Prøv avisen
Historisk set

Historisk, hvis Folketinget gør sig selv mindre

Når det hører til undtagelsen snarere end til reglen, at antallet af parlamentsmedlemmer sættes ned, skyldes det flere ting. En af grundene er, at befolkningstallene i de fleste af de nævnte europæiske stater det meste af efterkrigstiden er vokset, og at det derfor er naturligt, at antallet af parlamentsmedlemmer ”følger med”, skriver historiker Lars Hovbakke Sørensen. Foto: Stine Bidstrup/ritzau

De nationale parlamenter i Danmark og det meste af Europa er stort set kun vokset i mandattal i efterkrigstiden. Det vil derfor være usædvanligt, hvis aktuelle udmeldinger om færre folketingsmedlemmer bliver realiseret, skriver historiker Lars Hovbakke Sørensen

Politikere fra flere af de blå partier har i de seneste dage luftet tanken om at reducere antallet af folketingsmedlemmer. Hvis de skulle få held til at gennemføre deres forehavende, ville det virkelig være historisk. Antallet af parlamentsmedlemmer er nemlig – både i Danmark og vore europæiske nabolande – i nyere tid stort set kun gået én vej: opad.

I Danmark er antallet af folketingsmedlemmer gradvis blevet udvidet. Senest skete ændringen i forbindelse med grundlovsændringen i 1953, hvor Folketingets størrelse ændredes fra 149 til 179 medlemmer.

I Sverige skete der senest en markant forøgelse af antallet af riksdagsmedlemmer i forbindelse med valget i 1970, hvor man gik fra 233 til 350 medlemmer af Riksdagen. I 1976 blev det dog – for at undgå stemmelighed ved afstemninger i salen – sat ned fra 350 til 349, og det antal har man så bevaret lige siden.

I Norge er antallet af stortingsmedlemmer også gradvis blevet sat op i nyere tid. I det sidste af de store nordiske lande, Finland, har mandattallet i Riksdagen været uændret i hele efterkrigstiden.

I vores store naboland mod syd, Tyskland, er antallet af medlemmer af Forbundsdagen blevet ændret mange gange, men for det meste er det blevet udvidet og kun sjældent blevet mindsket.

I Holland satte man i 1959 antallet af mandater op fra 100 til 150 og er siden blevet på dette niveau. Og i Belgien forøgede man ved valget i 1949 antallet af parlamentsmedlemmer fra 202 til 212. Først i forbindelse med valget, efter at Belgien var blevet omdannet til en forbundsstat, satte man atter antallet af medlemmer af det nationale parlament ned: til 150 ved valget i 1995.

Når det hører til undtagelsen snarere end til reglen, at antallet af parlamentsmedlemmer sættes ned, skyldes det flere ting. En af grundene er, at befolkningstallene i de fleste af de nævnte europæiske stater det meste af efterkrigstiden er vokset, og at det derfor er naturligt, at antallet af parlamentsmedlemmer ”følger med”.

En anden grund er, at statsadministrationen i de fleste lande generelt bare er vokset og vokset, samtidig med at de politiske sagsområder er blevet mere og mere komplicerede. Mange i ”det politiske system” har derfor ment, at det var bedre at lade politikernes antal vokse i stedet for det modsatte.

Staternes større engagement i internationalt samarbejde, ikke mindst EU, er endnu en grund til, at man i de europæiske stater fra politisk side hidtil sjældent har taget initiativ til at reducere det nationale parlaments størrelse.

Det ville således virkelig være et historisk brud, hvis Danmark på nuværende tidspunkt begyndte at skære ned på antallet af folketingsmedlemmer.

Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.