Prøv avisen

Hjemløse unge kan håbe på tag over hovedet

I finanslovsaftalen, som regeringen indgik med Venstre og De Konservative tirsdag aften, er der afsat 20 millioner kroner årligt over fire år til "unge, som er i risiko for hjemløshed". Arkivfoto. Hjemløs i København. Foto: Jørgen Schytte Denmark

Finanslovsaftalen lover 80 millioner kroner over fire år til hjemløse unge. Men det er uvist, hvordan pengene skal bruges, og hvor øremærkede de faktisk er

For bare tre måneder siden stod sociale organisationer på nakken af hinanden for at råbe politikerne op. Noget måtte gøres for de stadigt flere unge mellem 18 og 24 år, som ender som regulære hjemløse, lød råbene.

Noget tyder på, at politikerne på Christiansborg hørte efter.

For i finanslovsaftalen, som regeringen indgik med Venstre og De Konservative tirsdag aften, er der afsat 20 millioner kroner årligt over fire år til unge, som er i risiko for hjemløshed.

LÆS OGSÅ: Regeringen sidder mere sikkert efter blå finanslov

Den gruppe unge er vokset. I august viste den årlige hjemløsekortlægning fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, at antallet af unge hjemløse var steget med 80 procent på bare fire år. Fra 633 i 2009 til 1138 i 2013. I alt er der knap 6000 hjemløse i Danmark.

På den baggrund er det rigtig positivt, at politikerne nu for alvor sætter fokus på hjemløse unge, mener Lars Benjaminsen, socialforsker hos SFI og ansvarlig for den årlige hjemløsekortlægning.

De mest udsatte unge, som er langt fra uddannelsessystemet og ikke har mulighed for at få et arbejde, har ikke råd til at betale en husleje. Til dem er et målrettet boligtilskud formentlig det mest virksomme. Dernæst er der behov for at skrue op for den sociale støtte, for de her unge har mange sociale problemer og har brug for sociale tiltag.

SFIs undersøgelser har vist, at mange unge hjemløse overnatter hos venner og bekendte, og selvom de dermed ikke personificerer den sovende mand på en varmerist på gaden, er der grund til bekymring, fastslår Lars Benjaminsen.

De unge har ofte psykiske sygdomme og misbrug, og som sofa-surfere slider de typisk deres relationer op, så de til sidst ikke længere kan finde overnatningsmuligheder. Derfor kommer de ud i yderligere marginalisering, så det er på ingen måde en løsning at sove rundt omkring på sofaer.

I kølvandet på finanslovsaftalen om de i alt 80 millioner kroner til hjemløse unge rejser sig dog flere spørgsmål, som der ikke endnu findes svar på: Hvor skal pengene komme fra, og hvordan skal de bruges?

Finansministeriet henviser til Social-, Børne- og Integrationsministeriet, som oplyser, at aftaleparterne først nu skal drøfte det præcise indhold af aftalen. Hvilke organisationer, der skal administrere pengene, er ikke klart, ligesom det heller ikke er muligt at få udlagt betydningen af aftaletekstens lidt kryptiske formulering om en reserve på 20 millioner kroner årligt. Ordet reserve indgår ikke i andre af finanslovens socialpolitiske tiltag.

Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo, siger kortfattet:

Problemet med unge hjemløse har været overset meget længe, så i udgangspunktet er det fantastisk, at der nu er afsat penge til det. Nu skal vi til at finde ud af, hvad der skal gøres.

Fra Kirkens Korshær betoner leder Helle Christiansen, at der ikke er noget hurtig løsning på de hjemløse unges situation, og at de har behov for både en billig bolig, praktisk støtte i hverdagen og menneskelig hjælp til at se lysere på fremtiden.

Fra Rådet for Socialt Udsatte er formand Jann Sjursen tilfreds med tiltaget, men frygter, at pengene kan være genbrug.

Tidligere på måneden tilbageførte Københavns Kommune nemlig 73 millioner kroner til Social-, Børne- og Integrationsministeriet, fordi kommunen ikke mente at kunne betale de driftsomkostninger, som nye hjemløseboliger ville medføre.

Jeg håber, at aftalen fra finansloven drejer sig om nye penge, men min hypotese er, at parterne har skrabet alt, hvad de kunne, sammen fra Hjemløsestrategien (projekt, som har varet siden 2009 og udløber i december, til 500 millioner kroner under Socialministeriet, red.), og så er det jo genbrug. Men tiltaget er et godt skridt på vejen mod at bryde den meget alarmerende udvikling, vi har set med hjemløse unge, siger Jann Sjursen.