Prøv avisen

Hjernekirurg: Eksistensen er et mysterium

Henry Marsh gik på pension for to år siden og har nu skrevet sin anden bog, hvis danske titel er ”Hverken solen eller døden”. Billedet her er fra april 2014. – Foto: Tom Pilston/Panos Pictures/ritzau

Den britiske hjernekirurg Henry Marsh er berømt for sin evne til at håndtere de vanskeligste operationer. I sit arbejde forsøger han at finde de naturvidenskabelige forklaringer på sin eksistens, hvilket han beskriver i en ny bog

Henry Marsh har altid søgt efter meningen med livet. Det var derfor, at han blev hjernekirurg. Hele sit liv har han ledt efter svar på fundamentale spørgsmål som ”hvad er bevidstheden” og ”hvorfor er jeg her”, den slags som alverdens religioner i tusinder af år har hjulpet menneskene med at forstå. Selv er han flintrende ateist. Han er gået til problemerne fra en radikalt anden vinkel: Han har opereret hjerner.

Og dog er han endt på præcis de samme holdepladser som den religion, hvis svar han ikke vil vide af.

”Eksistensen er et mysterium. Den er et mysterium på en ærefrygtindgydende måde. Jo mere jeg tænker over det, jo mere får jeg en følelse af noget sublimt og af at være en del af en større mysterium,” siger han og erkender: ”Det er rigtigt, at de konklusioner, jeg er nået frem til, er identiske med den protestantiske tro, jeg voksede op med som barn.”

Henry Marsh er tilbøjelig til at have høje tanker om sig selv. Hans kone siger det ofte til ham: At han tror, han er den eneste tænkende læge i England.

I hvert fald er han blandt de få, som har sat tankerne på skrift. Først med bestselleren ”Gør ikke skade” fra 2014, hvor han skriver om fatale fejloperationer i et forsøg på at slå hul i det, han betegner som lægestandens farlige tendens til at tie om fiasko og ikke lære af fejl.

Dengang interviewede Kristeligt Dagblad ham i hans rækkehus i Wimbledon i det sydvestlige London. Nu har han skrevet en ny bog, hvis danske titel er ”Hverken solen eller døden”, og nu er vi her igen. Foran kaminen, som Marsh selv har snedkereret og malet i aristokratisk grøn, sportsvognsfarven ”british racing green”. Foran en aldrende mand, 67 år, men som løb 18 kilometer den anden dag, og som stadig synes at besidde en ungdommelig spændstighed; ansigtshuden ser ud, som om den endnu er fuld af elasticitet.

Og dog føler Henry Marsh, at livet stunder til. De spørgsmål, han altid har undret sig over, er begyndt at tynge ham personligt.

For hvad skal trøste en mand, som går livets vinter i møde, men som har i hvert fald én urokkelig overbevisning om sin egen eksistens: Nemlig at kroppen og sindet er det samme. At ånd og materie ikke kan skilles ad. At den religiøse og filosofiske tanke om dualisme er falsk, og at ingenting findes udover dets fysiske virkelighed. Med andre ord: At død betyder død, og han kun er til som menneske og person, så længe han har en uskadt hjerne.

Henry Marsh er kendt fo r sine bedrifter som læge og ikke kun for sine bøger. Han var den første europæiske hjernekirurg, der udførte såkaldt awake craniotomy, hvor patienten er vågen under operationen, så kirurgen kan teste undervejs, hvilke områder af hjernen han berører og undgå at gøre skade. Han var ledende neurokirurg på Londons St. George’s Hospital indtil sin pension og arbejder stadig en dag om ugen for det britiske sundhedsvæsen foruden på månedlange rejser i blandt andet Nepal.

Ofte gentager han en pointe om, at hjernekirurgi er et håndværk – og et rystende groft et af slagsen, når man tænker på, hvor uendelig komplekst objektet er.

”Forholdet mellem neurokirurgi og neurovidenskab er lidt som forholdet mellem blikkenslagerarbejde og kvantemekanik,” har han sagt til den britiske avis The Guardian.

Med andre ord er han lægmand, når det gælder om at dissekere eksistensen. Men han vakler ikke i sin overbevisning om den grundlæggende præmis.

”Vores tanker er intet andet end elektrisk kemi. De er underlagt fysikkens love, og vi ved, at den måde, vi reagerer på over for de ting, vi oplever, er bestemt af vores opvækst, af vores følelser og af den måde, hjernen er struktureret på,” siger Henry Marsh fast om det, han kalder ”ikke-problemet” angående ånd og materie.

Han fører bevis i sin bog ved at beskrive en sag ud af hundrede i sin karriere. En højtbegavet ingeniør blev indlagt med epileptiske anfald. Han havde også opført sig anderledes, han var blevet ondskabsfuld og sær. Scanningen viste, at en tumor var ved at invadere hjernens venstre frontallap. Den kunne ikke opereres væk. Det er i frontallapperne, at et menneskes sociale og moralske adfærd befinder sig. Det var altså tumorens skyld, at manden var blevet en anden, og han aldrig ville blive sig selv igen.

Men hvad betyder det egentlig at være ”sig selv”, funderer Henry Marsh. Hvad er i det hele taget det særegne, oprindelige ”jeg” udover netop hjernens fysiske tilstand?

”Personen med beskadiget frontallap er sjældent selv klar over det – hvordan kan ens ’jeg’ vide, at det har forandret sig? Det har intet at sammenligne sig selv med. Hvordan skal jeg kunne vide, om jeg er den samme som i går,” skriver han i sin bog.

Han er ikke bekymret for at dø: ”Døden er intet, og hvordan kan man være bange for intet”, siger han. Men det bekymrer ham dybt, at han med en vis sandsynlighed vil miste sig selv, inden han dør. 40 procent af alle mennesker har Alzheimers, når de fylder 80 år, refererer han. Han kan holde sin hjerne i form med søvn og motion, lige som man kan forsinke hudens rynker ved at drikke vand og bruge fugtighedscreme. Men ligesom huden er hjernen kun et organ. Alder eroderer sindet, ligesom havet æder af klitterne ved stranden.

Ældre mennesker er ikke nødvendigvis mere vise, som det gamle rygte går, foreslår han: Med alder bliver de følelsesmæssige kredsløb i hjernen simpelthen langsommere. Den ro og omtanke, ældre personer tilsyneladende besidder, er intet andet end en fysiologisk bremseklods i hjernen.

Henry Marsh er naturvidenskabelig determinist. Han mener, at enhver handling er afgjort af det, der gik forud. I den forstand er ideen om, at mennesket har en fri vilje en illusion på linje med blændværket om, at der skulle findes en eksistens uden for kroppen.

I 1980’erne udførte en amerikanske neurolog, Benjamin Libet, et eksperiment. Han satte elektroder på sine forsøgspersoner og bad dem om at trykke på en knap. Eksperimentet viste, at et menneskes bevidste beslutning om at bevæge sin hånd blev foregrebet af elektrisk aktivitet i hjernen – det syntes altså ikke at være viljen, der satte hånden i gang, noget andet trak først.

”Det er som om, det besluttende jeg ikke er spor anderledes end en sømand i stormvejr, der er tvunget til at styre sit skib i stormens retning, men bagefter hævder selv at have sat kursen,” skriver Henry Marsh i sin bog.

Hele Europa var rystet over de forhold for Rumæniens børnehjemsbørn, der kom frem, da landets diktator Nicolae Ceauşescu faldt i 1989. Scanninger viste senere, hvordan vanrøgt og overgreb havde formet børnenes hjerner.

”Deres hjerner var små, men med en forstørret amygdala, som er den del af hjernen, der har at gøre med vrede og frygt,” siger Henry Marsh og betoner, at de fleste af disse børn stadig har problemer, uanset at de blev adopteret til kærlige familier i England, USA og Danmark.

Pointen er, at al adfærd er styret – af hjernens struktur, af et menneskes følelser, af dets opvækst, af menneskehedens evolution i antropologisk forstand, det vil sige, hvordan hjernen har udviklet sig i takt med de sociale grupper, mennesker er indgået i, og organiseringen af dem, pointerer Henry Marsh.

Og så smider han en trumf:

”Folk taler altid om kunstig intelligens og computere, der vil udradere mennesker. Men evnen til at træffe beslutninger er afhængig af evnen til at have følelser. Der findes en nervebane mellem den del af hjernen, hvor følelserne er, og den del, der styrer fornuften. Mennesker, hvor den forbindelse er skadet, kan ikke træffe beslutninger. Indtil vi har fundet ud af, hvad følelsers fysiske beskaffenhed er, vil maskiner aldrig blive som mennesker.”

Men dér strander kirurgen. For nok ved han, at jeget er fysisk, men han ved ikke hvordan. Han tror på, at adfærd er forudbestemt, men han mærker jo selv, at han kan træffe valg.

Håber du, at der alligevel er noget, der ligner en sjæl, noget der puster liv i materien?

”Nej. Det virker meget usandsynligt. Men der er en stor følelse af mysterium,” svarer han.

Er du kommet nærmere en forklaring på, hvad meningen med livet er?

”Nej. Lige fra jeg var barn, har jeg haft en meget stærk bevidsthed om min egen bevidsthed, og den gjorde mig meget ulykkelig som ung. Jeg blev læge i et forsøg på at helbrede mig selv ved at helbrede andre. Der var et klart filosofisk formål med, hvad jeg gjorde. Og så ender jeg med at sige: Det er alt sammen et stort mysterium. Der er ingen svar. Jeg er ikke religiøs i nogen konventionel forstand, men det er en religiøs følelse. Den franske forfatter Romain Rolland kaldte det en oceanisk følelse,” svarer han.

Det lyder religiøst?

”Jeg er helt klar over det. I middelalderkristendommen var det en daglig anfægtelse, at mennesket ikke kan handle godt. Det har været grundlæggende i kristendommen siden syndefaldet. Paulus sagde: ’For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.’ Det er i en vis forstand også mit vejledende princip: konstant selvkritik. Jeg ved ikke, hvad meningen med livet er, undtagen at den største lykke er at hjælpe andre, at gøre sig nyttig. Jeg er helt klar over, at et aspekt af religion også handler om fællesskab og næstekærlighed,” siger han.

Da Henry Marsh blev pensionist, købte han en faldefærdig hytte, der ligger idyllisk ved bredden af en kanal nær universitetsbyen Oxford. Han boede som barn kort herfra. Istandsættelsen af hytten løber som et tema gennem hele hans bog.

”Hytten bliver en metafor for Marshs følelse af at bevæge sig fremad mod et nyt liv, men også for dødelighed, mens han genoplever den barndom, han havde kort herfra,” står der i en anmeldelse af bogen i The Guardian.

Mens livet nærmer sig sin slutning, mimer Henry Marsh den bevægelse fra vugge til grav, som også har et modstykke i Bibelen: Livet er en sluttet ring. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.

Altid har han stræbt. Med høje ambitioner og 120 timers arbejdsuger. Efter kundskaber og indsigt og anerkendelse. Nu gør han status over, hvor det hele førte hen. Der er et vist mål af ironi i den måde, konklusionen på hans eget liv spejler de svar, han heller aldrig fandt om eksistensen. For igen er han endt ved et gammelkendt udgangspunkt uanset hvor ekstraordinært højt, han er klatret.

”Det er jo pointen og det store spørgsmål: Hvad efterlader du dig? Du efterlader dine børn, og de afspejler i høj grad, hvem du var som forælder. Jeg var ingen decideret dårlig far, men jeg satte altid arbejdet først. Jeg føler mig meget heldig over, at de alle tre kan lide mig i dag, at de alle tre er gode og ordentlige mennesker. Når det gælder arbejde, føler jeg ingen særlig stolthed over mine bedrifter med at være først med forskellige operationer. Men jeg lavede en have for mine patienter, og den er jeg stolt af. Jeg håber, de vil sige, at jeg behandlede dem som mine ligemænd og ikke talte ned til dem. Jeg håber, jeg vil blive husket som én, der var rar,” siger han.

Henry Marsh ses her under en operation på St George’s Hospital i London i 2013, hvor han er i færd med at fjerne en tumor i hjernen på en ung kvinde. – Foto: Tom Pilston/Panos pictures/ritzau