Hjælpen til de mest udsatte bløder økonomisk

Nedlukningen af flere hundrede genbrugsbutikker har betydet milliontab for sociale organisationer. Vi mangler penge til det daglige rugbrødsarbejde, lyder det fra Frelsens Hær

 Bent Petersen er daglig bruger af det sociale værested Café Parasollen i Vejle. Han kan ikke undvære sine besøg, selvom coronarestriktioner betyder, at han indimellem må vente på at få en plads. – Foto: Michael Drost-Hansen.
Bent Petersen er daglig bruger af det sociale værested Café Parasollen i Vejle. Han kan ikke undvære sine besøg, selvom coronarestriktioner betyder, at han indimellem må vente på at få en plads. – Foto: Michael Drost-Hansen.

Mens det meste af Danmark er lukket ned, er varmestuer og væresteder ofte det eneste sted, hvor socialt udsatte og ensomme kan få et måltid mad og møde andre mennesker. Men manglende indtægter på grund af lukningen af genbrugsbutikker rammer de sociale organisationer hårdt.

Frelsens Hær, Blå Kors, Røde Kors og Kirkens Korshær har mistet mindst 40 millioner kroner siden jul, fordi deres genbrugsbutikker har været lukket siden slutningen af december.

”Genbrugsbutikkerne finansierer det daglige rugbrødsarbejde. Alt det, der er svært at skabe opmærksomhed omkring. Det gælder for eksempel en hjemløs, der skal have aftensmad en helt almindelig onsdag aften,” siger Lars Lydholm, der er informationschef i Frelsen Hær. Lars Lydholm vurderer, at Frelsens Hær lige nu mangler 1,5 millioner kroner i indtægter hver måned.

Røde Kors driver 240 genbrugsbutikker og har mistet den omsætning på i alt 35 millioner kroner, som organisationen plejer at have i januar og februar. Det betyder et tab i nettoindtægter på mindst 12 millioner kroner.

”Vi mangler pengene, fordi vores aktiviteter stiger og stiger på grund af corona. Vi følger ældre til vaccination og udvider hjælpen til ensomme og familier. Vi er heldige, at vi ikke har måttet lukke aktiviteter ned, fordi vi er en del af en stor organisation, og hovedbestyrelsen har bevilget ekstra midler,” fortæller leder af genbrugsbutikkerne i Røde Kors Tina Donnerborg.

Blå Kors, der driver 12 væresteder og familiearbejde over hele landet, har godt 10 millioner kroner i nettotab efter to måneders lukning af genbrugsbutikkerne.

”Vi mærker det helt tydeligt på bundlinjen. De to måneder, butikkerne har været lukket, udgør en sjettedel af året, og efterspørgslen på at bruge vores væresteder er nærmest større end før corona,” siger generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre.

Generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach fra indsamlingsorganisationernes brancheorganisation Isobro har ikke noget samlet tal for, hvor mange penge nedlukningen koster de humanitære organisationer.

”Det rammer de frie midler, som ikke er bundet til et særligt projekt. Man glemmer, at det er driften, som er fundamentet for organisationerne. Det er udgifter til husleje, varme og personale, der bliver ramt,” siger Kenneth Kamp Butzbach

Som følge af coronakrisen fik de sociale organisationer i 2020 en hjælpepakke på godt 50 millioner kroner, der var øremærket til eksisterende projekter og udvikling af nye projekter, men ikke til generelle driftsudgifter.

”Men hvem skal lave de gode, udviklende projekter, hvis ikke der er penge til at betale varmeregningen?” spørger Kenneth Kamp Butzbach.

Regeringen forhandler i øjeblikket med Folketingets partier om en ny hjælpepakke, og Kenneth Kamp Butzbach håber, at politikerne vil give mulighed for støtte til organisationernes drift.

Samme håb har chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen. Kirkens Korshær driver 40 varmestuer over hele landet. I sidste uge kom det frem, at den velgørende organisation lider et tab på 2,5 millioner kroner om ugen på grund af nedlukningen af 240 genbrugsbutikker. Midler, der ellers skulle gå til varmestuerne.

”Hvis ikke vi kan åbne efter den 28. februar, står vi i en meget alvorlig situation. Skal vi opretholde varmestuerne, er det nødvendigt, at vi får støtte til driftsudgifter som husleje og varme,” siger Helle Christiansen.

Kirkens Korshær vil også undersøge muligheden for at få hjælp i sogne, der har ubrugte midler på grund af kirkelukninger.

Andre organisationer som KFUM’s Sociale Arbejde, der blandt andet driver et værested i Vejle, er knap så hårdt ramt, fordi økonomien primært er baseret på fondsmidler.

Socialminister Astrid Krag (S) forhandler i øjeblikket med Folketingets partier om den ny hjælpepakke. Ministeren vil på grund af forhandlingerne ikke komme ind på detaljer i en kommende pulje.

”Vi har løbende afsat ekstra midler til organisationernes indsats. Hvis varmestuer lukker, så skal kommunerne træde til med hjælp,” skriver Astrid Krag blandt andet i en mail.

Venstres socialordfører, Marie Bjerre, mener, at det går for langsomt med at finde en løsning.

”Vi vurderer, at der er flertal for en hurtig hjælpepakke på 30 millioner kroner og kan ikke forstå, at der ikke sker mere,” siger Marie Bjerre.