Da historiker Rikke Agnete Olsen bliver bedt om at punktere tre myter fra danmarkshistorien, eksemplificerer Kristeligt Dagblads journalist med, at det er en myte, at Christian IV var høj.
”Ha, det er ikke nyt. Det blev slået stort op allerede i 1980’erne. Men hans 168 centimeter var højt i datiden”, forklarer Rikke Agnete Olsen.
Den 80-årige historiker og middelalderarkæolog er bredt funderet og har skrevet en danmarkshistorie og adskillige andre historiske bøger.
Hun er stadig aktiv forfatter om historiske emner og holder mange foredrag.
Netop et foredrag blev udslagsgivende for, at Rikke Agnete Olsen i denne artikel har valgt at rette op på nogle kirkehistoriske misforståelser. Men nogle gange behøver valg ikke at være så velovervejede. For på spørgsmålet om, hvorfor hun netop fokuserer på myter om kirken, lyder svaret:
”Det faldt mig tilfældigt ind, for jeg havde lige holdt et foredrag om kirker.”
Så simpelt kan det være.
Myte: Vores kirker er bygget oven på hedenske kultsteder.
Sandheden: Den første og største aflivning af myten kom med Olaf Olsens (tidligere rigsarkivar og direktør for Nationalmuseet, red.) disputats fra 1966 efter adskillige udgravninger i kirkerne. Der findes ingen eksempler i Danmark på såkaldt kultkontinuitet, altså en fortsættelse af hellighed på samme sted. Der er kun ét sted i Skandinavien med kultkontinuitet, og det er i Uppsala i Sverige.
Konsekvenser af myten: Et godt eksempel er fra min egen mor. Olaf Olsens disputats hed ”Hørg, hov og kirke”, og Olaf Olsen var faktisk min mand.
Da jeg glad præsenterede ham for min mor, og han fortalte om disputatsen, sagde min mor, at hun da godt vidste, hvad en hørg var. Så slog hun ordet op i et leksikon og læste op, men det var det rene sludder. Og det er konsekvensen af, at en myte ikke bliver undersøgt. I virkeligheden er ”hørg” et ord fra hedenskaben, vi ikke ved noget om, men engang troede man, at det var en form for hedensk helligsted.
Myte: Våbenhusene ved vores kirker var beregnet til, at mænd lagde deres våben i dem, for der måtte ikke være våben i Guds hus.
Sandheden: Det kan ikke passe, da næsten alle våbenhuse er bygget senere i forhold til den oprindelige kirkebygning, og flere af dem er bygget ud for kvindedøren. Desuden gik folk ikke omkring med tunge slagvåben i den sene middelalder og derefter. Myten bliver godt og grundigt aflivet i Martin Wangsgaard Jürgensens forholdsvis nye disputats.
Konsekvenser af myten: Det er en vidunderlig tanke, der har dybe rødder i folks bevidsthed. Man lægger sit sværd i våbenhuset, inden man går ind i fredens rum, kirken. Men det giver folk en opfattelse af samfundet, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Man kommer til at opfatte samfundet i middelalderen som mere krigerisk, grusomt og voldsomt, end det var. Myten om ”den mørke middelalder” er for længst aflivet blandt faghistorikere, men det tager lang tid, før det bliver den almindelige opfattelse.
Myte: Kalkmalerierne i kirkerne blev overmalet ved Reformationen.
Sandhed: Kalkmalerierne blev overmalet, når der var brug for renovering, eller man fik lyst til en ny udsmykning. Det kan man læse om i storværket ”Danmarks Kirker”. Historien er en del af fortællingen om selve Reformationen i Danmark, som var meget anderledes end for eksempel den langt voldsommere reformation i Tyskland. I Danmark blev kirkeinventaret eksempelvis ikke stjålet, og kalkmalerierne forblev uberørte. Nogle steder malede man først nyt engang i løbet af 1600-tallet. Det er i øvrigt også tydeligt i kirkerne med malerier og smukt udsmykkede prædikestole og altertavler, at den lutherske kirke ikke har noget imod at have motiver, som kirkegængerne kan kigge på.
Konsekvenser af myten: Jeg oplever af og til, at nogle mennesker ser med hån og foragt på katolikker. Det er der ingen grund til. Når man har det dårligt med katolikker, forstår man ikke, at man i middelalderen slet ikke ville skille kirken i to retninger. Det er en misforståelse og forvrængning af den virkelighed, som vi er et resultat af. Historien om de hvidkalkede vægge i de danske kirker er en del af fortællingen, der bruges til at tage afstand til katolikker. Men i virkeligheden har både katolikker og lutheranere malerier og smukt udsmykkede altertavler i kirkerne.