På Slotsgade og Nygade i Aabenraa er 11 boliger fra 1700- og 1800-tallet blevet affredet. I det fine historiske Ribe er otte huse blevet affredet, og Slots- og Kulturstyrelsen er nu nået til de sidste affredninger, som primært er beliggende i hovedstaden – her er blandt andet affredet et hus fra 1600-tallet.
Bølgen af affredninger begyndte at rulle i 2012, men den er taget til, og sidste år blev 81 huse affredet, hvilket er det højeste antal, siden Danmarks Statistik begyndte at føre statistik på området i 2012.
Affredningen af husene betyder ifølge kendere, at det historiske kulturmiljø i byerne kan være truet af altaner, store kviste, ekstra tagetager, forfald og i værste fald nedrivning. Når bygningerne bliver affredet, bliver de oftest udpeget som bevaringsværdige, hvorefter kommunerne får ansvaret for at passe på de kulturhistoriske værdier. Men ifølge eksperter passer ikke alle kommuner godt på deres bygninger.
Bølgen af affredninger fra Slots- og Kulturstyrelsen er kommet efter, at styrelsen fra 2010 til 2016 gennemgik Danmarks omkring 9000 fredede huse. Bygningerne tæller alt fra et baggårdstoilet til statens slotte. Styrelsen har affredet husene, fordi Det særlige Bygningssyn, der rådgiver kulturministeren i bygningsfredningsspørgsmål og som består af fagfolk, har vurderet, at husene ikke har tilstrækkeligt stærke fredningsværdier til at blive på listen. Bygningen skal nemlig have værdier på nationalt plan og fortælle historien om tiden, som den repræsenterer.
Enhedschef for Center for Kulturarv i Slots- og Kulturstyrelsen, Merete Lind Mikkelsen, fortæller, at for langt de fleste affredede huse findes der i forvejen flere og bedre eksempler på bygningstypen, og at husenes indre ikke har nogen fredningsværdi. Eksempelvis er den gamle rumfordeling væk, og der er etableret storrumskontorer.
Men i langt de fleste tilfælde har selve facaden været årsagen til den oprindelige fredning, og ejerne har derfor bevaret facaderne ved at bruge historiske teknikker og materialer til at vedligeholde bygningerne. Nu frygter blandt andre lektor Søren Vadstrup med speciale i bygningsbevaring fra Kunstakademiets Arkitektskole, at facaderne risikerer at blive udstyret med eksempelvis altaner eller store kviste.
”Der er noget historisk i det. Et gammelt hus er ikke skabt til eksempelvis en altan. Vinduerne passer ikke til det, og arkitektonisk er det helt galt. Især bør man opretholde fredninger ved husrækker i historiske miljøer. Ellers kan det komme til at se forfærdeligt ud.”
Han plæderer for, at Slots- og Kulturstyrelsen i stedet for at affrede hele bygningen opretholder fredningen af facader og tag, som Bygningsfredningsloven rummer muligheden for.
Søren Vadstrup er også skeptisk over for, at bevarelsen af de gamle huse nu skal håndhæves af kommunerne.
”At et hus er bevaringsværdigt, er ikke en reel sikkerhed. Kommunen har ikke magtmidler til at sikre noget som helst andet end en nedrivning. I kommunerne er det meget nemmere for en ejer eller entreprenør at påvirke beslutningerne. De grove gør, som de vil, mens andre får lov af vennerne på rådhuset.”
Lektoren nævner dog, at nogle kommuner, såsom Dragør, Ribe, Ærø, Helsingør og Køge, er dygtige til at passe på kulturarven lokalt. Men han fortæller også, at i andre kommuner bliver især enkeltstående, bevaringsværdige huse revet ned for udviklingens skyld.
Et eksempel på, at et bevaringsværdigt hus ikke nødvendigvis er sikret af kommunen, er de nu nedrevne gamle slagtergårde på Vesterbro i København. Det fortæller Karen Margrethe Olsen, der er formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Hun er også meget forbeholden over for affredningerne.
”Når bygningerne bliver affredet, så er vi på Herrens mark. Groft sagt, så er det ikke en topprioritet for kommunerne at passe på bevaringsværdige bygninger. Kommunerne har andre prioriteter. De har svært ved at sige nej, hvis der kommer en ejendomsudvikler og peger på en grund og siger, at han gerne vil købe den, hvis han må rive bygningen ned og bygge nye lejligheder. Det er, hvad mange kommuner forstår ved udvikling. Så kommer der en ny ejendom, der ikke er bygget til hovedgaden eller torvet, hvilket ødelægger det samlede miljø.”
Merete Lind Mikkelsen fra Slots- og Kulturstyrelsen erkender, at mulighederne for sikring af de kulturhistoriske værdier er svagere i kommunalt regi.
”Vi er bevidste om, at kommunerne kan have andre prioriteringer end at passe på de gamle huse, men vi følger bygningsfredningsloven. Vi kan ikke lade være med at affrede bygninger, der reelt ingen fredningsværdier har, fordi vi frygter, at nogen ikke vil passe ordentligt på bygningerne. Men vi forventer da, at kommunerne passer på deres lokale kulturarv, og det er jo også oftest tilfældet”.