Prøv avisen

Hjernekirurg: Eksistensen er et mysterium

Henry Marsh gik på pension for to år siden og har nu skrevet sin anden bog, hvis danske titel er ”Hverken solen eller døden”. Billedet her er fra april 2014. – Foto: Tom Pilston/Panos Pictures/ritzau

Den britiske hjernekirurg Henry Marsh er berømt for sin evne til at håndtere de vanskeligste operationer. I sit arbejde forsøger han at finde de naturvidenskabelige forklaringer på sin eksistens, hvilket han beskriver i en ny bog

Henry Marsh har altid søgt efter meningen med livet. Det var derfor, at han blev hjernekirurg. Hele sit liv har han ledt efter svar på fundamentale spørgsmål som ”hvad er bevidstheden” og ”hvorfor er jeg her”, den slags som alverdens religioner i tusinder af år har hjulpet menneskene med at forstå. Selv er han flintrende ateist. Han er gået til problemerne fra en radikalt anden vinkel: Han har opereret hjerner.

Og dog er han endt på præcis de samme holdepladser som den religion, hvis svar han ikke vil vide af.

”Eksistensen er et mysterium. Den er et mysterium på en ærefrygtindgydende måde. Jo mere jeg tænker over det, jo mere får jeg en følelse af noget sublimt og af at være en del af en større mysterium,” siger han og erkender: ”Det er rigtigt, at de konklusioner, jeg er nået frem til, er identiske med den protestantiske tro, jeg voksede op med som barn.”

Henry Marsh er tilbøjelig til at have høje tanker om sig selv. Hans kone siger det ofte til ham: At han tror, han er den eneste tænkende læge i England.

I hvert fald er han blandt de få, som har sat tankerne på skrift. Først med bestselleren ”Gør ikke skade” fra 2014, hvor han skriver om fatale fejloperationer i et forsøg på at slå hul i det, han betegner som lægestandens farlige tendens til at tie om fiasko og ikke lære af fejl.

Dengang interviewede Kristeligt Dagblad ham i hans rækkehus i Wimbledon i det sydvestlige London. Nu har han skrevet en ny bog, hvis danske titel er ”Hverken solen eller døden”, og nu er vi her igen. Foran kaminen, som Marsh selv har snedkereret og malet i aristokratisk grøn, sportsvognsfarven ”british racing green”. Foran en aldrende mand, 67 år, men som løb 18 kilometer den anden dag, og som stadig synes at besidde en ungdommelig spændstighed; ansigtshuden ser ud, som om den endnu er fuld af elasticitet.