Prøv avisen

Historiske film skævvrider vores syn på den virkelige historie

I ”1864” fremstilles Slesvig i filmen som ren tysk, og Holsten findes ikke. I HBO’s populære serie ”Vikings” rodes forskellige kronologier og familierelationer fra den engelske middelalder sammen med sagnkonger. Og i den biografaktuelle film ”Christian IV – Den sidste rejse” fortælles det, at Christian IV holdt sin tidligere samlever Kirsten Munk spærret inde. Intet af det stemmer overens med virkeligheden. Foto: Pressefotos fra HBO, DR og Reel Pictures

En lang række film og tv-serier om historiske begivenheder styrker interessen for fortiden, men giver også ofte publikum forkert viden, lyder det fra flere historikere. Det ses blandt andet i en aktuel film om Christian IV

I den biografaktuelle film ”Christian IV – Den sidste rejse” fortælles det, at Christian IV holdt sin tidligere samlever og mor til sine børn, Kirsten Munk, spærret inde. Sandheden var, at Kirsten Munk selv var gået fra kongen, og hun kunne færdes frit.

I HBO’s populære serie ”Vikings” rodes forskellige kronologier og familierelationer fra den engelske middelalder sammen med sagnkonger og historiske konger fra vikingetiden. Og i traileren til den kommende hollywoodproduktion ”Maria Stuart” møder den engelske dronning Elizabeth I og den skotske Stuart-dronning hinanden – et sådant møde fandt heller aldrig sted.

Historisk fiktion er i det hele taget populært og øger interessen for den specifikke historie eller tidsperiode. Problemet er dog ifølge flere historikere, at publikum ofte får et fejlagtigt indtryk af den virkelige historie.

Den bekymring deles blandt andet af historieprofessor Dick Harrison ved universitetet i Lund, som beskriver problemet i forordet til sin bog ”Trediveårskrigen” fra 2018:

”Et sjældent diskuteret problem i vore dages historikerverden er, at kopierne er i gang med at overtage originalerne. Via dramatiseringer, re-enactments, tv-serier, computerspil og film tårner den virtuelle historie sig op som mere virkelig, mere indflydelsesrig og for mange tilskuere mere ægte end den rigtige historie.”

Harrison uddyber problemet over for Kristeligt Dagblad:

”Fiktionalisering følger normalt planlagte spændingsforløb med store doser af Hollywood. Det gør fiktion mere maskeret end historien. Eller rettere sagt, historien er bare et scenarie, der bruges til at fortælle om nutiden. Du tror, du lærer om historien, men det gør du ikke.”

Hans danske kollega Rasmus Glenthøj, lektor i historie ved Syddansk Universitet, er enig:

”Størstedelen af befolkningen får deres historiske viden gennem serier, romaner, film og computerspil – selvfølgelig får de også noget at vide fra skolen. Men folk står jo ikke i alenlange køer uden for butikken, når bøger udkommer om Svenskekrigene, 1864 eller Harald Blåtand. Det handler ikke om, at jeg eller andre historikere er forsmåede over, at vores bøger ikke sælger mere. Det handler om, at når man har stor magt som biograffilm og tv-serier, har man også et ansvar.”

Maria Helleberg, forfatter til historiske romaner, prøver at leve op til det ansvar. Hun gør sig umage med at formidle historien baseret på fakta, hvor hun så digter, hvordan og hvorfor historien formede sig, som den gjorde. Så at sige optegner hun linjerne mellem de historiske holdepunkter.

Helleberg forstår ikke, hvorfor filminstruktører og andre udøvere af historisk fiktion ikke holder sig tæt til historien:

”I filmen påstår de, at Christian IV spærrede Kirsten Munk inde, men i virkeligheden skred hun selv. Det er da en mere interessant udfordring at prøve at forklare, hvorfor hun gik fra sin konge og børn i stedet for at sværte Christian til som et dumt svin, der spærrer hende inde. Hvis historien giver dig et benspænd, så må du lade dig fælde af det. Man bliver glad for historiens benspænd, for det får én til at tænke.”

Forfatteren kommer med et forslag:

”Det ville fungere meget bedre, hvis filmen informerede om, hvad der er lavet om i forhold til historien.”

Undersøgelser har vist, at historiske film faktisk påvirker publikums opfattelse af historien. Et amerikansk studie fra Washington University i 2009 dokumenterede, at selvom folk fik faktuel tekst om historien sammen med et klip fra en film, hvor historiske begivenheder blev dramatiseret, huskede testpersonerne de fejlagtige informationer fra filmen i mere end halvdelen af tilfældene.

Også en dansk undersøgelse fra Nationalt Videncenter for Historie og Kulturarvsformidling om DR’s tv-serie ”1864” viser, at serien påvirkede folks syn på Anden Slesvigske Krig. 1.000 repræsentativt udvalgte danskere blev før og efter serien spurgt, om de var enige i, at krigen først og fremmest skyldtes de danske politikeres dumhed, og her erklærede 39 procent sig enige før serien, mens 57 procent erklærede sig enige efter.

”Historiske film har haft stor indflydelse. Efter ’Braveheart’ kom der en stigning i skotsk selvfølelse. Vikinger får et kæmpe boost, og selvom vi godt ved tv-serien ’Vikings’ er underholdning, så former populærkultur billedet af fortiden” fortæller Peter Brunbech, videnscenterchef fra Nationalt Videnscenter for Historie- og Kulturarvsformidling og fortsætter:

”Populærkulturen bestemmer, hvad har vi inde på radaren. Hvidstengruppen har fået langt større opmærksomhed efter filmen, og vi er også alle sammen overbevist om, at vi ved, hvordan det foregik i 30’erne på grund af ’Matador’.”

De historikere, Kristeligt Dagblad har talt med, er enige i, at kunstnere skal have fuldstændig frie rammer, og Peter Brunbech mener ikke, historikere hverken kan eller bør stille regler op for kunstneres arbejde med historien.

”Jeg er lidt træt af den evige diskussion om historisk korrekthed, fordi den ofte skaber nogle mærkelige diskussioner om uniformsknapper og lignende, der spærrer for den vigtigere diskussion af, hvilken kunstnerisk fortolkning af historien, der præsenteres. Og dén diskussion er vigtig, fordi historiefilmene har stor indflydelse på det, vi tænker, vi ved om historie.”

Derfor mener Brunbech også, at museer og uddannelsessektoren har et stort ansvar.

”Vi skal uddanne folk i historiebrug – hvordan andre mennesker bruger historien. Nogle kunstnere bruger den til at tjene penge, som en moralsk pegefinger eller til at fortælle en sød kærlighedshistorie. Nutidig historieundervisning handler ikke kun om at formidle fakta om gamle dage, men også om at lære elever og studerende at forholde sig kritisk til andres brug af historien.”

Debatten om kunst versus sandheden går helt tilbage til antikken, hvor Aristoteles og Platon var uenige om, hvilket greb der bedst formidlede sandheder. Aristoteles mente, at poetiske sandheder indholdt dybere og højere sandheder, mens Platon mente, at kunsten var en imitation af virkeligheden og dermed blot en forvrængning.

Historiker og tidligere museumsinspektør på Frederiksborg Museum Steffen Heiberg perspektiverer yderligere:

”Det er jo en ældgammel diskussion. Noget historisk fiktion lægger sig tæt op ad historien, og nogle er langt fra. Men for enhver fiktionsforfatter står historien til fri afbenyttelse.”

Alligevel tilskynder Heiberg kunstnerne til at være mere historisk korrekte for deres egen skyld:

”Et værk bliver mere overbevisende, jo mere historisk korrekt, det er.”

Historikeren fremhæver I. P. Jacobsens værk ”Marie Grubbe” som værende gennemresearchet med hensyn til klædedragter og interiør, endda også i forhold til dialogen. I den anden ende af spektret husker han, da han som dommer i en konkurrence om at skrive historisk fiktion på Gyldendal skulle læse et par fortællinger tidssat i middelalderen.

”Romanerne havde nogle indgående sexscener med bønder. Hvis man ved bare lidt om hygiejneforholdene for landbefolkningen i middelalderen, så bliver scenerne straks meget utroværdige.”

Heiberg forklarer en udfordring for kunstnere, der skulle have lyst til at være komplet historisk korrekte: ”Forfatterne kan ikke gøre sig fri af nutidens moralske normer, så en nutidig kunstner må tage hensyn til dem. For eksempel ville det se mærkeligt ud, hvis en fiktionsforfatter forsvarer Hitler.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra instruktøren af ”Christian IV – Den Sidste Rejse”, Kasper Kalle.