Landspolitikere fra flere partier har fået øjnene op for, at Danmarks karakteristiske missionshuse er ved at forsvinde, sådan som Kristeligt Dagblad beskrev i avisen i onsdags.
Det handler om de nøjsomme rødstensbygninger fra omkring 1900 med skifertage, kors og bibelske navne på facaden, som opført af frivillige missionsfolk har præget mangen en landsby-hovedgade i generationer.
Men nu er der tyndet godt ud i dem, mange er solgt fra, bygget om, revet ned eller står tilbage i en dårlig forfatning, også selvom flere af dem er bevaringsværdige.
Så skal de ikke forgå helt, må der gøres noget, mener blandt andre Dansk Folkeparti, der vil have de gamle missionshuse på finansloven, så folk i landdistrikterne kan søge penge til at redde dem og bruge dem til foreningsliv.
”Missionshusene rummer et stykke danmarkshistorie og har været rammen om folkelige forsamlinger i mange landdistrikter. Mange af dem er ikke længere i Indre Missions eje, men de kan stadig benyttes som mødested. Det er en kulturarv, vi skal bevare, og det er altså små millionbeløb, vi taler om her,” siger Dansk Folkepartis kirkeordfører, Mette Hjermind Dencker.
Også Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm, vil have en redningsplan for missionshusene.
”Det er utrolig relevant, at regeringen skaffer et overblik over, hvad der er af bevaringsværdige missionshuse og laver en strategi for, hvad der kan gøres for at sikre dem. De karakteristiske bygninger er en del af vores kirke- og kulturhistorie,” siger Louise Schack Elholm, som vil rejse sagen over for kirke- og kulturminister minister Joy Mogensen (S).
Fra Socialdemokratiet synes kulturordfører Jakob Sand Kjær, at missionshuse er på linje med ”så meget andet”, som kan være værd at bevare.
”Men måske har man ikke været så opmærksom på, at de er ved at forsvinde, og det er en vigtig del af kulturarven at bevare bygninger, som repræsenterer en særlig historie,” siger han.
Der er flere forklaringer på, at missionshuse kan være fløjet under bevarings-radaren, mener kirkehistoriker Kurt E. Larsen. For det første har urbaniseringen og frafald i missionen gjort sit til, at mange af husene mistede deres berettigelse på blot 30-40 år. For det andet er det ikke alle missionshuse, der er værd at bevare. For det tredje kom de til verden ved lokal frivillighed og har derfor ikke en stor pengestærk organisation i ryggen.
Og så er der også et ”for det fjerde”, mener han. Nemlig at undseelige huse i landdistrikterne måske ikke har den store landsdækkende bevågenhed.
”De fleste missionshuse står på landet, og det er rigtig langt væk fra København. Det er sikkert ikke uvilje, men for folk i eliten har det altid været lidt uden for horisonten, hvad der foregik i de små byer,” siger han.
Det synspunkt kan Hans Grishauge, tidligere sekretariatsleder i Vartov, København, nu bosiddende i Himmerland, godt genkende.
”En eller anden radarfunktion er der jo, i og med at nogle af dem er fredet. Men for de missionshuse og frikirker, som er lukkede, og som ikke er fredede, kan civilsamfundene betyde rigtigt meget. Så jeg vil gerne heppe på lokale borgere og foreslå, at man undersøger, om man kan få lov til at overtage de bedste af bygningerne. Det kræver ildsjæle, men vi er da lykkedes med det i Hornum, hvor den gamle grundtvigianske frikirke i dag er lavet om til Kulturhus Søttrup med foredrag, samtaler, fællessang og folkeoplysning,” siger han.
Også i Nørre Alslev på Falster og i Bisserup på Sydvestsjælland gik lokale borgere sammen om at redde deres nedlagte missionshus.
I sidstnævnte landsby genopstod det bevaringsværdige, men forfaldne missionshus Zarepta således for få uger siden som lokalt samlingssted, renoveret af frivillige, med støtte fra fonde og Slagelse Kommune. Og i det ydre ligner bygningen sig selv med kors, navn og bibelordet ”Land, Land! Hør Herrens Ord” på gavlen.
Dermed har missionshuset beholdt sin karakter og bidrager til den kulturhistorie, det er en del af, mener en af de frivillige i borgerforeningen Bis’koppen, Kirsten Lichtenberg.
”Vi syntes, det var synd at lade det smukke gamle hus forfalde helt. Det har altid haft en fremtrædende plads i landsbyen, og nu lever det igen. Her er strikkeklub, mødreklub og café, og kirken bruger også huset til foredrag,” siger hun.
Fra Slots- og Kulturstyrelsen oplyser enhedschef Merete Lind Mikkelsen, at Det Særlige Bygningssyn om kort tid tager fat på arbejdet med en ny fredningsstrategi, hvor man vil se på hele bygningsfredningsområdet – også spørgsmålet om yderligere fredninger af missionshuse.