Formidlingen er i fokus, når Dansk Historisk Fællesråd udvælger de nominerede til Årets Historiske Bog. Dommerkomiteen bag udvælgelsen af de nominerede bøger består af en arkæolog og seks historikere, der tilsammen har læst omkring 50 af 2018’s historiske bøger. Prisen uddeles på Historiske Dage i Øksnehallen i København den 30. marts. Redaktør for historie-online.dk og medlem af dommerkomitéen Poul Porskær Poulsen fortæller om kriterierne for at opnå en nominering til prisen:
”Vi lægger meget vægt på formidlingen. Historien skal være skrevet ordentligt. Nogle bøger kan være skrevet så dårligt, at det ikke er meget bevendt. Vi har nogle meninger om, hvad en god historiebog er. Og de to væsentligste ting er, at man bliver klogere og underholdt.”
Og det er blevet nemmere i år at finde velformidlede bøger. Tre iagttagere af branchen er enige om, at de historiske bøger over de seneste to årtier er blevet bedre formidlet. Forfatterne er blevet bedre til at benytte sig af litterære virkemidler, og historikerne ser ikke længere ned på at udgive bøger til et bredt publikum.
Poul Porskær Poulsen har været medlem af dommerkomitéen for Årets Historiske Bog, siden prisen blev stiftet i 2003, og han kan se en udvikling i formidlingskvaliteten.
”Det er mit klare indtryk, at der er kommet flere og flere velskrevne historiebøger. Jeg har ikke nogle kvantificérbare tal på det, men det er bestemt min fornemmelse,” siger historikeren og uddyber:
”Der er bestemt en retning om, at historieformidling skal være velfortalt. Tom Buk-Swienty lykkedes med at skrive historiske bøger, der er lige så spændende som romaner. Og historiker Ulrik Langen fra Københavns Universitet går også forrest. Det er min vurdering, at både forlag og universitetsforlag lægger vægt på, at forfatteren kan fortælle sin historie spændende.”
Hos Gads Forlag er Henrik Sebro, redaktionschef for non-fiktion, glad over nomineringerne til Årets Historiske Bog. Forlaget har nemlig udgivet fire af de fem nominerede titler.
Gads Forlag har derudover også udgivet sidste års og forrige års vindere af prisen, bøgerne ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende” og ”Ondskabens Øjne”.
På spørgsmålet om, hvorfor netop Gads bøger klarer sig så godt, svarer redaktionschefen:
”Når man kigger på de nominerede i år, så gælder det for dem alle, at de både har en faglig kvalitet, og at bøgerne er velskrevne. De har tilfælles, at der er arbejdet med stoffet. Både sprog og fagligt niveau holder. Vi er ikke bange for, at det også bliver klogt. Jeg tror, at nogle bogredaktører kan være bange for, at historiestoffet bliver for svært eller kedeligt for læserne, men det må det gerne være i nogle tilfælde. I andre tilfælde skal det være mere page turner – det afhænger af målgruppen.”
Henrik Sebro har været i bogbranchen siden slutningen af 1990’erne, og det er hans personlige indtryk, at forfatterne til historiske bøger er blevet mindre bange for at ramme en bred målgruppe og skrive mere læsevenligt.
”Jeg tror helt generelt, at faghistorikere i Danmark på nogle stræk er blevet mindre bange for at formidle. Faget har altid haft tradition for formidling, men det er blevet mere acceptabelt at formidle til et bredere publikum. Min fornemmelse er, at faghistorikere i perioder har været bange for at skrive for populært. Vi har bevæget os lidt mere i retning af den angelsaksiske tradition for bredt velfortalt historie, hvor historiefaget i Danmark tidligere nok var mere præget en tysk og mere akademisk tradition. Inden for de sidste 20 år er der kommet en generation af historikere som for eksempel Poul Duedahl og Ulrik Langen, der går op i den gode fortælling. De er ikke bange for at bruge litterære virkemidler for at nå en bredere målgruppe.”
Forfatter Peter Øvig Knudsen har selv haft succes med at skrive historiske bøger, der både har været velanmeldt og haft store salgstal, især med bøgerne ”Efter Drabet” om stikkerlikvideringerne under Besættelsen og med tobindsværket om Blekingegadebanden.
Siden han selv begyndte at skrive dokumentarisk om historiske perioder, har han iagttaget branchen. Det er også hans vurdering, at de historiske bøger er blevet mere velformidlede over de sidste 20 år. Et element er, at journalister har lært af historikere og omvendt.
”Der er ikke længere så stor forskel mellem historiske bøger af historikere og journalister. Historikere havde i begyndelsen af min karriere en anelse arrogance over for journalister, der kom ind på deres felt, fordi journalisterne behandlede historien på en anden måde. Skarpt skåret op var forskellen, at historikere primært baserede deres bøger på skriftlige kildestudier, hvor journalister mere baserede deres bøger på levende kilder og lagde mere vægt på formidling og mindre på, om kilder var tjekket forfra og bagfra.”
Peter Øvig Knudsen fortæller, at for små 20 år siden, da han researchede til sin første historiske bog, mødte han aldrig andre journalister på Rigsarkivet.
”Siden er modsætningen mellem historikere og journalister blevet mindre. Jeg tror, at vi i dag har dygtige journalister, der behandler kilderne godt. Og de yngre historikere i højere grad bruger levende kilder, som giver mulighed for at inddrage personlige erfaringer og oplysninger. Den yngre generation af historikere går op i at få bogen skrevet godt og formidlet godt, da de gerne vil formidle mere bredt,” siger Peter Øvig Knudsen og afrunder:
”Vi er kommet et sted hen, hvor man skal gå på begge ben, bøgerne skal være grundigt researchede og velformidlede. Ambitiøse journalister, der skriver historiske bøger, og historikere, der vil ud med deres forskning, har nu overordnet samme ambition, når de skriver historiske bøger.