Historisk godt år for Kristeligt Dagblad

2015 bød på fremgang inden for næsten alle områder

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Kristeligt Dagblad trodsede igen i 2015 den nedadgående tendens, der har præget dagblads-branchen i mange år. Stadig flere danskere holder avisen, hvis oplag voksede med godt tre procent til næsten 26.800 i 2015. Antallet af daglige læsere voksede endnu mere, nemlig med 11 procent til 105.000 daglige læsere i 2015.

Avisens overskud på ni millioner kroner efter skat har aldrig været større, og omsætningen, som for mange dagblade er svindende, voksede til 119 millioner kroner.
 
Læs hele årsrapporten her  

Det fremgik af Kristeligt Dagblads generalforsamling, der blev holdt på Det Kongelige Biblioteks Sorte Diamant i København mandag aften.

Bestyrelsesformand Ivar Brændgaard gav udtryk for stor optimisme på baggrund af den gode udvikling, men gjorde også opmærksom på, at der venter udfordringer forude.

”Der er nok i medieudviklingen, der kan få pessimismen til at spire,” sagde han, men understregede, at Kristeligt Dagblad er inde i en særlig god udvikling.

Med postvæsenets bebudede stigninger i porto- taksterne vil der imidlertid være store omkostninger, der skal dækkes fremover. Derfor er det vigtigt, at avisen oparbejder et anseeligt overskud.

Fremgangen i 2015 berører næsten alle områder. Oplaget og annoncesalget voksede. Læsertallet gjorde det samme, og antallet af danskere, der efterspørger indsigt og perspektiv i avisen digitalt, nåede nye højder. I december 2015 fandt 760.000 danskere vej til avisens hjemmesider.

”Det er fortsat ambitionen at lave en avis, der dækker værdidebatten og hver dag giver læserne mulighed for at søge fordybelse og eftertanke. Det tror vi, at der også i fremtiden vil være stor efterspørgsel efter,” sagde Ivar Brændgaard.Læs hele årsrapporten her