Forlag, højskoler, teaterorganisationer, kunstforeninger, kunstpriser, læseselskaber, radio-og fjernsynsforbund og flere til. Listen over kulturinstitutioner grundlagt af arbejderbevægelsen er lang, men i dag er størstedelen af institutionerne nedlagt, mens andre lever en tilværelse langt fra fordums storhed.
Det er der en god forklaring på, mener historiker Claus Bryld. Arbejderfølelsen er nemlig forsvundet, siger han.
Den særlige fælles- og gruppefølelse, man havde tilbage i 1960erne og 1970erne, er væk, og det skyldes den differentiering, der er sket i arbejderklassen. Tidligere følte man sig knyttet til fagforeningen og partiet, men nu, hvor alle er blevet individualiserede, også arbejderne, er solidaritetsfølelsen med arbejderne forsvundet. Det ser man også med arbejderkunsten, som er fuldstændig atomiseret i dag.
LÆS OGSÅ: Arbejderkultur er mere end hjorten ved skovsøen
Den analyse er Niels Finn Christiansen enig i. Han er historiker og tidligere leder ved Center for Arbejderkultur, der nu også er nedlagt. Ifølge Niels Finn Christiansen skal man helt tilbage til 1950erne for at finde forklaringen på arbejderkulturens nedbrydning.
Dengang havde man jo en arbejderkultur, hvor man kunne leve fra vugge til grav inden for de her kulturinstitutioner, men i dag er solidariteten med institutionerne forsvundet. Det skyldes den stigende individualisering, der gør det svært at opretholde en klar arbejderidentitet. Arbejderkunsten er sivet ud i mange mindre kunstnercirkler, men det er en kulturel underskov, der ikke er knyttet til arbejderbevægelsen. Nogle af grupperne har givetvis sympati med arbejderne, men tilknytningen til dem er meget begrænset.
Det betyder imidlertid ikke, at behovet for en arbejderkultur er forsvundet, mener Claus Bryld.
Når der er sådan et tomrum, som man ser i dag, så man jo sige, at der er et behov. De fleste menesker i dag tilhører gruppen af lønmodtagere, og så længe der er klasseforskelle, er der grundlag for særlige kulturelle udtryk for lønmodtagere.
I en ny film af filminstruktør Erik Clausen begynder første scene med en flok mænd i arbejdstøj, og det er der en god grund til, siger Erik Clausen.
Den måde, arbejderne bliver portrætteret på i dag, er som regel lettere kulturradikalt og medlidende, som om det må være forfærdeligt at være arbejder, siger Clausen og fortsætter.
De problemer, som Socialdemokraterne har, afspejler sig i deres kulturpolitik. Det er blevet et parti af funktionærer, og kulturpolitikken er derefter. Men Socialdemokratiet har jo været med til at starte mange af de institutioner, vi stadig har i dag, musikskolerne for eksempel. Til gengæld har det moderne samfund ikke kunnet optage os kunstnere fra venstrefløjen, så vi er endt som selvstændige erhvervsdrivende, der indberetter moms og så videre. Det er jo til at dø af grin over.