Når den danske regering med udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i spidsen afviser at anerkende det armenske folkedrab og vil overlade ”historien til historikerne”, så er det at følge pænt i hælene på Tyrkiet. Skal armenierne få oprejsning efter de omfattende massakrer i Det Osmanniske Rige, er der behov for, at politikere udefra lægger pres på den tyrkiske regering. For rent historisk er folkedrabet for længst dokumenteret. Det siger en række historikere med speciale i det armenske folkedrab.
En af dem er historiker Matthias Bjørnlund, der i 10 år har forsket i folkedrabet. Han siger:
”Det er fint at overlade historien til den frie forskning. Men hele balladen om det armenske folkedrab er dog et særtilfælde, hvor vi har en tyrkisk stat, der intensivt benægter folkedrabet, hæmmer den frie forskning og så fremdeles. I princippet er jeg enig i, at det ikke bør være op til stater at anerkende eller definere historiske begivenheder. Den eneste stat, hvor det officielt burde være nødvendigt at anerkende folkedrabet, er Tyrkiet. Men da det mildest talt har lange udsigter, kan man argumentere for, at andre stater gør det for at lægge pres på den tyrkiske regering. Uden et ydre pres var der aldrig sket så store fremskridt i det tyrkiske civilsamfund som vi har set inden for de seneste år på det armenske og kurdiske område.”
Han medgiver, at man ikke på forhånd kan vide, om en dansk anerkendelse vil bidrage til forsoning mellem Armenien og Tyrkiet.
”Men vi ved, at andre landes anerkendelse ikke har skadet hverken samhandel eller forsoning. For armenierne er en anerkendelse af folkedrabet en nødvendighed for en forsoning, hvad enten man kan lide det eller ej, så ved at nægte en anerkendelse tilgodeser man kun den ene part. Der er i øvrigt mange parter her, det armenske folkedrab er også dansk historie, hvor den danske redningsindsats for armenierne er på niveau med indsatsen for de danske jøder under Anden Verdenskrig. Det er ikke blot et armensk-tyrkisk anliggende,” siger Matthias Bjørnlund.
21 lande har allerede anerkendt det armenske folkedrab. I Sverige traf det svenske parlament, Rigsdagen, med bare én stemmes flertal i 2010 en beslutning om at opfordre den svenske regering til at anerkende folkedrabet på armenierne. Selvom den svenske regering ikke fulgte parlamentets afgørelse, var de svenske politikeres anerkendelse af folkedrabet et vigtigt signal at sende til Tyrkiet. Og den diplomatiske krise, der opstod i kølvandet, var til at overse. Med sin humanitære tilgang til menneskerettigheder ville det være oplagt, hvis Danmark fulgte trop med en anerkendelse.
Det påpeger den svenske historiker ph.d. Maria Småberg, som underviser i Fred og Konflikt Studier ved Lunds Universitet.
”Folkedrab er desværre ikke et historisk fænomen. 1990'ernes folkedrab og krigsforbrydelser på Balkan og i Rwanda gjorde det klart for alle, at folkeretten skal styrkes, og pres på regeringer og det internationale samfund skal øges for at forhindre yderligere misbrug. Det er vigtigt at erkende og forstå, hvad der er sket i fortiden for at undgå lignende situationer i fremtiden. Dette er især vigtigt i tilfælde, hvor folkedrab officielt bliver benægtet. En af betingelserne for at genoprette forbindelserne mellem Tyrkiet og Armenien er netop at give de efterladte en anerkendelse af den uret, som er blevet begået i fortiden. En anerkendelse, som i en vis forstand kan hjælpe til at give oprejsning,” siger Maria Småberg.
Også historiker og lektor ved Københavns Universitet Karsten Fledelius mener, at danske politikere har et ansvar for at påvirke Tyrkiet til at anerkende folkedrabet på armenierne.
”Jeg mener, det er udmærket, at politikerne gør noget i Danmark, men det, der batter i højere grad, er et pres på det tyrkiske retssystem og lovgivningsapparat, så vi kan få ændret den lov, der gør det kriminelt at kalde udryddelsen af armenierne for et folkedrab. Og jeg tror, der er en chance for, at man kan påvirke det officielle Tyrkiet til at gøre op med de fanatikere, der fastholder benægtelsen af folkedrabet,” siger han.