Hjælpeorganisationer får rekordmange ansøgninger om julehjælp

Hos Blå Kors Danmark har 12.086 familier på overførselsindkomst lagt billet ind på hjælp til julemad og gaver.

Mange familier er presset af stigende forbrugerpriser, og det giver rekordmange ansøgninger om julehjælp hos hjælpeorganisationer som Blå Kors Danmark og Dansk Folkehjælp. (Arkivfoto).
Mange familier er presset af stigende forbrugerpriser, og det giver rekordmange ansøgninger om julehjælp hos hjælpeorganisationer som Blå Kors Danmark og Dansk Folkehjælp. (Arkivfoto). Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Flere hjælpeorganisationer melder om rekordmange ansøgere til julehjælp.

Det gælder blandt andre organisationen Blå Kors Danmark, der har modtaget 12.086 ansøgninger om hjælp til julemad og gaver.

Til sammenligning modtog man sidste år ansøgninger fra 8668 familier, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Mange familier er presset af stigende udgifter til fødevarer og energi, forklarer generalsekretær Christian Bjerre.

- Familiernes økonomi er presset i bund, og inflationen forværrer kun den situation.

- Nogle familier har ikke råd til madpakker til deres børn eller springer måltider over, mens andre er stoppet med at betale af på deres gæld, siger Christian Bjerre.

En anden hjælpeorganisation, Dansk Folkehjælp, oplyste torsdag, at 18.796 familier har lagt billet ind på julehjælp fra organisationen.

Det er ifølge organisationen rekordhøjt og knap 2000 flere end sidste år.

Knap hver fjerde af ansøgerne - 23 procent - har aldrig tidligere ansøgt om julehjælp.

- Man får ikke lige så meget i supermarkedet for de samme penge, og samtidig er rådighedsbeløbet skrumpet for de fleste.

- Det skaber en desperation for, hvordan man skal komme igennem højtiden, sagde Peder Thorning, konstitueret generalsekretær i Dansk Folkehjælp, torsdag til Ritzau.

Hos Blå Kors Danmark uddeles julehjælpen til familier med hjemmeboende børn under 18 år, hvor forældrene eller forælderen er på overførselsindkomst.

Ansøgningsfristen var 24. november, og familierne vil i begyndelsen af december på besked om, hvorvidt de er blandt modtagerne.

Man kommer formentlig til at skuffe nogle af familierne, siger kommunikationschef og chef for CSR (Corporate Social Responsibility, red.) Thomas Røddik Korneliussen.

- Vi har stadig et håb om, at vi kan nå at samle flere penge ind til julehjælpen via private og fonde, inden vi begynder at uddele hjælpen. Men vi må nok se i øjnene, at vi ikke kan hjælpe alle, siger han til Ritzau.

Hos Blå Kors består julehjælpen af et gavekort på 500 kroner til en detailkæde samt et gavekort på 200 kroner til Blå Kors' genbrugsbutikker.

Ifølge Danmarks Statistik har de seneste måneder budt på de højeste stigninger i forbrugerprisindekset siden 1982.

Priserne på især fødevarer og energi er skudt i vejret, blandt andet som følge af krigen i Ukraine.

/ritzau/