Prøv avisen

Hjemløse får tæsk

"Vi får folk ind i vores natvarmestue, som er blevet sparket på af grinende unge mennesker. Det oplevede vi aldrig for fem-ti år siden," siger leder af Korshærens varmestue i Århus. Foto: Kristian Djurhuus

Vold mod landets hjemløse er steget markant inden for få år, lyder det fra sociale væresteder, som bakkes op af ny undersøgelse

Hver tredje hjemløs har inden for det seneste år været udsat for spark, slag, kvælningsforsøg eller angreb med kniv eller skydevåben.

Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Socialt Udsatte og Statens Institut for Folkesundhed, ifølge dr.dk.

Og volden mod hjemløse er blevet værre inden for få år, fortæller lederen af Kirkens Korshær i Århus, Ove Lauritsen.

Sparket af unge mennesker

"Vi får folk ind i vores natvarmestue, som er blevet sparket på af grinende unge mennesker. Det oplevede vi aldrig for fem-ti år siden," siger Ove Lauritsen til dr.dk.

Flere hjemløse vælger derfor at sove foran nattjenestens dør eller foran butikker, fordi det er mere trygt.

"Vi får henvendelser fra 7-Eleven om, at det er generende, at de hjemløse ligger ude foran butikken. Men de ligger der kun fordi der så er nogen, der kan ringe efter hjælp, hvis folk ikke er gode ved dem," siger Ove Lauritsen.

Værre end forventet

Undersøgelsen, som er den første kortlægning af hjemløses sundhedstilstand, viser desuden, at de hjemløse har det langt værre end forventet.

"Resultaterne er alarmerende. Vi var godt klar over, at gruppen har en dårligere sundhedstilstand end den almindelige befolkning, men at forskellen er så markant er overraskende og i den grad bekymrende," siger formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, til Ritzau.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer uddelt til knap 1300 brugere af væresteder, herberger, natcaféer og andre sociale tilbud i flere end 40 danske byer.