Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Abortraterne er historisk lave i den vestlige verden

”Planlægning af børn, brug af prævention og så lille brug af fri abort som muligt ser ud at være ved at gå op i en højere enhed,” siger Birgit Petersson, lektor ved institut for Folkesundhedsvidenskab og tidligere medlem af Abortankenævnet. Modelfoto.

Abortraterne i den udviklede verden er de laveste i flere årtier, og også i Danmark er aborttallet faldet. Bedre prævention og et større engagement i familien fra mænds side gør en forskel, siger lektor

Jo bedre præventionen bliver, og jo mere også mænd tager ansvar for dén del af det intime samvær, desto færre kvinder kommer til at gennemgå en abort. Sådan tolker i hvert fald Birgit Petersson, lektor ved institut for Folkesundhedsvidenskab og tidligere medlem af Abortankenævnet, en både national og international tendens, hvor tallene for provokeret abort falder støt og har nået et historisk lavpunkt i den vestlige verden ifølge ny forskning publiceret i tidsskriftet The Lancet denne uge.

”Planlægning af børn, brug af prævention og så lille brug af fri abort som muligt ser ud at være ved at gå op i en højere enhed,” siger hun.

For omkring 25 år siden, i begyndelsen af 1990’erne, fik omkring 46 ud af 1000 kvinder mellem 15 og 44 år hvert år en abort i den vestlige verden, det vil sige i Nordamerika og Europa, ifølge tallene i The Lancet. Siden er tallet faldet, så kun 27 kvinder ud af 1000 årligt får en abort. Den vestlige verdens faldende tal står i kontrast til tendensen i udviklingslande, hvor aborttallene ikke er faldet signifikant.

Selv læser forskerteamet bag artiklen forskellen mellem verdensdelene som et udtryk for, at prævention virker:

”Adgang til sundhedspleje inden for det seksuelle og reproduktive område kan hjælpe millioner af kvinder til at undgå ufrivillige graviditeter,” skriver de.

Her i landet er aborttallet siden begyndelsen af halvfemserne faldet fra omkring 20.000 aborter om året til omkring 15.000 de seneste år ifølge Danmarks Statistik.

Birgit Petersson forklarer, at faldet i abort altid har svinget i takt med, at bedre præventionsmidler er blevet tilgængelige.

Inden for de seneste 10 år er der sket endnu et spring, blandt andet fordi mænd har ændret holdning til kondomer og er kommet mere og mere på banen i forhold til familieplanlægning i det hele taget:

”Brugen af kondom er blevet mere legal for mænd. Du skal ikke lang tid tilbage, før holdningen i højere grad var, at en rigtig mand ikke brugte kondom i modsætning til nu, hvor en rigtig mand bruger kondom. Mandens rolle er i den grad under udvikling på næsten alle planer i forhold til faderskabet, så det også er blevet et fælles projekt ikke at få børn,” siger Birgit Petersson.

Ellen Højlund Wibe fra abortmodstander-foreningen Retten til Liv mener dog, at det er kvinders bevidsthed om abortens skyggeside, tallene afspejler:

”I den fri aborts allerførste år syntes abort nærmest at være på mode for nogen kvinder. Men virkeligheden er, at en abort føles som et voldsomt unaturligt indgreb i en kvindes følelsesliv og bevidsthed. Jeg tror, at denne bagside langsomt slår igennem.”

Senere års kampagner – for eksempel korsmarken over aborterede fostre ved motorvej E45 i 2013 – har ifølge hende ”appelleret til instinkter i alle mennesker om, at vi ikke bare kan slå vores afkom ihjel.”

I Dansk Kvindesamfund mener næstforkvinde Signe Vahlun, at det forholder sig præcis modsat:

”Abort er netop ikke prævention for kvinder, det er en nødløsning, og nedgangen viser, at har man andre midler til rådighed, bruger man dem.”