Prøv avisen

Hjemmearbejde mindsker stress

Jo mere folk arbejder hjemme, jo mindre pressede føler de sig, viser ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet.<br>Foto: arkiv

Forældre, som delvis arbejder hjemme, er mere tilfredse med balancen mellem arbejdsliv og familieliv, viser ny undersøgelse

Forældre, som har mulighed for at arbejde hjemme, kan nemmere få familie og arbejde til at hænge sammen, viser en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, der bygger på interview med 2000 udearbejdende par med børn under 10 år.

48 procent af fædrene og 37 procent af mødrene har mulighed for at arbejde hjemme. Og jo mere de gør det, jo mindre pressede føler de sig. Halvdelen af dem gør det for at få hverdagen til at hænge sammen, og især kvinderne arbejder hjemme.

Samarbejdschef Lotte Andersen fra Dansk Industri ser undersøgelsens konklusioner som godt nyt.

– Hvor hjemmearbejdspladser kan lade sig gøre, er det utrolig positivt. Vi er nødt til at se på det hele menneske. Oplever man stress på ét område i sit liv, vil det smitte af på andre områder. Så hvis de ansatte løser opgaverne, er det fra et arbejdsgiversynspunkt underordnet, om de er på kontoret eller hjemme, siger hun.

Det er dem med de højeste lønninger, længste uddannelser og længste arbejdstider, som har sværest ved at få hverdagen til at hænge sammen, viser undersøgelsen. Hos Danmarks Jurist- og Økonomforbund, DJØF, tilhører mange medlemmer denne gruppe. Og for DJØF'erne tæller det at kunne planlægge arbejdsdagen, så den passer til familiens dagsrytme. DJØF's vicedirektør Jette Snoer opfordrer dog til forsigtighed:

– Vi råder vores medlemmer til at være opmærksomme på, hvordan de bruger deres tid, når de har mulighed for at arbejde hjemme. I mange tilfælde betyder en hjemmearbejdsplads, at medarbejderen kommer til at arbejde mere.

Sociolog Søren Kaj Andersen, som leder Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, opfordrer også forældre til at overveje det en ekstra gang, inden de helliger sig hjemmearbejdet.

– Man skal have øje for totaliteten af balancer. Forældre, som vælger at arbejde hjemme, risikerer at sætte balancen mellem et virtuelt og et fysisk nærvær over styr, siger han.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk