Den helt uforstyrrede ensomhed i fjeldet, den grønlandske kultur, hvor man spontant besøger venner og familie uden forudgående kalenderplanlægning og en mere rolig og ikke så stresset hverdag. Det er nogle af de kvaliteter, den 36-årige jurist Pernille Bengtson har savnet de år, hun har uddannet sig i Danmark.
Pernille Bengtson har en socialrådgivergiveruddannelse fra Grønlands Universitet, og i august 2016 afsluttede hun jurauddannelsen på Københavns Universitet. Hun har boet i Grønland det meste af sin barndom og derudover sammenlagt 12 år i Danmark. Hendes far er dansk, hendes mor er grønlandsk og kommer fra Qeqertarsuaq ved Diskobugten. Familien har altid talt dansk i hjemmet, og Pernille Bengtson tilhører den del af Nuuks befolkning, der kun behersker grønlandsk i begrænset omfang. Ikke desto mindre føler hun sig som grønlænder.
”Det er i Grønland, jeg føler mig hjemme. Det fandt jeg for alvor ud af, da jeg boede i Danmark,” fortæller Pernille Bengtson over en kop kaffe i den smarte café i Nuuks kulturhus Katuaq, kun få hundrede fra hendes arbejdsplads i Grønlands selvstyre.
Pernille Bengtson boede i Danmark, fra hun var 15 år, til hun var 23 år, og igen fra hun var 30 år, til hun var 35 år. Hun var et år på efterskole i Danmark, og hun blev student fra Allerød Gymnasium. Hendes forældre har gode job i Grønland. Hendes far er ingeniør. Hendes mor er kontoruddannet. Da Pernille Bengtson kom i gymnasiet i Allerød, flyttede forældrene til Danmark for at arbejde.
”Efter studentereksamen arbejdede jeg og gik senere i gang med eskimologistudiet, men jeg kunne mærke, at jeg savnede den ro, jeg føler i Grønland,” fortæller Pernille Bengtson.
Som 23-årig tog hun tilbage til Nuuk og uddannede sig til socialrådgiver på Grønlands Universitet. I et par år oplevede hun bagsiden af det grønlandske samfund, da hun arbejdede med børnesager i kommunen og på Røde Kors’ Børnehjem i Nuuk. Undervejs fandt hun ud af, at det især var juraen i sagsbehandlingen, hun brændte for, og som 30-årig besluttede hun sig for at rejse til Danmark for at læse jura på Københavns Universitet.
”Fra starten var jeg meget bevidst om, at jeg ville tilbage til Grønland. Der er kæmpestor forskel på naturen i Danmark og Grønland, men også på menneskene. I Danmark manglede jeg følelsen af, at når man taler om oplevelser fra barndommen, så kan andre godt genkende det. Jeg manglede nærmiljøet og naturen. Man skal ikke ret langt væk fra Nuuk, så er man helt alene. I Grønland får man en ydmyghed og respekt for, at naturen er så kæmpestor. Vi er underlagt naturens kræfter, og det giver en følelse af, at man ikke hele tiden behøver at have kontrol, hvilket er ret befriende. Der er også en stilhed. Der er ikke trafik på samme måde som i Danmark. Og så er der adgangen til havet. Du har udsigt til havet næsten alle steder,” siger Pernille Bengtson, der i dag bor i Nuuk-forstaden Nussuaq.
Den 36-årige jurist understreger, at hun ikke er vendt tilbage for at ”redde Grønland”.
”Det er ikke så meget tanken om at bygge Grønland op, der har drevet mig til at flytte tilbage. Men mere at Grønland er mit hjem. Det er her, jeg er vokset op, og det er her, jeg har mine rødder. Selvfølgelig er jeg interesseret i at bidrage til Grønlands udvikling. Men det er ikke noget, jeg går og tænker over i hverdagen. I Nuuk har jeg fokus på at leve en helt almindelig hverdag. Jeg passer mit arbejde. Når jeg har fri, er jeg sammen med familie og venner. Jeg har to hunde, som jeg bruger meget tid på, og så løber jeg,” siger Pernille Bengtson.
Som grønlænder i Danmark er Pernille Bengtson ofte stødt på fordomme om Grønland.
”Nogle gange har jeg oplevet, at jeg ikke orkede at fortælle, at jeg kom fra Grønland. Jeg er ofte blevet mødt med meget forudindtagede spørgsmål som: ’Er det ikke rigtigt, at alle grønlændere drikker? Er det ikke rigtigt, at der er mange sociale problemer, og at mange børn bliver misbrugt?’ Jeg blev hele tiden mindet om, at der er os og dem, og det har nogle gange været svært,” fortæller Pernille Bengtson.
Hun mener, at de danske mediers store fokus på sociale problemer i Grønland skygger for, at der udover problemerne også er et andet Grønland med helt almindelige mennesker, der lever et godt liv.
Omvendt føler hun også, at det til tider kan være svært at være dansktalende grønlænder i Grønland, fordi flere grønlandske politikere erklærer, at en grønlænder skal kunne tale grønlandsk.
”Jeg tilhører en generation, hvor man skulle vælge mellem grønlandsk og dansk. Der er rigtig mange udfordringer, når man som grønlænder ikke kan tale grønlandsk. Jeg har et passivt ordforråd, men i Nuuk bliver du ingen måde tvunget til at tale grønlandsk, og på mit kontor i selvstyret tales der dansk.”
”Man føler sig lidt udenfor. Jeg føler mig 100 procent som grønlænder, men der er det men, at jeg ikke taler grønlandsk,” siger Pernille Bengtson, der har besluttet til at lære sproget og i øjeblikket går til grønlandsk.
Selvom tallene viser, at der hvert år er omkring 400 grønlændere, der ikke vender hjem efter et ophold i Danmark, så møder Pernille Bengtson i sin dagligdag også en del veluddannede grønlændere, som er rejst hjem.
”Blandt mine veninder er der en psykolog, en arkitekt og en jurist, der alle er flyttet tilbage,” fortæller Pernille Bengtson og understreger, at selvom Grønland er hendes hjem, føler hun stor tilknytning til Danmark, hvor en del af hendes familie bor.
”Men når jeg har været i København et par dage, så synes jeg, at jeg har oplevet nok. I Danmark kunne jeg mærke, at det var stressende, når jeg havde aftaler en måned ud i fremtiden. Den slags stress føler jeg ikke i Grønland,” siger Pernille Bengtson.
Som grønlænder med dansk familie følger hun diskussionen om Grønlands løsrivelse fra Danmark:
”Det er en debat, der har foregået de seneste 20 år, og som kommer op med jævne mellemrum. Jeg er ikke tvivl om, at Grønland på et eller andet tidspunkt vil blive selvstændigt. Men det skal først være, når vi er klar til det. Om løsrivelsen kommer til at ske i min levetid, ved jeg ikke.”