Din hjerne ændrer sig hele tiden

Indtil for få årtier siden troede videnskaben, at egenskaber som hukommelse, sprog og opmærksomhed sad bestemte steder i hjernen. Det er kun til dels rigtigt, fortæller hjerneforsker. Læs eller genlæs

Der er i dag meget fokus på de indsigter, som videnskaben kan opnå ved hjælp af hjernescanninger. Ifølge hjerneforsker Jesper Mogensen har indsigten i hjernens plasticitet været en revolution. Men det er typisk ikke hjerneforskere, men psykologer, der har mest at byde ind med, når det handler om mentale processer, som hvordan raske børn bedst husker det, de lærer. -
Der er i dag meget fokus på de indsigter, som videnskaben kan opnå ved hjælp af hjernescanninger. Ifølge hjerneforsker Jesper Mogensen har indsigten i hjernens plasticitet været en revolution. Men det er typisk ikke hjerneforskere, men psykologer, der har mest at byde ind med, når det handler om mentale processer, som hvordan raske børn bedst husker det, de lærer. - Foto: Scanpix

Der findes et berømt forskningsprojekt, hvor britiske hjerneforskere for nogle år siden ved hjælp af hjernescanninger fandt ud af, at Londons taxichauffører har et område i den bageste del af hippocampus, som er ekstraordinært stort.

Det er det område, som almindeligvis håndterer den rumlige hukommelse.

Tilsvarende har man kunnet scanne sig frem til, at violinister har ekstra meget kapacitet i hjernens center for den venstre hånds bevægelser, pianister for begge hænder og blinde for fingerspidsernes evne til at føle.

Man kan overveje, om mekanismen virker den vej, at mennesker med en stor medfødt rumlig hukommelse er mere tilbøjelige til at blive taxichauffører, eller om bestemte områder i hjernen bliver styrket af, at vi bruger de funktioner, der knytter sig til dem.

At det sidste har stor betydning understreges af forsøg med personer, som blev hjernescannet før og efter, at de lærte at jonglere.

”Denne aktivitet er forholdsvis let at lære på kort tid. Den trækker på nogle funktioner, vi normalt ikke bruger så intensivt, som har med afstandsbedømmelse at gøre. Forsøgene viste nogle tydelige størrelsesændringer i hjernens område for dette, efter at personerne havde lært at jonglere,” fortæller Jesper Mogensen, hjerneforsker og professor i neurovidenskab ved Københavns Universitet.

Eksemplerne illustrerer, at forskningen et stykke ad vejen kan blive klog på, hvordan vi tænker og husker ved at scanne personernes hjerne og måle aktiviteten i hjernens forskellige dele.

En nøgle til yderligere indsigt er forsøg, som involverer hjerneskadede patienter, hvor man kan studere, hvilke funktioner som rammes, når bestemte dele af hjernen lider skade. Men samtidig har denne forskning bidraget til en ændring i hele forståelsen af hjernen.

For selvom der er bestemte områder, der almindeligvis bruges til bestemte funktioner, har hjernen samtidig vist sig at være langt mere plastisk og omstillingsparat, end forskerne for få årtier siden troede muligt, forklarer hjerneforskeren.

”Mit postulat vil være, at vi i hjerneforskningen står på et sted, som svarer til det, der skete inden for fysikken, da Newtons basale love for knap 100 år siden blev udvidet med kvantefysikken. Vi har haft én måde at se hjernen på og er nu i gang med en principiel revolution, en helt ny måde at forstå hjernen på,” siger han.

Jesper Mogensen uddyber, at videnskaben har haft en tilbøjelighed til at se hjernen som opdelt efter samme princip som indholdsfortegnelsen i en psykologibog. Det vil sige, at bestemte områder er designet til sprog, hukommelse, opmærksomhed og andre funktioner.

Men den nye indsigt er, at selvom man kan se sammenhænge mellem bestemte dele af hjernen og bestemte funktioner, så er der mange funktioner, som aktiverer flere forskellige dele af hjernen.

Og fra hjerneskadede ved man, at hvis bestemte dele af hjernen bliver ødelagt og aldrig kommer til at fungere igen, så kan de funktioner, som traditionelt bestyres her, nogle gange overføres til andre dele af hjernen.

”I de bedst dokumenterede forsøg er det den eksplicitte hukommelse, der er beskadiget. Det vil sige den hukommelse, vi kan udtrykke sprogligt og derfor kan være bevidste om. For eksempel at huske, hvor mange medlemmer der er i Folketinget, datoen for juleaften, eller hvad vi fik til morgenmad i morges. Denne evne vil man typiske miste, hvis man får skader på den del af hjernen, som hedder hippocampus, i tindingelappen. Især hvis skaden rammer både højre og venstre hjernehalvdel, ser det umiddelbart ud, som om patienten ingen mulighed har for at lære noget. Hvis personen får en bog og læser side et, to og tre, så kan man lige så godt bladre tilbage til side et igen, for intet huskes,” forklarer Jesper Mogensen.

Men det har vist sig, at selv personer med så store skader kan lære noget. For eksempel kan man arbejde med deres implicitte procedure-hukommelse, som bestyrer en række evner, man ikke er så bevidst om, men som ”sidder på rygraden”, for eksempel at cykle, at binde sine snørebånd eller at lægge et puslespil.

Spørger man hjerneskadede patienter, om de kan udføre disse handlinger, siger de nej, hvis de ingen bevidst erindring har om at kunne det. Men de kan alligevel.

”Der findes talrige eksempler på, at man ved forskellige metoder kan 'snyde' hjernen til at kunne det, som ellers ser ud til at være forsvundet. Hvis man giver en patient med skader på den eksplicitte hukommelse en ordliste og beder ham lære ordene udenad, vil der almindeligvis ingen genkaldelse være. Men hvis man bilder patienten ind, at opgaven er noget helt andet, lige beder ham se på ordlisten i forbifarten og derefter stiller en opgave, hvor der skal gættes nogle ord, viser det sig ofte, at patienten alligevel har lagret ordene fra listen,” fortæller Jesper Mogensen.

Han tilføjer, at et mere makabert forsøg går ud på at give patienten hånd med en tegnestift i håndfladen, så håndtrykket gør en smule ondt. Kort efter er al erindring om håndtrykket slettet fra den bevidste del af patientens hukommelse, men han er alligevel tilbøjelig til at undslå sig, næste gang man prøver at trykke hånd.

”Hukommelsen består af mange meget forskellige komponenter. Nogle systemer er afhængige af hippocampus, andre er udenfor. Man kan måske sammenligne det med, at vi i samfundet har statsansatte og kommunalt ansatte. Inden for disse sektorer kan den enkelte medarbejder lave alt muligt, som ikke umiddelbart har så meget til fælles. Men hvis staten går konkurs, mens kommunerne fortsat udbetaler penge, berører det samtlige de statsansattes løn. Hvis hippocampus går konkurs, berører det alle systemer i denne del af hjernen,” forklarer Jesper Mogensen.

Selvom han selv tilhører den gren af videnskaben, som blandt andet arbejder med hjernescannere, og konkret måler de fysiske processer, slår han fast, at langt den største nuværende indsigt i, hvordan hukommelsen og andre mentale funktioner fungerer, kommer fra psykologien.

Faktisk mener han, at der i det moderne samfund er lige lovlig meget fokus på, hvad man egentlig kan udlede af hjernescanningerne. Ikke mindst når metoder, som kan være til gavn for hjerneskadede, bliver forsøgt overført til eksempelvis raske skolebørn.

”Man er begyndt at tale om neuropædagogik i betydningen pædagogik baseret på neural viden. Tanken er, at vi kan bruge viden om hjernen til at tilrettelægge skolen. Men her er jeg ret skeptisk over for, om vi har så meget at byde ind med. I bedste fald kan vi prøve, om vi kan finde fysiske spor af det, psykologer og pædagoger har fundet frem til. Der er en ret udbredt misforståelse i befolkningen om, at vi hjerneforskere - og især vores scannere - har alle svarene. En scanner kan lave nogle udmærkede farvebilleder, men er også et redskab behæftet med fejl,” siger han.

Men selvom han ikke synes, der er grund til at overdrive ærefrygten over for hjerneforskere og hjernescanninger, og selvom han fandt det lidt pudsigt, da en lærer engang sagde til ham, at hun følte det som et kæmpe ansvar at være med til at ændre elevernes hjerner, så er det netop på det sidstnævnte område, at hjerneforskningen kan bidrage med indsigt:

”Vi kan se, at hjernen ændrer sig hele tiden. Det, som enhver lærer til enhver tid har gjort ved sin undervisning, har omstruktureret elevernes hjerner. Og din hjerne er forandret i forhold til, da du kom ind ad døren til mit kontor for en halv time siden.”

Vil du udfordre din hjerne i ferien?
Kristeligt Dagblad udgiver henover sommeren en særlig digital krydsord og suduko til vores abonnenter hver weekend. Klik på billedet herunder eller find alle sommeropgaverne i Kristeligt Dagblads app sammen med e-aviserne

Der er i dag meget fokus på de indsigter, som videnskaben kan opnå ved hjælp af hjernescanninger. Ifølge hjerneforsker Jesper Mogensen har indsigten i hjernens plasticitet været en revolution. Men det er typisk ikke hjerneforskere, men psykologer, der har mest at byde ind med, når det handler om mentale processer, som hvordan raske børn bedst husker det, de lærer. -