Prøv avisen

Hjemløse længes efter kærlighed

Michelle-Paola Pilbark, der går under gadenavnet ”Mjaoo”, har været hjemløs og stofmisbruger de fleste år af sit liv. Hun drømmer om en bolig, om at blive stoffri - men ikke mindst om at finde sin livskammerat. Foto: Leif Tuxen

Ny undersøgelse viser, at landets hjemløse ikke bare savner tag over hovedet og mad på bordet, men også længes efter nærvær, tryghed - og kærlighed. Alternative boformer kan afhjælpe ensomheden blandt gadens folk, mener gadepræst

Michelle-Paola Pilbark er omgivet af mennesker. Den spinkle hjemløse kvinder sidder på en bænk i solen på Vesterbro i København foran en café, der drives af Mændenes Hjem. Omkring hende står små klynger af mennesker, der snakker, drikker kaffe og spiser af de små hvide plastikkopper med frisklavet rabarbertrifli, som køkkenet netop har delt ud. Michelle-Paola sidder der midt i det hele. Alligevel føler hun sig ensom.

”Jeg savner en livskammerat. Det har jeg gjort hele mit liv,” siger hun.

Og Michelle-Paola Pilbark er langtfra alene om det savn.

En undersøgelse gennemført af Mændenes Hjem som led i Københavns Kommunes undersøgelse ”Blandt brugere af sociale tilbud” viser, at selvom bolig, mad og job står højt på de hjemløse og udsattes ønskeliste, så er de følelsesmæssige og eksistentielle længsler også velrepræsenterede. Blandt de knap 150 adspurgte svarer hele 58 procent, at de ofte eller altid føler sig ensomme og hele 28 procent, at deres livskvalitet er dårlig eller ligefrem meget dårlig. Og på spørgsmålet om, hvad der skal til for at forbedre deres livsvilkår, peger de ikke kun på basale nødvendigheder, men i lige så høj grad på tosomhed, tryghed og kærlighed.

”Nogen at være sammen med, kærlighed, arbejde og en lejlighed,” skriver én i sin besvarelse. ”Nyt job. En ny kæreste (kone)”, skriver en anden, mens en tredje tyer til engelske gloser for at udtrykke sine mest påtrængende ønsker til fremtiden: ”En bolig og en woman.”

Det kommer ikke bag på forstander for Mændenes Hjem, Ivan Christensen, at mange hjemløse har ondt i livet. Alligevel overrasker det ham, at antallet af hjemløse, der føler sig ensomme og ulykkelige, er så stort.

”Vi blev forstemte og berørte, da vi så tallene. Ensomheden er massiv, og livskvaliteten utroligt ringe for foruroligende mange mennesker. Og vi må indrømme, at vi blev overraskede over, hvor slemt det egentlig står til. Det giver også anledning til selvransagelse, for tallene viser jo, at vi bestemt ikke er kommet i mål med vores mission om at bidrage til at løfte de menneskers livskvalitet. Vi kan selvfølgelig ikke finde en kæreste til dem, men vi er nødt til at skabe bedre forudsætninger for, at de kan opfylde nogle af de drømme om nærvær, tryghed og fælleskab, som er så vigtige for dem,” siger Ivan Christensen.

På Vesterbro får Michelle-Paola øje på en ven, der står og ryger en smøg i et lille skur i midten af gården. En høj ranglet fyr med tjavset pandehår, der falder ned i øjnene. Hun springer op og bevæger sig hoppende og let svajende hen imod ham. Som en lille pige, der er lidt usikker på sit ærinde.

”Hej,” siger hun og lægger forsigtigt hånden på hans arm.

”Du skal bare ikke røre ved mig,” hvæser manden, og Michelle-Paola fortrækker hurtigt.

I går var de to ellers gode venner, men i dag er han måske skæv eller bare i dårligt humør. Og det er sådan, det er, siger Michelle-Paola. Alle er hårde og en smule utilregnelige. Man ved aldrig helt, hvor man har dem, synes hun.

”Jeg er selv kun 50 procent åben. Resten af mig holder jeg for mig selv. Og jeg er heller ikke selv nem at omgås. Jeg har været nødt til at blive hård og lære at slå fra mig. Ellers klarer man sig ikke,” siger hun og hiver med en hurtig bevægelse gebisset ud af både over og undermund for at understrege sin pointe.

”Jeg har fået et par slag, men jeg har også givet nogle igen,” griner hun tandløst, inden hun sætter tænderne tilbage på plads i munden.

Gadepræst Peder Thyssen kender det hårde liv på gaden. Han har set slagsmålene, misbruget og forfaldet. Men han har også set den anden side af gadens folk og lyttet til deres drømme og ønsker om helt almenmenneskelige værdier som nærvær, tryghed og stabilitet.

”De hjemløse og udsatte er ikke anderledes end alle os andre. De længes efter præcis de samme ting. Deres problem er, at deres forudsætninger for at indfri de ønsker til tilværelsen, som vi alle deler, er meget dårlige. De har ikke de sociale kompetencer, det kræver at skabe solide og blivende bånd og relationer. Det er derfor, de er endt, som de er - ikke bare hjemløse og rodløse, men også dybt ensomme,” siger Peder Thyssen.

Det ærgrer ham, at der ikke tages hensyn til de eksistentielle og helt almenmenneskelige behov i den sociale indsats.

”Vi kan selvfølgelig ikke gå ind og skabe meningsfulde relationer og fælleskaber mellem de udsatte eller udvikle de hjemløses sociale kompetencer fra den ene dag til den anden, men vi kan godt skabe nogle rammer og vilkår for de mennesker, der giver dem bedre mulighed for at få mere tryghed og nærvær i deres liv. Vi bliver nødt til at tænke i alternative boformer og mere permanente herberger, der kan rumme mennesker, der fører kaotiske tilværelser, og give dem et fast holdepunkt og et fælleskab. Det er langtfra alle, der vil trives i egen bolig, men det betyder ikke, at de skal overlades til et ensomt liv på gaden afbrudt af midlertidige ophold på herberger,” siger Peder Thyssen.

Forstander for Mændenes Hjem, Ivan Christensen, er helt enig.

”Vi kan ikke fikse deres følelsesliv, men det betyder ikke, at vi ikke kan have blik for, at de helt grundlæggende følelsesmæssige og menneskelige behov også spiller en meget væsentlig rolle for mennesker, der lever på kanten af samfundet. Vores undersøgelse viser jo med al tydelighed, at de aspekter har stor betydning for deres livskvalitet,” siger han og fortsætter:

”Socialpolitisk er der fortsat meget, der kan gøres for at forbedre forudsætningerne for, at de ting kan lykkes. Vi mangler boliger både til dem, der drømmer om en etværelses helt for dem selv, og til dem, der har brug for bofællesskaber med støtte og ekstra omsorg. Og vi mangler jobs og frivillige aktiviteter. Det er de ting, der skaber forudsætningerne for at få overskud til at dyrke og pleje venskaber - og måske få en kæreste.”

I gården foran caféen spejder Michelle-Paola efter bilerne, der triller ind på den nærtliggende parkeringsplads. Hun vil ikke gå glip af den minibus, der om lidt kører en lille gruppe af herbergets brugere en tur til stranden.

Hun glæder sig til at se vandet, til at mærke sandet mellem tæerne og til at hænge ud med de andre i et par timer, inden bussen kører retur til Vesterbro. Vandet er nok stadig koldt, men de skal i hvert fald dyppe fødderne. Og måske have en is. Det bliver skønt, synes Michelle-Paola, der for en stund helt kan glemme, at hun i morgen er alene igen.