Det er næsten ikke til at kende forskel på de store partier, det er alligevel embedsmændene, der bestemmer det hele, og politikerne har ingen visioner for, hvordan samfundet skal udvikle sig.
Sådan lyder nogle af de modfaldne kommentarer, man kan møde hos vælgere i frustration over den aktuelle valgkamp.
Men spørger man historiker, professor Uffe Østergård fra Copenhagen Business School, CBS, trives det danske demokrati.
”Demokratiet har det godt. Selvom vi taler meget om politikerlede, praktiserer vi den ikke,” siger han blandt andet med henvisning til den fortsat høje valgdeltagelse i Danmark i forhold til andre lande.
”Det karakteristiske for det danske demokrati og de nordiske demokratier, er, at underklassen stemmer, og det er en af de vigtigste pointer, man overhovedet kan nævne,” siger Uffe Østergård.
Hvad er demokratiets største styrke?
”Det grundlæggende er, at man kan tænke om. Jeg er nølende med at indrømme det, men Dansk Folkeparti har bragt nye oversete grupper og synspunkter i spil.
Deres succes er ikke bare deres succes, men også en succes for det repræsentative folkestyre. De har rekrutteret folk uden for den snævre politiske klasse. De har fået andre end dem, der har læst statskundskab, til at stille op. Det kommer ikke til at holde på længere sigt, for som jeg driller Dansk Folkeparti med, havde de ved europa-parlamentsvalget bare udskiftet statskundskabskandidater med jurakandidater.”
Hvad er demokratiets svaghed?
”Det er, at det ikke snakker om de store ting og kun kan tale om en eller to ting ad gangen. Så træffer beslutningerne sig selv i diskretion. Nogle træffer beslutningerne, og det er jo nok de toneangivende embedsmænd.”
Så man taler ikke om EU's bankunion i en valgkamp?
”Nej, som nationalbankdirektør Lars Rohde har sagt, er bankerne upopulære, og unionen er upopulær, og lægger man dem sammen, bliver det meget upopulært, og det er ikke et emne, der egner sig til en folkeafstemning, men det burde egne sig for det repræsentative demokrati. Flertallet i Folketinget har da også taget bankunionen på sig, og det er en styrke ved det repræsentative demokrati, at det ikke får politiseret alting,” siger Uffe Østergård og fremhæver, at velfærdsstaten er blevet en stor succes - med daværende LO-formand Thomas Nielsens ord i 1982 har det sejret ”ad Helvede til, godt”. Det har flyttet 80 procent af danskerne op i middelklassen.
Hvorfor stemmer så mange, hvis vi allerede har noget nær det perfekte samfund?
”Ondskabsfuldt kunne man sige, at vi har vænnet os til, at vi deltager og stemmer. Det skal man gøre. Selvom man siger, at man ikke har direkte indflydelse, har man alligevel en fornemmelse af, at det gør en forskel. Og det gør det jo, især når vi er delt fifty-fifty, som vi er i øjeblikket. Så gør det en forskel, om der falder 1000 stemmer til den ene eller den anden side, om Alternativet bliver valgt og så videre. Så kan man dernæst diskutere, om det gør en forskel på politikken, hvem der kommer ind. Nej, ikke rigtigt. Der er vi virkelig nede på nuancerne. Er det en rød regering, der fører blå politik, eller en blå regering, der fører rød politik,” siger Uffe Østergård.
Han påpeger, at partiledernes personlige troværdighed dermed bliver mere afgørende, og selvom danskerne generelt er skeptiske over for eliten, og det tidligere var et minus for Helle Thorning-Schmidt (S), der blev kaldt ”Gucci-Helle”, kan det med tiden være blevet en fordel for hende.To forskere fra Københavns Universitet har for nylig kortlagt eliten i en bog, og de påpeger, at det er de 423 mest magtfulde mennesker, der bestemmer udviklingen i landet. Mange af dem er ikke politikere. Hvilken mening giver det at stemme til Folketinget, hvis det meste af magten ligger hos andre end de folkevalgte?
”Jeg tror så ikke på, at de forskere har fundet den rigtige elite. Især de toneangivende embedsmænd har de ikke fat i. Men jeg plejer at sige, at Danmark er blevet en bystat, der styres ikke fra København, men fra Slotsholmen, og der centraliserer vi alle beslutningerne. Embedsmændene og politikerne har den samme slags uddannelser, embedsmændene fik bare højere karakterer. Formelt set har politikerne overhånden, men spørgsmålet er, om de har det i virkeligheden.”
Hvorfor så stemme, hvis embedsmændene bestemmer det meste?
”Det har jeg ikke noget godt svar på, ud over at det har vi vænnet os til. Det er en del af vores nationale identitet. Derfor bliver det så udæskende for os, når en islamist med indvandrerbaggrund siger, at dette her er et diktatur. Det er det ikke, men han accepterer ikke formerne i vores demokrati.”
Umiddelbart ser der ikke ud til at være den store forskel på Thornings og Løkkes programmer. Kan man sige, at det er de mange små skub, politikerne har givet, der har formet samfundet?
”Jamen, det er det jo. De 10 år med Anders Fogh Rasmussen (V) fra 2001 til 2011 ændrede ikke bare tonen. Dansk Folkeparti har ændret den måde, vi opfatter samfundet på. De har reelt vundet debatten om national identitet og om indvandring. Netop med indvandring og asylspørgsmålet siger man nu, at danskerne er vigtigst,” siger han.
Det er også blevet et stort tema i den aktuelle valgkamp, hvor mange andre temaer fører en tilbagetrukken tilværelse.
En procent af vælgerne synes ifølge undersøgelser, at klima og miljø er vigtigt, og så taler politikerne heller ikke om det. Europa, landbruget, kulturpolitikken og forsvarets køb af fly til mange milliarder kroner er andre ikke-emner.
Kan demokratiet finde ud af at diskutere de rigtige spørgsmål i en valgkamp?
”Grønland taler vi slet ikke om, og det er måske det allervigtigste i den sammenhæng. Forsvaret skal købe nogle fly, der skal fungere i Grønland, men det er det eneste argument, jeg ikke har hørt endnu. Danmarks begrundelse for at blive lyttet til i verden er, at vi er sammen med Grønland. Hvorfor diskuterer vi ikke det noget mere? Det må skyldes fantasiløshed, for jeg tror godt, vælgerne kunne engageres i emnet. Man diskuterer også sundhed og ældrepleje, og det er ikke uvigtige emner,” pointerer Uffe Østergård.
”Det er en gammel erfaring i valgforskningen, at ethvert valg bliver domineret af et eller to store temaer. De bliver fastlagt i den første uge af valgkampen, og Venstre lykkedes med at få sat indvandringen og overførselsindkomsterne på dagsordenen, men de tabte kampen om at fremføre synspunkterne. Det kan så være, de vinder kampen igen den sidste uge,” siger han.