Historikere: Anerkend det armenske folkedrab

Kun historikere kan afgøre, om armeniere blev udsat for folkedrab, har skiftende danske regeringer konsekvent hævdet. Historikere sender nu bolden tilbage: Drop berøringsangsten over for Tyrkiet

Tyrkiske nationalister iklædt traditionelle ottomanske klæder demonstrerer i Istanbul, efter at det tyske parlament for nylig godkendte en resolution om, at de tyrkiske forfølgelser af armenierne i 1915 var et folkedrab.
Tyrkiske nationalister iklædt traditionelle ottomanske klæder demonstrerer i Istanbul, efter at det tyske parlament for nylig godkendte en resolution om, at de tyrkiske forfølgelser af armenierne i 1915 var et folkedrab. .

Et usædvanligt tværpolitisk samarbejde i form af Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance er nu gået sammen om at opfordre til en officiel dansk anerkendelse af folkedrabet på op mod 1,5 millioner armeniere i 1915.

Hidtil har skiftende regeringer og et politisk flertal ellers afvist officielt at anerkende massakren som et folkedrab. Den slags definitioner er en opgave for historikerne, har svaret lydt, når spørgsmålet er blevet rejst.

Men blandt historikerne er der ingen tvivl om, at der var tale om et folkedrab, og de opfordrer nu danske politikere til at tage konsekvensen og officielt kalde folkedrabet ved sit navn.

”Der er ingen seriøse forskere, der benægter, at det var et folkedrab. Beviserne er overvældende, og siden midten af 1990’erne, hvor man dykkede ned i kildematerialet, har det stort set ikke været til diskussion uden for Tyrkiets grænser.

Politikerne spillede bolden over til historikerne og sagde, det var et anliggende for forskningen. Nu har historikerne gjort deres, så nu må politikerne komme på banen, for det er også et politisk anliggende,” siger historiker og professor Uffe Østergård fra Copenhagen Business School.

Matthias Bjørnlund er historiker og forfatter til flere bøger om det armenske folkedrab. Han er enig med sin kollega.

”Jeg mener, vi officielt burde anerkende, hvad vi alle ved, nemlig at der var tale om et folkedrab. Det er der med meget få undtagelser komplet enighed om, og de få, der ikke anerkender det, er som regel forskere, som har et eller andet tilhørsforhold til Tyrkiet.”

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan undskyldte i 2014, hvad han kaldte et ”massedrab”. Det vakte vrede blandt armenierne, både fordi han ikke brugte ordet ”folkedrab” og fordi der ifølge tyrkerne var tale om 300.000-500.000 dræbte, ikke 1,5 millioner.

Deniz B. Serinci er forfatter og foredragsholder med fokus på tyrkisk historie og det armenske folkedrab. Han forklarer, hvorfor tyrkerne stadig nægter at erkende, at der var tale om et folkedrab.

”Officielt hævder Tyrkiet, at der var tale om gensidige blodsudgydelser, men reelt handler det ikke om det. Tyrkiet frygter at skulle afgive de områder til Armenien, hvor folkedrabet finder sted. De har desuden skelet til Tyskland, som efter Anden Verdenskrig blev dømt til at betale store erstatninger for deres forbrydelser, så der er også en frygt for, at Tyrkiet skal kompensere de efterladte for folkedrabet.

Endelig er der den nationale ære. Jeg har selv gået i skole i Tyrkiet i ni år, og vi fik dagligt at vide, at folkedrabet var en vestlig løgn. Hvis man erkender, at der var tale om et folkedrab, så erkender man også, at man i et århundrede har ført sin befolkning bag lyset.”

Også et flertal i det tyske parlament har netop anerkendt massakren som et folkedrab. Vedtagelsen mødte stærk kritik af Erdogan, og selvom 12 ud af EU’s 28 medlemsstater anerkender folkedrabet, er det stadig færre end 30 lande på verdensplan, som officielt gør det samme. Og Danmark befinder sig altså ikke i det selskab. Ifølge Deniz B. Serinci skyldes det en frygt for at skade det i forvejen skrøbelige forhold til Tyrkiet.

”Det handler om økonomi og politik. Armenien med sine tre millioner indbyggere er et næsten ubetydeligt eksportmarked, hvorimod Tyrkiets 80 millioner indbyggere udgør et betydeligt marked. Derudover spiller deres betydning som Nato-medlem også en stor rolle, og politikerne er bange for at forholdet til Tyrkiet, som i forvejen skranter, bliver endnu værre.

Endelig er der en varsomhed i forhold til, hvad det kunne føre til, hvis Danmark officielt anerkendte det som et folkedrab. Vil man så også skulle anerkende forbrydelserne i eksempelvis Syrien eller det tidligere Sovjetunionen som et folkedrab?”

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, afviser, at modviljen mod en anerkendelse af folkedrabet skyldes frygten for tyrkisk vrede.

”Vi har ingen problemer med at kritisere Tyrkiet, når der er grund til det. Derfor kan jeg blankt afvise, at det handler om frygt for den tyrkiske reaktion. Men vi holder fast i, at det er et spørgsmål for historikerne og ikke for politikerne.”

Men historikerne er netop enige om, at der er tale om et folkedrab, så hvorfor følger politikerne ikke trop og anvender betegnelsen folkedrab?

"Det danske folketing vedtager ikke resolutioner, og det har vi aldrig haft tradition for. Hvis vi skulle lave om på det, så skulle vi jo lave et hav af resolutioner. Som jeg husker det, har jeg faktisk været med i en vedtagelse i Europarådet, hvor jeg stemte for, at vi kalder det et folkedrab. Det handler ikke om, at vi ikke anerkender, at der er tale om en kæmpe massakre, men om, at det simpelthen ikke er sådan, vi gør i Folketinget.”

Forklaringen undrer og ærgrer Matthias Bjørnlund, som mener, at en resolution er et nødvendigt første skridt på vejen mod en for-soning mellem Armenien og Tyrkiet.

”Det kan undre mig, at politikerne udviser en så sjælden principfasthed på netop dette område. En anerkendelse af folkedrabet vil være et vigtigt signal at sende til et land, der er i så massiv en tilstand af benægtelse, og det er et nødvendigt skridt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om forsoning mellem Armenien og Tyrkiet.”