For et par år siden indledte Peer Balken en rejse tilbage i sit liv. Ikke en rejse i overført betydning, men en reel kortlagt tur rundt i Danmark for at besøge de cirka 26 forskellige steder, han nåede at være anbragt i løbet af sin barndom. Han har været i Flakkebjerg ved Slagelse. Hjerting ved Esbjerg. Tisvildeleje i Nordsjælland. Besøgt børnehjem, hospitaler, opdragelsesanstalter, hvor det for størstedelen gjaldt, at tæsk, overgreb og anden afstraffelse var en del af opholdet. Og hvor hovedparolen lød, at børnene intet var værd. At de ikke var der for deres blå øjnes skyld. Når man hører det hele sin barndom, så fæstner det sig og bliver sandheden.
”Jeg vænnede mig til ondskaben, til volden og overgrebene, men det havde den betydning, at jeg ikke har kunnet finde ud af at være voksen. Jeg har hele vejen gået med en følelse af, at jeg ikke har haft ret til at være i verden, fordi jeg var værdiløs. Jeg skammede mig over at være mig. Nu prøver jeg at forstå, hvorfor jeg er blevet til den, jeg er,” siger han.
Peer Balken sidder ved sit lille spisebord ved vinduet i sin etværelseslejlighed i Vanløse ved København og ryger sine hjemmerullede smøger. Han er en slank mand med ternet flannelsskjorte, lædervest og Wrangler-cowboybukser. Håret og fuldskægget er rødblondt, blikket er blidt.
Han flyttede ind i lejligheden i 2004, og det er det første rigtige hjem, han nogensinde har haft. Tidligere har han boet på værelser, overnattet hos bekendte, været hjemløs og i en periode også gået på landevejen. Han undskylder, at der ikke er så rent, men det er hans sted, og i vindueskarmen og på hylderne på væggen strutter velplejede stiklinger og potteplanter.
Han havde egentlig regnet med, at han ville drikke sig selv ihjel i den lejlighed. Han havde aldrig stiftet familie og havde svært ved at finde mening med tilværelsen. Han var glad for, at han nu havde fået sit eget hjem, hvor han kunne forsumpe. Men skæbnen ville det anderledes.
I 2005 så han en dokumentar på DR om drengehjemmet Godhavn, hvor han selv boede et par år som teenager. I dokumentaren berettede tidligere børnehjemsbørn og ansatte om systematisk svigt, vold og eksperimenterende medicinering. Peer Balken meldte sig ind i grupper på internettet for Godhavnsdrengene, og det ændrede alt.
”Da jeg fandt ud af, at der var andre, der havde oplevet det samme som mig og havde det ligesom mig, ændrede det alt. Det viste sig, at andre havde samme følelse af at skamme sig over at have besvær med at komme igennem livet.”
Allerede som spæd blev Peer Balken en del af systemet. Han blev født på Rigshospitalet som sin mors sidste barn i en flok på 12. Han var sin fars ottende barn. Peer Balken var svagelig og blev ramt hårdt af alle børnesygdomme, så i de første leveår var han indlagt en del på hospitaler og rekreationshjem. Men forældrene havde også svært ved at have ham og den lidt ældre storebror derhjemme. Da han var fem år, begik hans far selvmord ved at stikke hovedet i gasovnen.
”Det gjorde min mor syg. Hun gik helt i spåner og fik dårlige nerver. Hun var en kærlig mor, som elskede os, men i de perioder, hvor hun havde det rigtig skidt, kunne vi ikke være derhjemme.”
Peer og hans storebror Jan, som begge var efternølere, måtte bo andre steder. Nogle gange var det tre måneder ude og tre måneder hjemme. På et tidspunkt kom Jan i familiepleje, mens Peer fortsatte med at være væk hjemmefra – nogle gange i flere år ad gangen. Intet var nogensinde stabilt. Når de i selskab med deres mor mødte en bekendt på gaden, blev der altid givet udtryk for, at det var synd for moderen med ”de to uheldige vedhæng”.
”Min mor var fortvivlet over, at hun måtte sende os væk i lange perioder, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. I dag forstår jeg ikke, at ingen foreslog hende en mere permanent løsning med en plejefamilie for eksempel. I stedet var vi hele tiden på vagt, når vi var hjemme. For var det i dag, vi ville blive sendt af sted igen? Vi vidste, at det ville ske på et tidspunkt.”
På langt de fleste af de hjem og anstalter, han boede på, var fysisk afstraffelse og nedgørende adfærd helt almindeligt.
”At få tæv, blive straffet og talt ned til var en del af hverdagen langt de fleste steder. Selv på de bedre hjem følte jeg mig aldrig sikker. Det var kun hjemme hos min mor i København, jeg følte mig helt tryg. Ude var ondskaben. Det var farligt.”
Han var 13 år, da han sammen med sin mor, Erna, tog toget fra Københavns Hovedbanegård og med Grisen videre mod Tisvildeleje. Her skulle han bo på opdragelsesanstalten Godhavn, der var målrettet forældreløse eller ulykkeligt stillede drenge. Da han ankom til Godhavn, blev han vist ind i sekretærens kontor, hvor han skulle registreres og fotograferes. Billedet i sort-hvid sidder på hans journal fra dengang og viser en blond dreng med sideskilning og striktrøje, hvis blik tydeligvis er blevet afledt.
”Mit blik er gledet væk fra kameraet, fordi jeg uden for vinduet kan se, hvordan en lærer, der hed Otto, maltrakterer en dreng på min alder. Det var med knytnæver og spark over skinnebenet. Der vidste jeg, at jeg igen var kommet til et sted, hvor det handlede om at være usynlig. Et sted med systematisk tortur.”
Kort fortalt var opholdet på Godhavn tæsk og tyranni.
”Forstanderen havde en evne til at håndplukke sit personale med omhu. I de fleste tilfælde kunne man se, at lærerne direkte nød at afstraffe børnene. Skulle der komme nye ansatte til, som ikke delte værdierne på stedet, blev de hurtigt afskediget igen.”
Peer Balken var dog som ung teenager allerede hærdet efter de mange anbringelser og gik under betegnelsen ”adfærdsvanskelig”. Han havde nok erfaring til at vide, hvordan han kunne sno sig for at gøre opholdet lidt mere behageligt.
”Jeg var fuldt uddannet børnehjemsbarn og havde fundet nogle strategier, som var virkningsfulde. Jeg var god til at fedte mig ind hos andre voksne. En økonoma eller en kontorassistent, som kunne give mig småjobs, så jeg i højere grad kunne passe mig selv og sige: ’Fru dit og dat har bedt mig cykle på posthuset’, og så kom jeg lidt væk fra det hele.”
Han kunne dog ikke flygte fra, at han stadig som stor dreng tissede i sengen om natten. Det var han begyndt med igen, da han som femårig på et andet børnehjem oplevede, at en voksen mand forgreb sig på ham efter en middagslur.
”Som barn var jeg ikke så reflekteret, at jeg forbandt de to ting, men i dag er jeg sikker på, at mit sengetisseri havde at gøre med de seksuelle overgreb, jeg havde oplevet. Fra jeg var 10-11 år begyndte jeg selv at benytte sex som en metode til at skaffe mig fordele, hvor jeg nu var anbragt. Det lyder hårdt, men det var sådan, det var.”
Som man kender det fra andre børnehjemsberetninger fra eksempelvis pigehjemmet Hebron mange år tidligere, måtte også drengene på Godhavn lade sig ydmyge offentligt, hvis de tissede i sengen om natten.
”Så skulle jeg stille mig ud på gangen med mit lagen og mit dynebetræk, så de andre kunne kigge på mig, når de først gik ud for at klare deres morgentoilette og bagefter spiste morgenmad. Først når de var færdige, måtte jeg tage et bad og spise morgenmad. Men som regel var der ikke mere mad tilbage.”
Siden han begyndte sit projekt med at kortlægge sin egen barndom, har han skaffet sig adgang til en bunke af sine journaler fra dengang. Tykke sider af kraftigt, gulnet papir, hvor en del af siderne er håndskrevne. Af journalen fra Godhavn fremgår det, at personalet prøvede at kurere ham for sengevædning ved amfetaminbehandling. I et notat fra marts 1970 står der:
”Helt kureret for vandladning. Dette er en succes for Ercoril + amfetaminbehandlingen, da Peer måtte anses for et svært tilfælde.”
Peer blev nu ikke kureret. Til gengæld var han blevet stofmisbruger efter børnehjemmets amfetaminbehandling. Om morgenen gav de ham Valium.
”Jeg holdt først op med at tisse i sengen om natten, da jeg var 27-28 år, da jeg besluttede mig for at trappe ud af mit misbrug.”
Mere end 50 år havde han levet, før han begyndte at reflektere over, hvad der egentlig var hændt ham, og hvilken betydning det har for et menneske at blive udsat for systematisk ondskab i 18 år.
Størstedelen af sit voksne liv har han brugt på stoffer, alkohol og på at være hjemløs og rodløs. På Godhavn nåede han at tage en 8.-klasseeksamen med et hæderligt resultat, og det var så den skolegang. To gange i løbet af sit voksenliv har han haft et job. På et tidspunkt arbejdede han halvandet år i en børnehave på Bellahøj i København, og en gang midt i 1990’erne havde han ansættelse hos en datavirksomhed i Vangede. I dag er han på førtidspension, og det har givet ham noget ro. Hvad angår kærligheden, har han kun få gange involveret sig i kortere forhold.
”Det har været meget svært for mig at indgå i tætte relationer efter de overgreb, jeg oplevede som barn,” siger han.
Han har ikke leget med tanken om, hvad der ville være sket, hvis han var blevet født ind i anden familie. Om han så kunne have fået et helt andet liv.
”Jeg vil ikke skyde skylden på skæbnen. Det er ofte tilfældigheder, der afgør, hvordan dit liv udvikler sig. Sådan er det nu engang endt. Min mor elskede os, men blev syg og gjorde det så godt, hun kunne. Livet er du ikke herre over.”
Det var først, efter at han mødte de andre Godhavn-drenge, at det gik op for ham, at det faktisk var i orden at føle vrede. Og at det ikke kun var hans egen fejl, at han var blevet, som han var.
”Min vrede er rettet mod de enkeltpersoner, der havde ansvaret for os børn, og mod Børneværnet, som aldrig foreslog min mor, at det måske ville være bedre at finde en mere stabil løsning for min bror og mig frem for alle de skift.”
”Og jeg er vred over, hvordan voksne mennesker, som burde vide bedre, misbrugte deres magt i en grad, så en stor gruppe af børn senere i livet ikke har kunnet finde et ståsted og ikke har kunnet sige fra, fordi de havde fået indprentet, at deres mening ikke talte, og at de ikke talte som mennesker. Selv har jeg altid drejet om på hælen, hvis der var en konfrontation under opsejling. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at stå op for mig selv. Før nu.”
På døren til Peer Balkens toilet hænger et lille skilt, hvor der står: ”Giv Godhavnsdrengene en undskyldning!”.
Den fik han og de andre af statsminister Mette Frederiksen i 2019, og det havde stor betydning. De blev faktisk set som mennesker. De var noget værd.
Rejsen tilbage til barndommen er ikke slut endnu. Peer Balken mangler at besøge cirka halvdelen af de 40 steder, hvor han nåede at være anbragt. Ved hvert eneste besøg kommer han i tanke om nye episoder og ikke kun de dårlige. Da han var forbi et hjem i Hjerting ved Esbjerg, huskede han pludselig, hvordan han havde klatret i træer og var faldet ned i nogle tornebuske og havde revet sig voldsomt på benet. Han fik at vide, at der over for hjemmet nu boede en ældre kvinde, som havde været ansat i den periode, han boede der. Hun huskede ikke ham, men hun huskede episoden.
”Gud var det dig, der rev dig dengang,” sagde hun, og han fik en brik mere til sin fortælling om sit liv.
Der danner sig nye billeder i hans sind.
Alle de detaljer, data og dokumenter, han finder på sin vej, skal bruges. I 2015 blev han tilknyttet et skrivekursus på Svendborg Forsorgsmuseum. Nu er det planen, at det skal blive til en bog. Han har fundet ud af, at han faktisk kan skrive. Og han er nået langt, og ”gu er det stort!”.
”Jeg er nervøs for at blive færdig med rejsen og med bogen, for hvad sker der, når jeg når mit mål. For første gang har jeg fået en god fast vane i mit liv. Jeg har brugt hele mit liv på at blive voksen.”
Dette kunne være en nogenlunde lykkelig slutning på en trist historie, men Peer Balken har en tilføjelse. Han holder Kristeligt Dagblad og læser ivrigt alle artikler, der handler om anbringelser af børn. Og det bekræfter ham i en bange anelse, han har. Han siger:
”Jeg er bange for, at der også i dag findes mange børnehjem og plejefamilier, hvor alt ikke er, som det burde være. Jeg tror ikke, der findes mange hjem i dag, hvor de tæver børn. Men den psykiske vold, den er der endnu. Det er jeg overbevist om.”
Peer Balken tager et hiv af sin smøg og fastholder blikket.