Teenagealderen er for mange karakteriseret ved vokseværk, stemmeændringer, kropsbehåring, bumser og en lang række adfærdsændringer.
Nu mener en gruppe af forskere ved Stanford University at have fundet den biologiske forklaring på, hvorfor børn tilsyneladende begynder at lytte mindre og mindre til deres mødre, når de når teenagealderen.
I en forskningsartikel, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Neuroscience, beskriver gruppen, hvordan de ønskede at lære mere om, hvordan unge modnes til at blive mere uafhængige mennesker:
"Vi ved, at mens socialisering hos små børn drejer sig om at knytte sig til forældrene, er ungdommen karakteriseret ved et skift i orientering mod mennesker uden for familien," forklarer forskerne i tidsskriftet.
Samme forskerhold havde i 2016 studeret børns hjerner, mens de lyttede til deres mødres stemmer, og dengang kunne forskerne påvise, at små børn ikke alene kunne identificere deres mødres stemme med stor nøjagtighed, men at mødrenes stemmer udløste en lang række processer i børnenes hjerner.
"Når yngre børn hører deres mors stemme, viser hjernens belønningsområder større aktivitet sammenlignet med, når de hører andre stemmer," skriver forskerne.
Til det nye forskningsprojekt benyttede forskerne sig af selvsamme tilgang, men denne gang var de altså interesserede i teenagernes hjerner. Forskerne opdagede, at teenagere i lige så høj grad som mindre børn kan genkende deres mødres stemmer, men at teenagernes hjerner, lige fra 13-års alderen, begyndte at reagere mindre begejstret på deres mødres stemme, og mere og mere begejstret på stemmer uden for familien.
"Resultater identificerer altså hjernegrundlaget for unges skifte i social orientering mod ikke-familiære stemmer," konkluderer forskerne.
Deres resultater bekræfter eksisterende teorier om, at efterhånden som børn modnes til teenageårene, skal de lære at være mere sociale og uafhængige af deres forældre – og deres hjerne hjælper altså til i denne proces ved at lægge mindre vægt på mødrenes stemmer og mere opmærksomme på stemmer, som venner og nye bekendtskaber.
I forhold til størrelse eller form er teenageres hjerner ikke meget anderledes end voksnes. Men siden 1990'erne har forskningen i stigende grad indset, at teenageres hjerner ikke er færdigudviklede og at teenagealderen er en meget vigtig periode i hjernens udvikling.
I denne alder sker der både mange følelsesmæssige og adfærdsmæssige ændringer, som tæller, foruden stærkere tilknytning til personer uden for familien, en higen efter social accept og en trang til at eksperimentere og udforske grænser.
Og de uforudsigelige adfærd og følelsesmæssige udsving, som mange forældre ville kunne genkende, sker ikke kun på grund af hormoner, men fordi den del af hjernen, der kaldes belønningscentret, udvikler sig hurtigere end kontrolcenteret.