Prøv avisen

Hjemløse fotograferer deres liv

Mange hjemløse lever en tilværelse i ensomhed. De har mistet kontakten til familie, venner og pårørende og er i stedet blevet afhængige af guldøllen, stofferne og hunden. Foto: Arkiv

Hjemløse er ikke kun de mennesker, der lever livet på gaden. Det er også dem, der lever en tilstand med alkohol, ensomhed og psykiske problemer, viser en fotoudstilling af de hjemløses liv

Indkøbsvognen er tom ligesom tilværelsen på mange måder kan virke tom og meningsløs, når man ikke har nogen familie, intet netværk eller noget sted at bo.

Det sorte og gule tæppe med stjerner, sole og måner er bredt ud i hjørnet af en opgang, hvor der ikke er andet end spindelvæv at få øje på. Endnu en nat som hjemløs.

Sådan ser et af billederne i udstillingen 'Vis mig hvor du har overnattet' ud. Kirkens Korshær har udleveret 150 engangskameraer til nogen af de godt 9000 socialt udsatte, der hver uge kommer på Kirkens Korshærs varmestuer rundt om i landet. Det er blevet til en serie på 42 billeder om de hjemløses liv, som nu udstilles i Vor Frue Kirke i København, de hjemløses kirke.

Tonerne fra orgelet breder sig i kirken og når helt ud i forhallens ene fløj, hvor de hjemløses billeder er udstillet. Der er billeder af den klassiske barnevogn fyldt til randen med tøj, skrald og flasker, af den sorte labradorhund, af livet på gaden og på bænken. Og så er der de mere utraditionelle billeder af lejligheden med sofaer og lysestager på bordet og af en seng fyldt med bamser.

Ifølge kampagneleder i Kirkens Korshær, Heiner Lützen Ank, er der ikke nogen klar grænse for, hvornår man er hjemløs. Han peger på et billede af nogle bamser, der sidder på en seng med et lyseblåt sengetæppe.

"Jeg forstiller mig, at det her er en af de mange psykisk syge, der kommer i varmestuerne. En, der har haft behov for at give al sin kærlighed til bamserne. Personen har sikkert ikke så mange andre i sit liv, men har grebet chancen for at vise sit liv frem," siger han og fortsætter:

"Vi andre har også brug for, at vennerne og familien lægger mærke til os. Hvis ikke de gør det, kan vi bare ringe til dem. Men det kan de hjemløse ikke. De er vant til, at man lægger mærke til dem, fordi de lugter, larmer eller sidder og drikker. Men her kan de vise præcis det, de vil. Deres liv er også andet end at stikke sig med en kanyle i halsen eller i lysken," siger han.

"Men alkoholen og stofferne er ofte også en del af de hjemløses liv. Et liv, som ingen vil ønske sig, og derfor har flere hjemløse også valgt at vise det billede måske for at skræmme andre fra at ende i en lignende situation," lyder det fra Heiner Lützen Ank.

Han stopper ved et billede af en mand, der skal til at ryge af en hjemmelavet hashpibe. Han og mange af de andre hjemløse på billederne er så skrøbelige, at de ikke kan klare en normal hverdag, påpeger han.

"Vi er i en situation, hvor alle skal presses ud i arbejde. Men jeg har svært ved at forestille mig, at den her mand kan arbejde," siger han om manden med hashpiben.

Orgelet i Vor Frue Kirke er for en stund holdt op med at spille. Gæsterne myldrer ind, og et stort hold pensionister stopper ved udstillingen, som sammen med kirken bliver vist frem af en guide. Domkirkens medarbejdere er glade for at kunne vise de hjemløses billeder til kirkens gæster.

"Vi har også konfirmander fra det bedre borgerskabs skole. De lærer en anden dimension af livet, når de ser de hjemløse som mennesker med en historie. De er ikke kun hjemløse, men rigtige eksistenser med hunde, blomster og senge," siger sognemedhjælper Susanne Torgard.

For mange hjemløse er en bænk i parken eller et hjørne i en opgang det sted, de tilbringer natten. Foto: Arkiv
Uden den trofaste hund ville det være endnu sværere at klare tilværelsen som hjemløs – på mange af udstillingens billeder er hunden tro følgesvend. Foto: Arkiv
Dagligdagen er for mange hjemløse præget af et stort misbrug af stoffer og alkohol. Årgangsøllen er ofte det sidste, de ser, inden de i en tåget rus lægger sig til at sove, og det første, de smager, når de slår øjnene op igen. Foto: Arkiv
Mange hjemløse har samlermani. Nogle samler på fyldte sorte affaldssække og andre på forskellige figurer i ler, porcelæn og gips. Foto: Arkiv