faldt drypvist og langsomt.

Det rejser spørgsmålet, om staten nu skal undskylde. Hvad mener du?

Jeg har en privat holdning, men ikke en offentlig, for jeg er sat til udforme en udredning og lægge fakta frem. Og så er det en politisk beslutning, om der skal gives undskyldninger og erstatninger. Materialet er overdraget til politikerne, og så skal de beslutte, hvad der nu skal ske.

Har du selv et forhold til særforsorgen?

Ja, jeg er vokset op i Brejning mellem Vejle og Fredericia, hvor Danmarks største anstalt for udviklingshæmmede lå. Min mor var plejer på institutionen, og jeg voksede op, mens den stadig var en totalanstalt. Jeg er født i 1973, så jeg kan let huske, hvordan forholdene forandrede sig for de anbragte. Institutionen blev nemlig først nedlagt i 1990.