Det er hørt før, at Adolf Hitler – før han blev Tysklands nazistiske diktator – levede af at male pastelmalerier og drømte om en fremtid som maler. Også, at han senere blev en umættelig kunstsamler og – under Anden Verdenskrig – en af verdenshistoriens mest brutale kunsttyve.
At kunsten var så voldsom en besættelse for ham, at den sandsynligvis påvirkede dannelsen af ham som politiker, er en ny facet i billedet af Hitler, men en vinkel, der bør med, hvis man skal forstå den uhyrlige personlighed, som Hitler udviklede sig til. Det mener den tyske kunsthistoriker Birgit Schwarz, der anses for at være en ekspert i Hitlers forhold til kunst.
I et interview om sin seneste bog, "Geniewahn: Hitler und die Kunst" (Et genis vrangforestillinger: Hitler og kunsten), med det tyske magasin Der Spiegel, understreger Birgit Schwarz, at grundlaget for Hitlers politiske karriere lå i hans forestilling om, at han var et kunstnerisk geni.
– Han var overbevist om, at han var et geni, som i kraft af sin overlegne personlighed kunne gøre alt og gøre, hvad der passede ham, siger Birgit Schwarz til Der Spiegel.
Hun peger på, at Hitlers ide om en fører også udspringer af overbevisningen om at være en genial kunstner. Det var den, der gav ham selvtilliden til at forfølge sine politiske mål. Han var sikker på, at han var en exceptionel figur og lige det, verden havde brug for – en "diktator, der er genial" – som han sagde allerede i begyndelsen af 1920?erne.
– Uden opfattelsen af sig selv som kunstner ville Hitler aldrig have været i stand til at se sig selv som et geni. Derfor var han også nødt til hele tiden at bekræfte sin kærlighed til kunsten, siger Birgit Schwarz.
Forestillingen om at være genial rummer efter hendes mening også en del af forklaringen på Hitlers udryddelse af jøderne. I hans verden var genier hævet over moral. Som hans propagandaminister Joseph Goebbels skrev på et tidspunkt; "genier fortærer mennesker".