Historisk tørke: ”Blot den mindste glød kan sætte ild til den meget tørre vegetation”

Stort set hele landet er ramt af historisk høj risiko for tørke, og der er igen afbrændingsforbud i alle landets kommuner, oplyser Beredskabsstyrelsen og opfordrer til ekstra forsigtighed. Afgrøderne på markerne skriger på vand, men ifølge DMI fortsætter tørken i hvert fald resten af juli

”Der har været afbrændningsforbud før, men jeg mindes ikke, at det før har været i så langstrakt en periode og slet ikke over hele landet,” siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert ved Beredsskabsstyrelsen.
”Der har været afbrændningsforbud før, men jeg mindes ikke, at det før har været i så langstrakt en periode og slet ikke over hele landet,” siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert ved Beredsskabsstyrelsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Ildrødt.

Det er den farve, danmarkskortet lige nu har på DMI’s hjemmesides tørkeindeks. Stort set hele landet ligger i den højeste ende af indekset og har dermed ”høj risiko for tørke”, og det er historisk, fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

”Jeg mindes ikke, at vi nogensinde før har haft så tør en sommer. Det sker i hvert fald ekstremt sjældent, og det er jo nærmest sydeuropæiske forhold,” siger Klaus Larsen.

Et lignende rødt danmarkskort findes også på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, for den ekstreme tørke betyder, at der nu er afbrændingsforbud i alle landets kommuner.

Og selvom det er forskelligt, præcis hvad forbuddet indebærer fra kommune til kommune, opfordrer Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert ved Beredsskabsstyrelsen, til, at man over hele landet er særligt forsigtig.

”Lige nu skal der bare den mindste lille gnist eller glød til for at sætte ild til den meget tørre vegetation, som vi ser alle steder. Så hvis man er ude og hygge sig i naturen, enten ved strande eller i skove, så skal man være ekstra opmærksom, for eksempel hvis man ryger. Lad være med at smide skodderne på jorden, men sørg i stedet for at have en lille beholder med til dem. Og selvom mange af os elsker at grille, så skal man ikke tage chancen og gøre det alligevel, hvis man bor i en kommune, hvor det ikke er tilladt lige nu. Hvis grill er tilladt i den kommune, hvor man bor, skal man stadig være meget forsigtig, især hvis man bruger en grillstarter. Den må ikke stå på græsset eller et sted, hvor det blæser,” siger Mads Dalgaard og tilføjer, at han i de 30 år, hvor han har arbejdet ved Beredsskabsstyrelsen, endnu ikke har oplevet en tørke som denne.

”Der har været afbrændningsforbud før, men jeg mindes ikke, at det før har været i så langstrakt en periode og slet ikke over hele landet,” siger han.

Også i landbruget frygter man de konsekvenser, som tørken allerede nu har fået for afgrøderne på marken, fortæller Troels Toft, der er sektordirektør for planter i Seges, som er et videns- og rådgivningscenter under Landbrug og Fødevarer.

Heller ikke han kan komme i tanke om, at sommeren nogensinde før har været så tør.

”Der er ingen tvivl om, at situationen er ekstremt kritisk. Kornet på markerne piver efter vand i hele landet. Især vårsæden – altså de typer korn, der sås om foråret – er hårdt ramt. Og det værste af det hele er, at der er plantet godt 300.000 flere hektar mere vårsæd end normalt, fordi efteråret var så ekstremt vådt, og det skubber selvfølgelig yderligere til problemet,” siger Troels Toft.

Det største problem for landmændene bliver derfor at skaffe nok foder til køerne, og det kan i værste fald betyde, at landmænd må sælge deres kvæg.

”Vi ved faktisk, at nogle økologer allerede er i gang med at sælge ud, og det er selvfølgelig noget, som går enhver landmand meget på. En ting er at mangle korn, men det er hårdt ikke at være i stand til at sørge for sine dyr,” siger Troels Toft

Og regnen skal falde med det samme, hvis krisen skal afblæses, mener han.

Men her er der ikke gode nyheder fra DMI, siger Klaus Larsen.

”Vi forventer, at tørketilstanden i hvert fald vil fortsætte måneden ud.”